Debat

Hvad blev der af miljøet og folkesundheden?

Dansk afdeling af " International Society of Doctors for the Environment" (ISDE).

Læger og økologi.
" Køber du tit økologisk? – det der med økologi – tror du det holder?" Således sagde en kollega til mig en morgen hvor det havde været min tur til at købe brød og ost til konferencen. Jeg studsede lidt over bemærkningen. Det virkede som om min kollega opfattede økologi som noget totalt fremmed, noget man interesseret kunne betragte udefra, men som slet ikke havde noget at gøre med den verden vi som læger lever i.
Ved nærmere eftertanke ser det heller ikke ud til at øko-logi og læger har noget med hinanden at gøre i Danmark. Lægeprofessionen er ikke synlig i miljødebatten, og det er heller ikke et emne der omtales i Ugeskriftet, bortset fra en gang i mellem hvor ordet økologi nævnes i forbindelse med antibiotikaforbrug. Som læger lever vi i en anden verden hvor man behandler syge mennesker. Vi prøver at fremme sundheden ved at opspore sygdom og ved at påvise risi-kofaktorer som man så kan gribe ind overfor. Vi forsker i sygdomsårsager, nye behandlinger og undersøgelser. Hvad har det med økologi at gøre?
Økologi – anvendt om mennesker - betyder samarbejde med og beskyttelse af naturen samt bestræbelser for at skabe gode levevilkår for os alle i bæredygtige samfund. Begrebet omfatter natur, miljø, kultur og sociale forhold.
Naturen og miljøet omkring os er vores eksistensgrundlag og dermed forudsætningen for vores sundhed og trivsel – for os og fremtidige generationer. Derfor har økologi og sundhed noget med hinanden at gøre, og derfor har økologi også noget at gøre med vores arbejde som læger. Skulle vi ikke udadtil understrege denne sammenhæng mellem miljø og sundhed – selvom det vedrører politik?
Vores store kollega Virchow sagde i midten af 1800-tallet at politik blot var lægearbejde i stor målestok. Han var opmærksom på den helt afgørende betydning politiske beslutninger kan have for befolkningens sundhed, og han arbejdede utrætteligt på den politiske scene. I tidens løb er vi læger måske blevet tilbøjelige til at trække os tilbage til vores egen verden og sige at politik er ikke noget læger skal blande sig i.

Folkesundheden bliver glemt.
Folkesundhed er et begreb som er gledet i baggrunden. Folkesundhed beskæftiger sig med vores fælles forudsætninger for sundhed, vores levevilkår i bred forstand: drikkevand, luft, fødevarer, klima, trafik, arbejds- og boligforhold samt sociale og politiske forhold. - Hertil kommer så livsstil som selvfølgelig også har betydning for vores sundhed.

Det bliver mere og mere tydeligt at fremtidens sundhed og trivsel først og fremmest kommer til at afhænge af hvordan vi behandler hinanden og den natur der omgiver os.

Der er en tilbøjelighed til at sundhedsfremme og folkesund-hed fortrænges til fordel for forebyggelse der går ud fra konkrete sygdomme og dødsårsager, hvorefter man tilret-telægger en sundhedsstrategi. Der bliver derved fokus på livsstil, den enkeltes ansvar, på sygehusenes og behand-lernes rolle, mens vores fælles forudsætninger for sundhed får mindre opmærksomhed. Se blot Regeringens Folke-sundhedsprogram og Det 3. Sundhedspolitiske Handlings-program for Nordjyllands Amt.

For at sætte mere fokus på sammenhængen mellem miljø og folkesundhed startede en gruppe læger fra Schweiz, Italien, Østrig, Sverige og Tyskland i 1990 International Society of Doctors for the Environment, ISDE. Organisationen har nu ca. 35000 medlemmer i 40 lande. I juni måned i år har vi stiftet en dansk afdeling af ISDE, Foreningen for Miljø og Folkesundhed.

Det er foreningens mål at fremme sundhedsdimensionen i miljøpolitikken og miljødimensionen i sundhedspolitikken. Vi vil stille kritiske spørgsmål til forskere og beslutningstagere og formidle viden der allerede eksisterer. Fokus vil i første omgang være på drikkevand, trafik og fødevarer, og bæredygtighed og forsigtighedsprincippet vil være centrale begreber. Gennem tilknytningen til ISDE har foreningen adgang til et bredt fagligt og internationalt netværk. – Mon der ikke også i Danmark er læger der interesserer sig for miljø og folkesundhed?

 

v/ Niels Bentsen,
Nørre Skoveng 15, 9460 Brovst. Tlf. 98238313.

 

Foreningens adresse er: Foreningen for Miljø og Folkesundhed, c/o Lægeklinikken i Vadum, Nervøsvej 4, 9430 Vadum. Tlf./fax 98271511.

 

Bestyrelsens sammensætning:
Martin Silberschmidt, formand, seniorrådgiver, dr. med.
Inga Axelsen, sundhedskonsulent, MPH.
Lisbeth Ehlert Knudsen, cand. scient., phd , lektor i miljø- og arbejdsmedicin.
Arne Scheel Thomsen, embedslæge, MPH.
Niels Bentsen, praktiserende læge.

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside