Lufthavnenes rolle i katastrofeberedskabet |
||
|
Specielt når vores del af verden er blevet ramt af en større
ulykke, der medfører flere omkomne eller store miljø-ødelæggelser, blusser
diskussionen om det grønlandske katastrofeberedskab op, og hver gang
overraskes man over, hvor lidt der egentlig er sket "siden sidst". Eller er
det hvor meget, for det mulige omfang af en potentiel ulykke, er vokset støt
og rolig.
Såvel krydstogtsskibene som vore egne kystpassagerskibe er blevet større og større. De nye flytyper tager flere og flere passagerer med hver gang, og med den seneste ud-bygning af den grønlandske lufthavnsstruktur har det reelt betydet, at der selv i mindre grønlandske byer er sket en væsentlig stigning i den potentiel passagermængde pr. an-komst. Skiftet fra S-61 helikoptere til Dash-7 fly har bety-det en stigning fra 24 passagerer til 50. Betragter vi det lagte sikkerhedsniveau som uændret, og derved lader hyppigheden for de større ulykker være kon-stant i forhold til antallet af operationer, antal krydstogt-skibsbesøg, antal rundture for et Arctic Umiaq Line skibe eller antallet af starter/landinger på vore lufthavne, hvilken opfyldelsen af de gældende sikkerhedsbestemmelser netop skal sikre, så vokser omfanget af den potentielle ulykke med væksten i eksempelvis passagertallene, og er kapa-citeten i det lokale beredskab ikke "fulgt med", vil vi være mere og mere afhængige af at kunne samarbejde og udnyt-te de samlede ressourcer, vi her i landet og vore naboer råder over.
Med dette udgangspunkt, har specielt de grønlandske lufthavne tilsyneladende to roller, når vi taler katastrofe-beredskab. For det første vil en vis andel af de samlede ulykker, finde sted på lufthavnene og for det andet vil lufthavnene være vigtige i forbindelse med fremføring af redningsressourcer til områder, hvor der er indtruffet større ulykker, samt i forbindelse med evakuering af tilskadekomne til sygehuse i ind og udland. Det ligger uden for mit område at vurdere kapaciteten af de grønlandske sygehuse på et tilfældigt tidspunkt af året, men jeg er ret sikker på, at alle landets ledige ressourcer skal træde til, såfremt et fyldt Dash-7 fly havarerer i en af de mindre grønlandske byer. De enkelte lufthavne er i henhold til gældende regler udstyret med en rednings-tjeneste, der i tilfælde af havarier sættes ind i førsteindsatsen |
og som efterfølgende suppleres af byens brandvæsen. Formålet er
at slukke eventuel ild og få ombordværende personer ud af flyet. Påregner vi at
bare 1/3 af flyets passagererne umiddelbart kræver lægehjælp i varierende
omfang, vil det betyde, at sundhedsvæsenet i byer som Maniitsoq, Upernavik
eller Qaanaaq, på en gang vil stå med 10 – 15 tilskadekomne, eller vi kan have
80 tilskadekomne i Kangerlussuaq.
Kun de færreste steder i Grønland har man de nødvendige ressourcer til at kunne klare en sådan opgave, hvorfor det væsentligste bliver at tilføre de absolut nødvendigste ressourcer til ulykkesstedet og evakuere tilskadekomne så hurtigt som muligt. I Grønland er der kun en transportform, der opererer med en hastighed, der er interessant i en katastrofesituation, og det er flyvning. Det er med fly at lægehold og materiel skal bringes frem, og selv på denne måde kan der gå timer fra en ulykke har fundet sted, til den første hjælp ude fra, er kommet frem. Selv om vi havde det som målsætning, tror jeg ikke at det i mange år frem over bliver muligt at have nok ressourcer i de enkelte byer til at kunne klare ulykker af de før omtalte størrelser, og jeg mener egentlig heller ikke at vi foreløbig skal forsøge at have det. Vi må gøre op med os selv, hvor store opgaver vi med sikkerhed vil kunne løse selv. Indgå de fornødne aftaler med vore naboer, så de i givet fald kan træde til, men samtidig sikre, at vi så også har både de menneskelige som de materielle ressourcer til at kunne sætte ind hurtigt, for at kunne løse den del af opgaven, vi ikke kan (eller vil) overlade til andre. Vi skal selvfølgelig ikke have lægehold gående på
|
|
