Hvad er en katastrofe?
For et barn kan det være at få stjålet cyklen.
For børnefamilien at miste et barn.
For en forsørger at miste arbejdet eller at gå ned med virksomheden.
For fangeren et jolleforlis eller tabet af hunde- og hundeslæde på den
isbrækælvende Isfjord.Vi har alle en tærskel, over hvilken en opstået
situation kommer til at ligne en katastrofe og hvor alt bliver uoverskueligt
og et tab synes uerstatteligt.
På samme måde har et sundhedsdistrikt en tærskel, hvor en akut situation
pludselig overstiger ressourcerne og hvor man må prioritere og gå på
kompromis.
Hvor man skal handle her og nu og uden forberedelse.
Hvor man samtidig skal kunne modstå pres fra flere forskellige sider.
Hvor man skal på en gang have viden, kunnen, erfaring, overblik, is i maven
og være i stand til at udnytte alle de til rådighed stående ressourcer.
Hvor man også bagefter skal have overskud til at evaluere hændelsen, tage
imod kritik og indrømme og rette begåede fejl eller mangler.
En katastrofe.
I midten af 1980’erne observerede en indlagt patient fra sin seng på
sundhedscenteret en let frostkold lørdag formiddag i efteråret, at de to
personer i en jolle faldt overbord.
Der blev omgående slået sirenealarm og alle mødte frem til de poster, der
dengang var aftalt.
Den vagthavende læge, der her på en lørdag var alene på sin post, mente, at
det bedste ville være, at han og sygeplejersken tog sammen med portøren ned
til det formodede landgangssted for redningsholdene.
Da vores eget redningshold således nåede frem, var der intet at se og man
ventede en god stund. Kommunikationen over radioen gav intet resultat, for på
afdelingen, hvorfra der uden for almindelig arbejdstid holdes vagt, var der
intet personale: det var enten ude på stedet eller ved bagdøren for at tage
imod.
Tilfældigvis var jeg i byen og kom til stede, da jeg hørte alarmen – langt de
fleste er falsk alarm - og så en vis unormal aktivitet ved sygehuset. |
|
Det viste sig at være en bil med de
tilskadekomne – begge livløse. De var nu kommet ind på operationsgangen, hvor
forvirringen var stor:
Der var jo intet sundhedsfagligt personel til stede.Jeg gik i gang med at
genoplive kvinden, der så ud til at være mindst ilde tilredt, men som stadigvæk
trængte til akut hjælp for at overleve. Det lykkedes.
Nu kom så efterhånden den vagthavende læge, sygeplejersken og portøren til
stede.
Portøren blev helt ude af den, for det var hans forældre.
Han kunne dog samle sig sammen til at bistå sin fader med ekstern hjertemassage
og mund-til-mund respiration.
Men manden kunne ikke genoplives.
Ved den efterfølgende debriefing og efterrationalisering blev det besluttet,
at den vagthavende læge og sygeplejerske aldrig – ALDRIG! – må forlade
sundhedscenteret.
Portøren vil derfor normalt være den eneste fra sundhedsvæsenet, som kommer
frem til ulykkes- eller katastrofestedet.
Han vil kunne transportere 1 eller højst 2 patienter til sundhedscenteret.
Man vil ikke kunne regne med, at han kører ud til stedet igen, for der kan i
høj grad være brug for hans assistance på sundhedscenteret.
Der er ingen konsensus med de andre aktører i byens beredskab om mine interne
retningslinier.
En anden katastrofe.
For et nogle år siden trængte en fuld mand vildt skydende ind i butikken og
fyldte sit tøj, sine frakkeærmer m.m. med spiritus og cigaretter.
Politiet kom til og efter en hel del skyderi fra begge parter blev manden ramt
og kom op på sundhedscenteret til behandling. Det var et ufarligt kødsår i
låret.
 |