Det eneste større, flade, lavtliggende område, den "store slette" blev i 1952 - 1953 af amerikanerne belagt med beton, for at udgøre en kæmpemæssig strategisk luftbase for deres B52 bombefly. Trafikken er nu dalet til et minimum af store fly og omtrent ligeligt fordelt mellem USA, Canada og Danmerk-Grønland.
De sidstnævnte to lande repræsenteres ved hhv. SAS og Grønlandsfly.
Denne del af Thule, Thule Air Base, kaldet Pituffik.
Nedenfor den ligger en gammel, nu forladte, inuit boplads, Knud Rasmussens, Peter Freuchens og Hans Nilsens Thule. Af amerikanerne kaldet "Dundas". Inuit-befolkningen kalder den Uumannaq, hvilket også er navnet for "Dundas fjeldet", der rager op som en stor stenhorst for enden af landtangen. Det var dette gamle hjemsted, man måtte forlade i 1953 til fordel for det nye Thule, Qaanaaq. Dog bør det huskes, at befolkningen, før Knud Rasmussen og Peter Freuchen med deres kolonialvare-koloni, gjorde den delvis bofast ved Uumannaq, var en normadebefolk-ning på stadig vandring mellem alle pladserne i området. De fleste midaldrende og ældre Thule-inuitter, man møder i dag, har da også i perioder opholdt sig på stort set

alle pladser i området, foruden Pituffik, Savissivik, Moriussaq, Qaanaaq, Qeqertat, Siorapaluk, Herbert ø samt flere, nu lukkede bebyggelser ved Inglefield Bredning. Eetah, kendt fra de foregående århundredes ekspiditions-historier, som det nordligste beboede sted, har ikke været helårsbeboet de sidste 50 år. Det fungerer nu som som-mer-fangstplads.
Landskabeligt karakteriserer området ved sin enkle skønhed og ved store linjer.
Fra Qaanaaq, som nu er områdets hovedby, ses Inglefield Bredning med sin 25 - 35 km brede flade til de omgivende fjeldkæder, som et blåt bælte med hundrede af store iskolosser fra fjordens gletchere, drivende eller fastfros-sede i isen, alt efter årstiden. Her er kun åbent vand i godt 3 måneder fra ca. midt i juli til ca. midt i oktober. Den store blå flade, med evigt skiftende farvenuancer, selv om vinteren, når den er blå-hvid og is- og snebelagt, præger området ud til de omkransende fjelde i nord, øst, vest og til en stribe havhorisont i syd. For en syddansker, der er vant til hav, er det dejligst i den periode, hvor havet er bevægeligt. For en lokal grønlænder, er det lige så sikkert dejligst, når det er islagt og slædefarbart. Livet derude er paradoksalt nok også lunere i denne periode, hvor man kører slæde på en stor, flad og jævn islagt "slette". Der er mindre vind og næsten aldrig storm, hvorimod dette er almindeligt, når havet er åbent.

1. Den store sommer, hvor solen aldrig går ned. Hvor isen   smelter på elve, hav og vandløbene strømmer.
2. Derefter den sommer, hvor solen står op og går ned hver dag.