Den perinatale omsorg omorganiseres

Med etableringen af en "funktionsbærende enhed" på det obstetriske område oprustes den perinatale omsorg i Grønland. Den obstetriske ledelse får landsdækkende ansvar for den perinatale omsorg. Opgaverne er blandt andet at sikre kvaliteten via fastlæggelse af faglige retningslinier og procedurer. Organisationen træder i kraft, når ledelsen er på plads.

På Finanslov 2002 er der ved interne rokeringer inden for sundhedsvæsenets samlede økonomiske ramme fundet midler til finansieringen af nye stillinger som hhv. ledende obstetriker og ledende jordemoder. Fra 2003 søges der desuden midler til oprettelse af en stilling som instruktionsjordemoder.

Som det fremgår af organisationsplanen nedenfor, bliver den obstetriske ledelse placeret på Dronning Ingrids Hospital, med reference til hospitalsledelsen.  

Klik her for se organisationsplan

Den obstetriske ledelse er en faglig ledelse, en slags funktionsbærende enhed. Ledelsen har faglige beføjelser i forhold til distrikterne og har dermed landsdækkende ansvar. Ledelsen er blandt andet ansvarlig for at fastlægge faglige retningslinier og procedurer samt henvisnings- og visitations-regler.

Jordemødrene i sundhedsdistrikterne vil referere direkte til den obstetriske ledelse. Baggrunden for dette er at give den obstetriske ledelse mulighed for at anvende jordemodernormeringerne fleksibelt. Det betyder også, at de jordemødre der har base i sundhedsdistrikterne, kan fungere som konsulenter for øvrige distrikter uden jordemoder.

Mette Birk Berger

Jordemoderen bliver fortsat fysisk placeret på et distriktssygehus/sundhedscenter. Det samme vil gælde de fremtidige fødselsassistenter (sundhedsassistenter med specialisering i den perinatale omsorg).

Sundhedsmedhjælperne i fødevagt vil derimod fortsat referere direkte til den lokale distriktsledelse. Begrundelsen er, at sundhedsmedhjælperne vil indgå i andre funktioner i distriktet, end de funktioner som varetages i den perinatale omsorg.

Den nye organisation træder i kraft når de ledende stillinger er på plads og besat. På samme tidspunkt vil jordemødrene i distrikterne få ændrede ansættelsesforhold, så de fremover refererer til den obstetriske ledelse.

Mette Birk Berger
Kontorchef, Direktoratet for Sundhed

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside