|
læge) med mange døde og sårede – i hvert fald
ikke på samme niveau som sundhedsvæsenet i andre europæiske lande, hvor
infrastruktur og klimatiske forhold stiller mindre hårde betingelser. Men man
må gøre sig overvejelser over hvilket minimumsniveau man vil acceptere,
afsætte de nødvendige ressourcer og orientere landets borgere om det
beredskabsniveau man har valgt, så man kender den hjælp man kan få, hvis
ulykken eller katastrofen indtræder.
Jeg håber, at man fuldfører det centrale beredskabsarbejde og får truffet
de nødvendige beslutninger. Først herefter kan de respektive myndigheder
indrette sig i et landsdækkende katastrofeberedskab.
I katastrofeberedskabet har politiet til opgave at foretage den
overordnede koordinering af de øvrige myndigheders indsats. Det er hos
politiet de første oplysninger om ulykken - branden, skibsforliset,
flystyrtet, olieforureningen - kommer ind. Politiet alarmerer dem, der
foretager indsatsen – sundhedsvæsenet, brandvæsenet,
helikopter/redningsfartøjer, miljøansvarlige – og politiet koordinerer
herefter aktiviteterne. Undersøgelse af årsagen til ulykken starter op og et
kommandostade oprettes lokalt i det distrikt ulykken er sket, medens der
centralt i Nuuk etableres en kommandostations, hvor foruden politiet også de
øvrige myndigheder er repræsenteret. Døde og sårede identificeres og
registreres, pårørende underrettes og et pressecenter åbnes for medierne.
Politiet har afprøvet beredskabet mange gange – under øvelser og i
forbindelse med virkelige hændelser. De virkelige hændelser har været
ulykker, som heldigvis ikke kan karakteriseres som katastrofer og de
involverede myndigheder, har kunnet klare opgaverne tilfredsstillende.
Hvordan det vil gå, hvis en omfattende ulykke eller en regulær katastrofe
indtræder, kan de enkelte myndigheder vel bedst selv svare på – under alle
omstændigheder bliver det en særdeles krævende opgave.
Skal jeg give et bud på hvad der skal til for at forbedre mulighederne for
en tilfredsstillende indsats, bliver det dels at der foretages de nødvendige
prioriteringer på beredskabsområdet, dels at der foretages en løbende,
koordineret beredskabsplanlægning på alle områder.
Det er endvidere vigtigt at de enkelte personer i organisationen har den
uddannelse, der skal til for at løse beredskabsopgaven og endelig skal alle
involverede gennem øvelse og atter øvelse prøve at løse beredskabsopgaverne
under forskellige konditioner. Efter øvelserne bør der evalueres og planerne
må løbende justeres.
Jeg vil gerne i den forbindelse benytte lejligheden til at invitere
sundhedsvæsenet (og andre myndigheder) til at deltage i en landsomfattende
katastrofeøvelse, hvor vi selv øver og justerer. Øvelsen planlægges afviklet
i efteråret 2003. Det bliver en øvelse af samme karakter |
|
og omfang, som den vi gennemførte i 1998, hvor et
rutefly fra København forulykkede med mange døde og sårede i Kangerlussuaq.
Denne gang bliver det dog en anden type katastrofe. Med venlig
hilsen
Jørgen Meyer
Fortsættelse af Lars Mosgaards indlæg......
Hver kommune, by og bygd klassificeres til en af beredskabsklasserne,
hvor de enkelte instanser (politi, brandvæsen, sundhedsvæsen, kommune,
bygdebestyrelse, andre instanser) får samme klassifikation.
Beredskabet afklares inden for hver enkelt instans i forhold til den
aktuelle beredskabsklasse.
Beredskabet testes jævnligt og med passende mellemrum dels inden for
hver enkelt instans, dels samlet for alle instanserne inden for det enkelte
bosted og dels regionsmæssigt og/eller landsdækkende.
Der udarbejdes nogle situationstableauer, som egner sig til de enkelte
beredskabsklasser: dels nogle til brug for det interne beredskab hos de
enkelte instanser, dels nogle som egner sig til de større samlede øvelser.
Til øvelserne bør der være mulighed for indkalde (neutrale)
observatører, der kan overvåge, beskrive og evaluere de enkelte
øvelsesforløb og debriefe de i øvelserne involverede parter.
Krisehjælpsberedskabet internt og udefra skal belyses og certificeres på
samme måde som oven for nævnt.
Jeg har beskæftiget mig med de nære ting.
Det er alt rigeligt i første omgang.
Om og i hvilken udstrækning, vi skal ruste os til at modstå de trusler, som
de store lande fremmaner katastrofebilleder af, skal jeg ikke her tage stilling
til.
Hvor der er en vilje, er der en vej.
Men man kan tvivle på viljen, for vejen har vi aldrig fundet.
Lars Mosgaard
Chefdistriktslæge
|