Sundhedsreform og regionalisering.

Man har sat et reformarbejde i gang der skal bedre funktionen af sundhedsvæsenets funktion herunder specielt kystens funktion . 
Dette sker ud fra en fælles forståelse hos politikere samt administration af at der med den nuværende ordning er udtalte problemer, samtidig med at der fra overlægeside på SANA har været ytret tvivl om standarden er faglig forsvarlig.
Det er fortsat uklart hvad og hvordan man tænker sig at opnå forbedringer . 

De fleste er enige om at  sundhedsvæsenet udenfor Nuuk tidligere fungerede bedre og specielt billigere . Sygehusene var særdeles kost-effektive , velfungerende , hvor der man tog sig af almen medicinske opgaver , fødsler og selv ret store kirurgiske opgaver . 
Mange af de ansatte læger havde solide kirurgiske erfaringer. Stabiliteten i personalet var stor , og der herskede en udtalt teamspirit og sammenhold .

Igennem en årrække har der været aftagende central forståelse for kystsygehusenes opgaveløsning . Man har i den forbindelse omdefineret en del  byers sygehuse  til sundhedscentre og stort set udelukkende satset på rekruttering af praktiserende læger . I reklamefilm har man gjort opmærksom på at man kan påregne at kunne evakuere alle alvorligt syge .  

Samtidig har man centralt undladt at tage stilling til funktionsomlægninger der burde være en naturlig følge af mangel på nøglepersonale . 
Det har for direktoratet sjældent været et problem at fødestederne står uden jordemødre , at laboratorierne er uden laborant , grænsen har gået ved sygehuse uden læger .  

En situation med praktiserende læger , der uden nøglehjælpepersonale og ofte uden narkoseerfaring, skal leve op til befolkningens og politikernes forventninger må medføre problemer .

 Der er derfor ved at blive udarbejdet en handlingsplan , der udtænkes centralt , uden væsentligt lokalpolitisk eller lokalfagligt input . En plan man formentlig tænker sig implementeret ovenfra og ned.
Dette tror jeg ikke er farbart .
Et regionalt samarbejde skal i vid udstrækning udvikle sig på lokale præmisser og med forståelse hos de ansatte og befolkningen generelt .
Fordelene ved en ny fordeling af opgaver skal kunne ses af alle involverede og man skal have viljen til at kunne/ville ansætte faste nøglefagskategorier .  

Der er basale forhold ved Grønland , der har gjort at sundhedsvæsenet ser ud som det gør i dag .
Fx er det umuligt at garantere evakuering 100 % af tiden .
Ikke alle akut syge kan tåle overførselstiden ( fx præekklamptikere / akutte fødsels kompl. / akutte svære blødninger)
Der er ofte betydende problemer med at skaffe fly og faglig betryggende ledsagelse.  

Ingen reform vil kunne forbedre ovenstående .

Patientvolumen på kysten er for lille til at kunne fastholde specialister , samt at  disse kan holde sig fagligt ajour . Opretholdelse af lokale kirurgiske bagvagtslag vil aldrig kunne besættes .  

Kun vejforbindelse mellem byer vil kunne give en infrastruktur der er pålidelig uanset vejrlig og tid på døgnet .  

Jeg har derfor foreslået at regionaliseringen som første mål skal tilføre positive muligheder til de enkelte regioner. 

Rekrutteringen af læger og sygeplejersker skal rettes efter de lokale ønsker om faglig uddannelse. Dette kræver at individuelle kvalifikations tillæg , evt. tidsbegrænset, må kunne tilbydes .  

Der må lægges en plan for hvordan den enkeltes kombetanceniveau opretholdes .  

Aktivitetsudvidelserne i regionens hovedsygehus skal først og fremmest satse på øget diagnostisk sikkerhed ( holter-monitorering/ ULS evt. med teleforbindelse til specialiseret enhed/ div. scootere) og sekundært til at foretage en række simple elektive operationer .

Disse sidste gerne  med deltagelse af de andre sygehuses personale, hvor behovet er der for at opretholde en hvis rutine som lokalt skal bruges ved akutte operationer .  

