Katastrofeberedskabet i et lille distrikt.

Hvad er en katastrofe?
For et barn kan det være at få stjålet cyklen.
For børnefamilien at miste et barn.
For en forsørger at miste arbejdet eller at gå ned med virksomheden.
For fangeren et jolleforlis eller tabet af hunde- og hundeslæde på den isbrækælvende Isfjord.

Vi har alle en tærskel, over hvilken en opstået situation kommer til at ligne en katastrofe og hvor alt bliver uoverskueligt og et tab synes uerstatteligt.

På samme måde har et sundhedsdistrikt en tærskel, hvor en akut situation pludselig overstiger ressourcerne og hvor man må prioritere og gå på kompromis.
Hvor man skal handle her og nu og uden forberedelse.
Hvor man samtidig skal kunne modstå pres fra flere forskellige sider.
Hvor man skal på en gang have viden, kunnen, erfaring, overblik, is i maven og være i stand til at udnytte alle de til rådighed stående ressourcer.
Hvor man også bagefter skal have overskud til at evaluere hændelsen, tage imod kritik og indrømme og rette begåede fejl eller mangler.

En katastrofe.

I midten af 1980’erne observerede en indlagt patient fra sin seng på sundhedscenteret en let frostkold lørdag formiddag i efteråret, at de to personer i en jolle faldt overbord.
Der blev omgående slået sirenealarm og alle mødte frem til de poster, der dengang var aftalt.
Den vagthavende læge, der her på en lørdag var alene på sin post, mente, at det bedste ville være, at han og sygeplejersken tog sammen med portøren ned til det formodede landgangssted for redningsholdene.
Da vores eget redningshold således nåede frem, var der intet at se og man ventede en god stund. Kommunikationen over radioen gav intet resultat, for på afdelingen, hvorfra der uden for almindelig arbejdstid holdes vagt, var der intet personale: det var enten ude på stedet eller ved bagdøren for at tage imod.
Tilfældigvis var jeg i byen og kom til stede, da jeg hørte alarmen – langt de fleste er falsk alarm - og så en vis unormal aktivitet ved sygehuset.

  Det viste sig at være en bil med de tilskadekomne – begge livløse. De var nu kommet ind på operationsgangen, hvor forvirringen var stor:
Der var jo intet sundhedsfagligt personel til stede.

Jeg gik i gang med at genoplive kvinden, der så ud til at være mindst ilde tilredt, men som stadigvæk trængte til akut hjælp for at overleve. Det lykkedes.
Nu kom så efterhånden den vagthavende læge, sygeplejersken og portøren til stede.
Portøren blev helt ude af den, for det var hans forældre.
Han kunne dog samle sig sammen til at bistå sin fader med ekstern hjertemassage og mund-til-mund respiration.
Men manden kunne ikke genoplives.

Ved den efterfølgende debriefing og efterrationalisering blev det besluttet, at den vagthavende læge og sygeplejerske aldrig – ALDRIG! – må forlade sundhedscenteret.
Portøren vil derfor normalt være den eneste fra sundhedsvæsenet, som kommer frem til ulykkes- eller katastrofestedet.
Han vil kunne transportere 1 eller højst 2 patienter til sundhedscenteret.
Man vil ikke kunne regne med, at han kører ud til stedet igen, for der kan i høj grad være brug for hans assistance på sundhedscenteret.
Der er ingen konsensus med de andre aktører i byens beredskab om mine interne retningslinier.

En anden katastrofe.

For et nogle år siden trængte en fuld mand vildt skydende ind i butikken og fyldte sit tøj, sine frakkeærmer m.m. med spiritus og cigaretter.
Politiet kom til og efter en hel del skyderi fra begge parter blev manden ramt og kom op på sundhedscenteret til behandling. Det var et ufarligt kødsår i låret.

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside