”Nakorsanut” traf Ove på  ”bygdebesøg” i Kangerlussuaq 19. marts 2001. Han var lige ankommet efter 3 dage på hundeslæde. Det fornægtede sig ikke: en sund kulør, et ansigt med afslappede folder og eftertænksom mine, og et blik der ind imellem spejdede mod horisonten. 

Du var politisk med i Hjemmestyrets hjemtagelse af Sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne stiger år efter år, og sundhedstilstanden ser ikke ud til at blive bedre. Var det for tidligt at overtage Sundhedsvæsenet?  

Nej, bestemt ikke. Hjemtagelsen af SHV har skabt mindre turbulens i samfundet, et sundhedsvæsen der er ved at udvikle sig og sundhedsvæsenet er blevet en integreret del af del politiske debat. Speciallægebetjeningen er bedre i dag, langt bedre end før, og der sker mere behandling lokalt – dette holder udgifterne nede.  

Udgifterne er steget….  

Flere penge løser ikke Sundhedsvæsenets problemer. Man skal focusere på kerneydelserne og udvikle dem – bruge flere penge på personalepleje og forebyggelse. Hvem definerer problemerne – hvem løser dem? Sundhedspolitik er ikke kun drift af SHV. Der er ikke nogen der tager opgaven alvorligt af politikerne, de skyder i blinde alle sammen. Der er en manglende ledelse, og værdierne fosser ud. 

En reform er en tilpasning af forholdene. Og for at kunne udføre den opgave skal man kende forholdene, ikke fra et kontor, men i praksis.  En reform er en løbende proces, ikke et mål i sig selv. Kun lokalt forankrede kan udføre relevante forandringer. 

Hvad gør vi så?

På landsplan har vi brug for en kystledelse, som udstikker retningslinier, udnytter ressourcerne, og ikke gætter sig frem.
Lokalt skal sundhedsvæsenet tilpasses forholdene – vi skal selv definere disse. Kulturen skal med. Os som læger skal ikke beslutte alt. Vores personale er glad for at være med i udviklingen. Alt hvad vi laver er i fællesskab – det skal give noget til lokalsamfundet, og noget til faget.