Interview med landsstyremedlem for sundhed
    Alfred Jakobsen

Efterspørgslen efter ydelser fra Sundhedsvæsenet og de økonomiske muligheder for at imødekomme alle ønskerne hænger ikke rigtig sammen. Hvordan vil du forklare det for befolkningen?  

Folk er i dag mere bevidste om sit helbred, og egenomsorg er ved at finde større indpas. Det er gode skridt i den rigtige retning. Man har ret til at forvente, at Sundhedsvæsenet er der når der er akut behov for behandling, men må også forstå at man selv har et ansvar for sit helbred og kan gøre meget for at holde sig sund.


Hvad kunne du foreslå sundhedsvæsenets personale at gøre?

 

Alfred Jakobsen - foto på farten

Sundhedsvæsenet skal være bedre til at oplyse om de kendte faktorer der udvikler sygdom, skabe større forståelse for hvad der producerer sygdom. Personalet skal rådgive befolkningen om hvordan man holder sig sund.

Hvordan udmønter dette ønske sig i praksis? Det der springer i øjnene det sidste års tid har været øgede bevillinger til DIH, og også budgetoverskridelser, stort set udelukkende på DIH, så det kan være svært at få øje på opbakningen til forebyggelse og sundhedsfremme. 

I Landsstyrets seneste oplæg: ”Målsætning – Vision – Mission”, udarbejdet i samarbejde mellem Sundhedsdirektoratet og Landstingets Sundhedsudvalg i februar og marts, understreges det, at der skal satses på den primære sektor – det er et MUST. En velfungerende primær sektor er det bedste ”middel” til begrænsning af sygdomsbyrden, og overbelastning af sygehussektoren.

Næst efter fattigdom er social ulighed i et samfund den faktor der giver det væsentligste bidrag af sygdom. Det er en faktor som betyder mindst lige så meget som tobaksrygning. Det er ikke bare gældende i Grønland, men et globalt fænomen. Sundhedsvæsenet kan jo ikke andet end rydde op efter mange af følgerne af social ulighed. 

Jeg synes at kløften mellem rig og fattig udvides, og det er måske det der giver sig til udtryk i en øget alkoholrelateret sygdomsbyrde. Der er ikke i dag en ligelig og retfærdig fordeling af samfundets goder; at få det ændret er specielt

 

et af IA’s vigtigste, overordnede mål. I det politiske system skal man indse, at de sociale faktorer er altafgørende for udvikling af usund levevis og producerer sygdom, og at det jo bestemt ikke er noget der ændres ved alene at øge behandlingsindsatsen.

I den forbindelse skal PAARISA omorganiseres, have sin egen bestyrelse, og blive mere fri fra bureaukratiet, mere folkelig og mere udadrettet. PAARISA skal have deltagelse fra skole- og uddannelsessektorerne, socialsektoren og andre sektorer der arbejder med menneskelige ressourcer Forebyggelsesindsatsen fra PAARISA har ikke været tilfredsstillende.

Den grønlandske befolkning har mange færdigheder, og mange evner, men de kommer ikke helt til sin ret. Der skal satses på større fleksibilitet, så den enkelte får afprøvet sine muligheder frem til at flere bliver selvhjulpne

Men, at udføre politik i praksis er ikke altid let. Det er en falliterklæring at skulle arbejde ud fra en sektortankegang – især om forebyggelse og sundhedsfremme - det burde være på sin plads at flette tingene sammen og koordinere dem så der på langt sigt kan skabes en bredere og mere folkelig deltagelse omkring disse.

-hsp

     Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside