Social og Sundhedsassistent i afdeling A1

Uddannelsen som sundhedsassistent er blevet en del af det grønlandske uddannelses tilbud, derfor vil jeg beskrive hvordan jeg oplever, at være dansk Social og Sundheds-assistent ansat i psykiatrisk afdeling A1 her på Sana. Jeg blev ansat den 17 Marts 2001. Jeg er kun 47 år og har 6 års erfaring fra psykiatrisk hospital Risskov, hvor jeg også var praktik vejleder, og 6 måneder som støtte og kontakt person i distriktet i Tjele kommune.

Først og fremmest kan jeg lide mit arbejde med menne-sker, og psykiatri er det jeg brænder for, faglighed og fø-lelsen af at jeg udgør en forskel, holder liv i interessen.

Der er meget personale udskiftning, det stiller store krav til mig og mine samarbejdsevner, vi kommer alle med vores forskelligheder og ideer, som vi alle gerne vil øse af, nogle gange bliver bægeret bare fyldt med "Der hvor jeg kom-mer fra" Der er forskel på at arbejde i Grønland og i Dan-mark. En af de pudsige forskellighederne er, at her kan der dukke besøgende op ude fra byen, de skal lige se om der er nogle de kender, der er indlagt, for så vil de gerne besø-ge dem. Det har jeg endnu aldrig oplevet i Danmark.

Efter vi har fået rapport om morgenen, fra de foregående 16 timer, uddelegerer vi arbejdet. Det betyder at jeg eksempelvis doserer medicin eller giver injektions depot medicin, eller jeg går i køkkenet og motiverer patienterne til at hjælpe med at sørge for morgenmad. Patienterne motiveres til at stå op til morgenmødet kl. 9 eller på andet arbejde.
Morgenmødet begynder med morgengymnastik hvor også alle personaler deltager. Min opgave er her at observere hvordan patienten fungerer kropsligt. Har de jordforbindelse, kan de koordinere deres bevægelser. Kan de koncentrere sig i den tid det varer, og hvad årsagen eventuel kan være hvis de ikke kan deltage. Hvordan er deres kontakt til andre, det at man ikke gider er ikke en undskyldning.

Herefter struktureres dagen. Her er alle personalemed-lemmer også deltagere. Sådan at patienterne kan få en af-tale om samtaler, eller vi kan give hinanden forskellige be-skeder, og dagens aktiviteter tilrettelægges sammen med ergo terapien. Så er der jo den der stuegang, som i nogle tilfælde kan fylde for meget og optager personalet fra at arbejde sammen med patienterne. Vi har behandlings kon-ference om onsdagen, hvor vi tilrettelægger behandlingen sammen med læger, psykologer, social rådgivere, og di-strikts sygeplejen, ergoterapeuterne,

  kriminalforsorgen, og hvem der måtte være involveret.

På baggrund af vores teoretiske viden tages udgangspunkt i patientens ressourcer, med henblik på at patienten skal kunne klare forskellige livssituationer. Her stilles store krav om rummelighed og indsigt i de kulturelle forskelle, og selv-følgelig en høj psykiatrisk faglig viden.

I det daglige arbejde hvor man kommer tæt på det lidende menneske, har jeg det svært, fordi jeg ikke kan grønlandsk. Så det er altid samtale under 6 øjne. Eller også bliver samtalen bare derefter. Vi er så heldige, at vi har en fast tolk ansat i afdelingen. Der er godt nok en teori om, at det nonverbale fylder én stor procentdel af en samtale. Men hvad hjælper det, at vi "vil" hinanden, men ikke kan sætte ord på hvad vi vil, hvilke tanker og følelser vi har. Så efter bedste evne forsøger jeg i mit arbejde at erhverve indsigt ved at indsamle observationer og fortolke og videregive dem til lægen.
Her er humor en vigtig ingrediens som indledning til kontakt, jeg har heldigvis let til grin, og det har de fleste patienter også trods deres forskellige lidelser.

Jeg indgår i det daglige arbejde som rollemodel for mine kontaktpatienter. Det er utroligt svært, når jeg nu kommer fra en anden kultur, og jeg må tit konsultere mine grønland-ske kolleger, som her desværre ikke er for mange af end-nu. Nogle dage må jeg "nøjes" med danske, norske, iran-ske eller polske kolleger.

Men der er håb forude, fordi de fremtidige grønlandske sundhedsassistenter, vil være kvalificerede til at arbejde i psykiatrisk afdeling, de kan sproget og er en del af kultu-ren. De erhverver sig indsigt under uddannelsen i de psy-kiatriske lidelser og de er oplært i at dosere medicin og give injektion. Det har været spændende og en stor udfor-dring at være praktikvejleder for de kommende grønland-ske sundhedsassistenter. Der skal tages udgangspunkt i den enkeltes erfaringer og den måde den enkelte er vant til at lære på fra folkeskolen, og til at finde ud af hvordan eleven lærer bedst. Det er vi gode til i afdeling A1. Så når de nye grønlandske Sundhedsassistenter bliver færdige, får vi nogle engagerede kollegaer.

Kirsten Clausen
Social og Sundhedsassistent

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside