Samarbejde/ selvtilstrækkelighed

Gennem snart 16 års ansættelse i Grønlands Sundhedsvæsen har jeg oplevet lidt af hvert; dels i forhold til patienter og det, der traditionelt anses for lægeligt arbejde, men også i forhold til de ganske vigtige opgaver, som ligger i samarbejdet med  vor centrale administrative myndighed.

Der har været enkelte eksempler på ganske rå og usminket magtudøvelse, men i langt, langt de fleste tilfælde har der altid været mulighed for et godt samarbejde med gensidig respekt for den viden og erfaring, som vi fra klinikken og de fra administrationen hver især er udrustet med.

Gennem det sidste år har jeg fået en stadigt stigende fornemmelse af, at dette ikke mere er muligt.

Det virker som om vor administration anser sig i stand til at planlægge og drive vort sundhedsvæsen uden væsentlige bidrag fra os, som står med fingrene i det til dagligt.

Eller som Marianne Arnfjord, forstander ved Lægeklinikken i Nuuk, så rammende har sagt det: Der er samlet så megen viden blandt de ansatte rundt omkring på tjenestestederne, og de ansatte i Direktoratet er bare så uinteresserede i at bruge den til noget. 

Man burde selvfølgelig have forstået det, da vor nytiltrådte og grønlandsuerfarne direktør på ledelseskonferencen i september 2000 rejste sig og sagde, at det var Direktoratets opgave at være visionær, underforstået, at det skulle vi andre ikke beskaffe os med, men man vil jo gerne tro det bedste om folk. 

Det er der ingen grund til at gøre mere. 

Jeg vil nævne to eksempler på områder, hvor Direktoratet har forsøgt sig med planlægning uden at sikre sig input fra dem, der har forstand på det.

Aktivitetsregistrering:

Direktoratet har et ønske om registrere aktiviteten i vor ambulante virksomhed.

Direktoratet præsenterede på ledelseskonferencen i september 2000 et oplæg til aktivitetsregistrering og bad om tilbagemelding. Fra os på Lægeklinikken fik de en ganske fyldig tilbagemelding, som det i december måned, da det endelige oplæg lå klar, viste sig, at de ikke have taget nogle hensyn til.

Det kunne så være, hvis deres eget oplæg var godt, men det er det ikke.

Derudover er der i oplægget usikkerhed om definitionerne, så vi kan ikke en gang være sikker på, at de bliver forstået på samme måde, rundt omkring på tjenestestederne.

Vore indvendinger er overvejende blev mødt afvisende “Nu må vi se at komme igang, så kan vi rette det til hen ad vejen!”  lyder det.

Der findes faktisk folk i sundhedsvæsenet, som har beskæftiget sig med sundhedstjenesteforskning og ved noget om det, men dem lytter man ikke til.

Telemedicin:

Der har siden 1994 været telemedicinske aktiviteter i Grønland, siden 1999 koncentrerende sig omkring et projekt som omfatter 6 byer og en bygd, samt fire medicinske specialer.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Direktoratet og den nu afgåede telemedicin-gruppe bestående af Marianne Arnfjord, Karl O Karlsen, Kristoffer Karlsen og Thomas Stensgaard. Siden der kom ny sagsbehandler i Direktoratet på telemedicin og kort derefter ny direktør, har sagsbehandleren ikke været direkte involveret i telemedicinarbejdet, ja har faktisk ikke sat sine ben på projektet siden en gang i april 2000, og direktøren har heller fundet det relevant bare at kaste et blik på brugerflade, opsætning, udstyr og andet, som har med den daglige drift at gøre. Det har dog ikke afholdt Direktoratet fra at kaste sig ud i planlægning på området. I den forbindelse har der gennem de sidste 8 måneder været tale om et helt barokt forløb, hvor telemedicingruppens gentagne henvendelser til Direktoratet er forblevet ubesvarede, hvilket bl.a. har resulteret i, at projektet ikke har fået ansat nogen tekniker. Direktoratet har produceret en handlingsplan for den videre brug af telemedicin i de kommende år, som efter telemedicingruppens bedste overbevisning er urealistisk og som derfor har ført til, at gruppen har trukket sig fra det videre telemedicinarbejde. Direktoratet som har yderst beskeden viden - om overhovedet nogen - om telemedicin, og ingen - absolut ingen -  erfaring med praktisk telemedicin fastholdt sin handlingsplan, så derfor står vi nu i den situation at telemedicin i Grønland har stået stille siden 1. februar 2001. Direktoratet har en plan for den fortsatte drift og de der har drevet telemedicin i de forløbne 4 år i Grønland har trukket sig, da de anser planen for urealistisk.

 Men for Direktoratet er det måske ikke så underligt; direktøren har jo selv udtalt, at man ikke behøver at have indsigt i det område man planlægger! 

Thomas Stensgaard
Chefdistriktslæge

Lægeklinikken
Nuuk