Jeg tror at den eneste mulige model til at løse ovenstående på en faglig forsvarlig måde er at anvende “platformsmodellen” hvor mindre afdelingers overlæger , på skift binder sig for fx 1 måneds tjeneste , samme måned i en årrække , med skiftende specialer repræsenteret hensigtsmæssigt. Disse kompetente læger er i praksis villige til for en tid at indgå som almindelig distriktslæge , hvorved forståelsen for den grønlandske hverdag og løsningsmuligheder optimeres   . Jeg har erfaret at der blandt mange speciallæger er en parathed til dette . 

Udviklingen skal herefter ske naturligt ,, men med centraladministrationen som aktiv interessent . “ 

Fjerner man de lokale muligheder for akut indgriben , og føler personalet sig inkompetent i disse situationer , vil man se blivende rekrutteringsvanskeligheder . Omvendt har det altid været styrken ved at arbejde som distriktslæge på Grønland ,at  man når de nødvendige ressourcer er til rådighed , virkelig kan se at ens arbejde for patienterne gør en unik positiv forskel . Tag ikke dette incitament fra os , det vil medføre uoverstigelige omkostninger og unødvendige dødsfald som ingen vil tage ansvaret for .

Lars Klenow, chefdistriktslæge.
Qaqortoq

 

The health of Indigenous Peoples is overwhelmingly affected by determinants outside the realm of the health sector, namely social economic, environmental and cultural determinants. These are the consequences of colonisation, and are amen able to intervention to protect and improve the health of Indigenous Peoples. 

There is still an enormous gap between policy and action. This gap is mainly caused by a lack of political wil on the parts of governments to implement existing policies. It also stems from the failure to recognize Indigenous Peoples’ rights to self-determination, and to adhere to the principles of holism, meaningful participation, mutual respect and reciprocity, and to recognize the validity and revitalization of Indigenous cultures and institutions. 

Policies and programs should be formulated in the following areas: 

1.      Capacity building through human ressource development and empowerment strategies.

2.      Research programs designed for Indigenous health with the leadership of Indigenous Peoples.

3.      Education programs for health professionals and others involved in health services to make their practice more culturally appropriate

The Geneva Declaration on the health and survival of indigenous peoples     November 1999
Sundhed i en social kultur, der er troværdig. 

Af Per Schulz Jørgensen, formand for Børnerådet (i Danmark). 

(i uddrag fra ”Helse”, 4. dec. 2000) 

Selvfølgelig ved vi det godt: børns sundhed er i overvældende grad vævet sammen med, hvordan de trives. Det vil sige, hvordan de har det med kammerater, med mor of far og med sig selv. Det betyder, at gode og sunde vaner ikke hænger frit i luften, det er ikke noget, man bare går og beslutter for sig selv. Vaner er sociale – også når det drejer sig om sundhed. Derfor er trivsel en vigtig indgang til at gøre noget ved sundheden. Det er nemlig trivsel, der spiller den helt store rolle for, om børn har overskud til sundhedsvaner – og til at udfolde et godt liv. 

Derfor er det min opfattelse, at vi kan informere nok så meget om sundhed uden at det har nogen som helst effekt – med mindre vi forsøger at udvikle sundhedsvaner og holdninger i et socialt fællesskab. Det er fællesskabet, der fastholder normerne, det er her ansvaret for den daglige opfølgning ligger, der er her man styrker hinanden, når det kniber med at holde fast i det valgte fortsæt. 

Derfor skal enhver sundhedsindsats ikke kun være rettet mod at informere og være rettet mod den enkelte. Den skal medinddrage det sociale fællesskab – og her også det voksne. Både når det er forældrene i familien og lærerne i skolen. Derfor gælder alle de gode regler, vi stiller op om rygning, om alkohol, om stress, om mad – også for de voksne. Rygeforbud på en skole gælder for alle. Sådan også i dagsinstitutionen. Og i familien skal ”det åbne barskab” lukkes, hvis vi siger, vi mener noget med vore holdninger. 

Sundhed handler om trivsel i en social kultur, der er troværdig.

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside