Katastrofeberedskabet i et lille distrikt fortsat..



Da jeg ikke mente, at jeg uden supervision var – eller stadigvæk er - i stand til at udføre krisehjælp til en større gruppe mennesker efter en sådan hændelse, kontaktede jeg forskellige instanser for at få hjælp og især den landsdækkende butikskædes ledelse. Denne fandt på ingen måde anledning til at komme deres ansatte eller kunder til krisehjælp. Det måtte være sundhedsvæsenets egen sag. Jeg fandt under mine sonderinger ud af, at den store virksomheds personalechef, som jeg talte med i telefonen, havde været i byen på det pågældende tidspunkt, mens det hele skete. Han havde resolveret, at det bedste (?!) han kunne gøre var at rejse videre som planlagt med båden et par timers tid senere. Han gjorde sig for resten heller ikke siden heldigt bemærket. Så vidt jeg husker, var det kommunen, der fik foranstaltet krisehjælp ved et psykologhold, som kom til byen fra Nuuk. Jeg har her nævnt 2 eksempler på situationer, som for os var katastrofer. Lærte vi noget af dem? Ja, såmænd. En hel masse personlige erfaringer fik jeg, men vores muligheder har grundlæggende ikke ændret sig. Når jeg ikke er her mere, så vil sygeplejersken og lægen såmænd nok igen finde anledning til at rykke ud til åstedet med portøren og gøre sig de samme erfaringer, som jeg har gjort mig. Vi ved stadigvæk ikke noget om, hvorledes man kan få samlet personer, der kan give akut krisehjælp til en (større) gruppe mennesker. Selvfølgelig skal vi lave katastrofeøvelser med helikopterstyrt og krydstogtskibsforlis med mange tilskadekomne. Måske er det nok så relevant at lave nogle tableauer, som i højere grad ligner de mest indlysende og hyppigst forekommende ulykkes- og katastrofesituationer, som vi kommer ud for, nemlig dem, vi faktisk oplever og som almindeligvis har højst nogle ganske få tilskadekomne. Sagkyndige folk må derfor skrive nogle ordentlige drejebøger til tableauer, som i højere grad ligner de mest indlysende og hyppigst forekommende ulykkes- og katastrofesituationer, som vi kommer ud for, nemlig dem, vi faktisk oplever og som almindeligvis har højst nogle ganske få tilskadekomne. Sagkyndige folk må derfor skrive nogle ordentlige drejebøger til tableauer til relevante katastrofe-		situationer, som vi kan gennemprøve og øve os på. Bagefter skal det nok vise sig, hvad vi har brug for. Det bør ikke være som nu, hvor vi laver for få og urealistiske øvelser på et urealistisk niveau. S61 med hoist Foto: Lisbeth Lyager Måske er øvelser med mange tilskadekomne eller nødstedte mest relevant for politiet og brandvæsenet, fordi de belyser nogle logistiske kommunikations- og transportforhold, som disse parter finder væsentlige. For sundhedsvæsenet er det - i hvert fald i de små distrikter - mere væsentligt at få set på, hvordan vi skal forholde os over for et fåtal af tilskadekomne eller nødstedte samtidigt. For os er det vigtigste at få klarlagt, trænet og vedligeholdt det interne beredskab. Det sker kun ved at vi kan få tilbudt nogle realistiske vejledninger til i ro og mag at fokusere på modtagelsen, prioriteringen og behandlingen af disse indkomne patienter. Jeg har følgende anbefalinger: Klassificer og beskriv alle bostederne i 4 beredskabsklasser (mht. instanser, personel, udstyr, beholdninger, transport- og kommunikationsmidler): klasse 1: Nuuk; klasse 2: de større byer, herunder dem med lufthavn i nærheden; klasse 3: de resterende byer, samt nogle af de større bygder og klasse 4: de øvrige bygder. Til hvert af de 4 beredskabsklasser certificeres beredskabsniveauet, instanserne, personellet, kommandovejene, katastrofeledelsen, katastrofeledelseskompetencen, udstyrs- og beholdningsbestykningen, samt transport- og kommunikationsmidlerne. Fortsættes......