Formandens klumme
At vi har valgt at skrive om sundhedsreform og regionalisering er selvfølgelig ikke noget tilfældighed. Behovet for ændringer i samarbejdsmønsteret mellem distrikter i visse områder har startet lokale bestræbelser på reformændringer og forsøg på smidiggørelse af de bestående grænser mellem distrikter – disse i form af ressourcer og praktiske gerninger. Politisk har der været en vis forståelse for dette arbejde, hvilket har betydet landspolitisk engagement, som er opstartet under begrebet regionalisering.

Kort beskrevet viste det sig hurtigt at forsøg på at ændre strukturen radikalt i en region satte spørgsmålstegn ved hele sundhedsvæsenets struktur og fremtid, hvilket betød at det parallelle arbejde – nemlig reformarbejde og regionalisering blev slået sammen sidste år, hvilket må siges at være uundgåeligt.

Her i dag flere år efter starten på ovenstående, er der flere som sætter spørgsmålstegn ved centraladministrationens motiv for at engagere sig i ovenstående. Er målet bedre service, smidiggørelse af arbejdet, forsøg på rationalisering eller er det en blanding af endnu flere ting? Tiden som er gået har givet svar på dette spørgsmål, man ville centralisere regionalt og dermed gøre nogle af de andre sygehuse lidt mindre bemandet i regionen. Men efter sundhedsudvalget besøg i Diskoregionen og befolkningens klare reaktion på det forestående blev målet ændret igen til det bestående?

Forsøg på ændring af vores sundhedsvæsen kommer ikke til at være let, da vante rammer og arbejdsmåder måske skal ændres, hvis det primære mål med det regionale samarbejde skal nås.

Men for at sundhedsreformere er disse problemer kun en lille del af arbejdet. Sundhed kommer ikke alene af sundhedsvæsenet, nogle vil sige langt fra. WHO definerede sundhed, som et meget mere bredt begreb end et tilstand, hvor man har været syg og derefter repareret ved sygehusvæsenet. Dette sætter os professionelle sygdomsbekæmpere i et dilemma. Vi er ikke defineret som årsagen til sundhed.

Ved sundhedsreform må målet være at give flere et liv i sundhed, dette giver i sig selv en tilstand, hvor man undgår sygdom og dermed undgår et behov for vores væsen. I Danmark siger man at 20% af befolkningen bruger sundhedsvæsenet 80%. Vi har ingen grund til at tro at det er meget anderledes, når danske læger fortæller at henvendelses mønsteret i Danmark ikke er meget anderledes. Problemerne med helbredet skyldes i det store hele slitage pga. hårdt fysisk liv, et højt forbrug af spiritus og tobak, mange infektioner og en ændring af kostvanerne mod det vesterlandske.

 De psykosociale problemer, som også fylder meget ved de daglige konsultationer har været henført til den hurtige udvikling, vi har været udsat for uden at præcisere hvad det indebærer for den enkelte. En af aflæggerne af dette problemstilling kunne ses og høres ved den sidste konference, som blev holdt i Nuuk om selvmord. Der var lagt op til at man ville søge midler til et selvmordscenter i Danmark, som skulle analysere problematikken her i landet. Vi som arbejder med problematikken til hverdag ved at folk som har taget deres liv, har haft det skidt inden de begik selvmord. Dette rejser spørgsmålet om hvorfor de fleste ikke begår selvmord ved selv svære kriser. Vores helt klare mening er at de fleste, som begår selvmord har oven i alle deres problemer har kæmpet med en manglende selvværds følelse. Selvværd kommer af vores forældres måde at omgås os på, at guide os uden at knække os. At altid at være ved hånde, når barnet behøver dem og komme med forklaringer på den verden, som kan virke uoverskuelig eller direkte skræmmende for et barn. At ikke at være lunefuld og gengælde et barns uforbeholdne kærlighed for sine forældre. At et barn oplever andres respekt for ens forældre ligesom ens forældre respekterer andre mennesker.

Almen viden og forskning har vist vejen for større sundhed, men gruppen som har den viden har meget dårlige muligheder for at påvirke den gruppe, som ville have nytte af en anden måde at live på. Den første gruppe er medieforbruger af mange forskellig slags for at tilegne sig mere viden, mens den sidste gruppe i bedste fald er lytter til radio og nemt oplever moraliseren fra en for dem fremmed gruppe.

Kan vi fra lægegruppen deltage i arbejdet for at forbedre sundheden for den gruppe af mennesker, som ikke henvender sig hos os til daglig med forskellige problemstillinger? Det mener jeg godt vi kan og er nærmest forpligtet til.

Aldersforskerne siger at en pige der fødes i et europæisk land i dag vil blive 100 år, hvis hun lever fornuftigt og bruger sundhedsvæsenet til helbreds tjek med mellemrum. Dette kræver også et velfungerende sundhedsvæsen med dygtig engageret personale.

Jeg håber at sundhedsreformen får en meget mere bred bevågenhed fra befolkningens side og at vi tænker i nye baner for at nå målet.

Jeg ønsker alle et godt engagement og håber at lægerne også bidrager med positive tiltage og ideer, så reformarbejdet ikke ender som en skjult sparerunde.

Kent Kleinschmidt

 

 

     Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside