Ammassalik Sygehus

"...telefonopkald fra bygden at voksen mand stukket med kniv i brystet. Der er meget blod, men patienten er vågen og trækker vejret pænt, han ser dog noget bleg ud. Yderligere oplysninger kan ikke fremskaffes da jordemoderen er på sejlads med sin mand. Grønlandsflys helikopter er ude af drift og det mislykkes at samle mandskab til "Signe Vest". Man vælger derfor at chartre KGHs bygdefartøj "Ejnar Mikkelsen ", som sejler til bygden. "Ejnar Mikkelsen " kan desværre ikke lægge til kaj, idet der er meget driv- og fast is. Patienten transporteres derfor på slæde ud til skibet. Da man vil løfte ham op på skibet, taber man ham desværre i det kolde vand, men heldigvis får een af matroserne fat i ham med en bådshage. Derefter ingen problemer med at få patienten til sygehuset. Ved ankomsten er pt vågen og klar Bt ...... "

Dette notat er ikke alt for mange år gammelt. Patienten er fortsat levende og menes ikke at have mén efter denne episode.

Heldigvis er det ikke hver dag det går så dramatisk til, men rent faktisk kunne dette ligså godt være sket i dag - bortset fra, at man har afskaffet Signe Vest og Ejnar Mikkelsen er sunket en stormfuld december nat.

Ammassalik Sygehus           Foto: Palle Flink

Her på østkysten - som i resten af Grønland - er vi stadig afhængige af vejr og vind. Det kan der næppe ændres på - hverken med telemedicin eller regionali- 

sering. Teknologiske fremskridt har helt sikkert betydet bedre færdsels- og kommunikationsmuligheder. Sammen med flere behandlingstilbud og berettigede øgede forventninger til Sundhedsvæsenet er vores aktiviteter øget betydeligt. Der går næppe en uge uden at vi sender patienter til behandling på DIH eller RH. Heldigvis er vores diagnostiske og behandlingsmæssige muligheder også forbedrede. Vi

er derfor (endnu?) ikke læger der kun kan skrive henvisninger til andre sygehuse - vi har muligheden for at gøre en forskel: at hjælpe ved langt de fleste sygdomstilstande. Det giver en særlig glæde ved arbejdet, at kunne følge patienten i hele forløbet, fra den første patientkontakt over udredning og behandling til udskrivelse og kontrol. Samtidig har vi de forskellige konsulent besøg, som giver megen god faglig stimulans.

Når man således kigger tilbage i tiden, kan man se at Sundhedsvæsenet rent faktisk yder mere nu og nok også har en (stor?) andel i den forbedrede sundhedstilstand - anekdoterne kommer stadig, ind imellem mindst ligeså farverige som den i indledningen. Men det må vente nogle år med at fortælle dem. Til den tid vil år 2000 være "gamle dage" som vi vil mindes med forundring over hvor lidt man kunne klare sig med.

 

Heldigvis er det ikke hverdag det går så dramatisktil, men rent faktisk kunne dette ligså godt være sket i dag - bortset fra, at man har afskaffet Signe Vest og Ejnar Mikkelsen er sunket en stormfuld december nat.

 

Hans Chr. Florian Sørensen
Tasiilaq

 

     Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside