Sygehuset i flammer - den værst tænkelige katastrofe |
||
 Branden i taget efterslukkes. Foto: Gitte Mortensen Det kunne være blevet en katastrofe sidste sommer, da taget på sygehuset i Illoqqortoormiut begyndte at brænde, men nu gik det ikke så galt, for ved hurtig handling blev de indlagte patienter evakueret og ilden slukket. Var der mon i grunden en katastrofeplan eller hvad? En helikopter med 6 personer er styrtet ned", lød det 4 dage efter min tiltræden som fungerende chefdistriktslæge i Qeqertarsuaq i marts måned sidste år. Det var kun en katastrofeøvelse, men personalet imponerede alligevel ved sin indsats. Enhver kendte sin plads og funktion – uden en katastrofeplan. Nu kan man ikke tage ovennævnte to eksempler som udtryk for et velfungerende katastrofeberedskab i hverken disse distrikter eller på kysten i det hele taget. Alle distriktssygehusene har forhåbentlig en alarmeringsplan, og man kommer naturligvis langt med omtanke og sund fornuft, men når det virkelig gælder, har de færreste distrikter en god og anvendelig katastrofeplan, som er afstemt med lufthavnsvæsen, kommune og politi. Og det er nødvendigt. Distrikterne har behov for en centralt udarbejdet skabelon, som nemt kan tilpasses de lokale forhold. Direktoratet for Sundhed bør forestå dette arbejde i et samarbejde med de øvrige interessenter herunder Kystledelsen. Sundhedsvæsenet på kysten er normeret til og har beredskab til at udføre "egne" opgaver, og distrikternes "mætningspunkt" er for de flestes vedkommende overskredet ved mere end en enkelt svært tilskadekommende. Tiderne har ændret sig siden 1984, hvor distriktslægen i Paamiut i et brev til landslægeembedet besvarede en forespørgsel om distriktets |
katastrofeberedskab: "Alt i alt må vi oplyse, at
sygehusvæsenet i Frederikshåb i en katastrofesituation vil kunne behandle
sufficient 40-50 svært tilskadekommende, et lignende antal lettere
tilskadekommende, samt et antal på omkring 100-200 patienter, som kun kræver
overvågning og behandling i let grad." Selv efter en betydelig intern
oprustning med udstyr og katastrofe-medicinsk uddannelse af personalet synes
dette urealistisk i dag. Og var det vel også dengang. Udarbejdelse af katastrofeplaner, indkøb af det rette udstyr og uddannelse af personalet på det katastrofemedicinske område kan naturligvis højne niveauet i et vist omfang. Men distrikterne vil med den nuværende struktur under ingen omstændigheder være i stand til at klare flere end få tilskadekommende på betryggende vis. En udbygning af katastrofeberedskabet på kysten hænger således nøje sammen med ændringer i transportmulighederne og sundhedsvæsenets struktur. Det er nødvendigt med forbedrede muligheder for indflyvning af katastrofeteams med læger og sygeplejersker og for hurtig evakuering af flere og svært tilskadekommende personer. Og på strukturområdet vil et par veludrustede og velbemandede regionssygehuse også på katastrofeområdet kunne medføre et godt og nødvendigt kvalitetsløft. Man kan så diskutere cost-benefit, om pengene skal bruges på dette, eller de er bedre brugt på noget andet. Sundhedsvæsenet med Direktoratet i spidsen har stadig opgave med at sikre det nødvendige beslutningsgrundlag for politikerne. Også på katastrofeområdet. Birger Aaen-Larsen
|
|
