Forandring
fryder -
Gamle dyder
|
||
|
Det
iværksatte arbejde med sundhedsreformen er tiltrængt. Det grønlandske
sundhedsvæsen trænger helt sikkert til at blive trimmet for gamle uvaner
og forældede arbejdsgange. Men når opmærksomheden koncentreres om alt det
man ønsker at lave om, så glemmer man måske det der rent faktisk fungerer
godt, og i mange tilfælde betydelig bedre end i mange andre sundhedsvæsener.
Det grønlandske sundhedsvæsen har nogle stærke sider, som nødigt skulle
svækkes. Lad
os tage et eksempel: Al medicin i Grønland er gratis - det er selvfølgelig
en sandhed med små modifikationer, men al medicin udleveret fra sygehusene
er gratis. Skulle folk ikke have råd til selv at betale deres medicin?
Eller i hvert fald de bedst stillede? Er det rimeligt at sygehusene
udleverer kodimagnyl til folk med tømmermænd? Den slags spørgsmål kunne
måske give anledning til at kaste reformblikket på medicin området. Så
kan vi gribe til tallene: Udgifterne til medicin i Ammassalik distrikt var i
år 2000 kr. 538 pr. indbygger. Heri indregnet meget dyre behandlinger (væksthormon,
antiviral medicin) og al medicin anvendt på sygehuset - også vacciner. Men
dog eksklusiv udgifterne til medicin til vores patienter behandlet på DIH
og RH. I
Danmark er TILSKUDDET til medicin købt på apotek (og altså fraregnet
udgifterne til medicin anvendt på sygehusene) kr. 828 pr indbygger (1999).
De samlede udgifter til medicin var ca. kr. 1.500 pr. indbygger. Hvorfor
forholder det sig således? Der er flere gode grunde til dette: 1)
Lægemiddelkomiteen sikrer os et begrænset, men fuldt tilstrækkeligt
udvalg af medicin. Vi undgår stabler af synonympræparater og vi har stadig
lov at tage helt speciel medicin hjem, hvis det skulle være nødvendigt. 2)
Medicinen uddeles kun efter ordination. Og så udleveres der kun til den
ordinerede kur. Man er således fri for medicinrester der står og samler støv
i hjemmene.
|
4)
Systemet er renset for administrationsudgifter. (Da man forsøgte at indføre
brugerbetaling på visse præparater, så vi hvor meget administration der
var forbundet med det - helt uhåndterligt og besparelserne blev ædt op
af administrativt arbejde). 5)
De grønlandske patienter får måske ikke så meget medicin som de
danske. (Men de får forhåbentlig lige præcis det de har behov for). Systemet
er således MEGET effektivt, men kræver jo at medicinen ordineres og
patienterne kan ikke selv vælge et præparat frem for et andet - selvom
de gerne ville betale for det. Der er altså en vis indskrænkelse i den
personlige frihed, men det synes jeg rigeligt hentes ind ved de iøjnefaldende
besparelser. At man indimellem kommer i en situation, hvor man synes, at
folk selv kunne betale deres kodimagnyl o. lign., det er ganske små ting
i forhold til de gevinster der er ved det nuværende system. Derfor,
lad venligst være med at reformere på medicin området. Der
er flere andre stærke sider ved det grønlandske sundhedsvæsen. En del
af disse stærke sider knytter sig til de bløde værdier og kan være
vanskelige at få øje på udefra: De enkelte distriktssygehuses placering
i lokalsamfundet, garanterer en nærhed der gør at patienterne ofte er
kendte, - hvilket kan gøre udredning og behandling mere effektiv. Tværfagligt
samarbejde og profylaktisk arbejde har gode vilkår på grund af nærheden.
Specielle initiativer kan lettere søsættes fordi nøglepersoner let kan
identificeres. Altså:
Held og lykke med sundhedsreformarbejdet, men lad nu være med at ødelægge
noget der fungerer godt. PS:
Hvis man ønsker sig et - stort - billigt grin, kan jeg anbefale at man læser
SHV orientering fra Januar 1988. Det er et særnummer: Sundhedsvæsenets
EDB-plan. Med
venlig hilsen Hans
Chr. Florian Sørensen Chefdistriktslæge Tasiilaq
|
|
Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside