Ittoqqortoormiit

Ittoqqortoormiit distrikt er isbjørneland

Scoresbysund

Redaktøren af Nakorsanut ringede og bad mig skrive lidt fra Ittoqqortoormiit. Det snakkede vi så om på sygehuset og nåede frem til, at det skulle være en historie der ikke havde noget med alkohol og sociale problemer at gøre. Det måtte godt være en positiv historie.

Jeg henvendte mig til Tore Andreasen på Tele, der gennem 30 år har været radiosondeassistent og også står for museet i byen. Ideen var, at når de spændende historier rent tidsmæssigt er kommet lidt på afstand, ja så er riskoen for at blive upopulær ved at fortælle dem måske blevet mindre. Efter to timers samtale og mange kopper kaffe var det imidlertid ikke lykkedes at få mere end en lidt vel lystig fangerhistorie og en vittighed ud af Tore, den sidste motiveret af min oplysning til ham om, at redaktøren af Nakorsanut var gynækolog. Under samtalen fik vi selskab af Capito, også gammel radiosondeassistent og i et vældig godt humør, men heller ikke han kunne bidrage med noget, der på skrift ville kunne præsenteres for Nakorsanuts læsere. – Efter kaffen fulgtes vi ad alle tre ned fra telebjerget i Ittoqqortoormiit, solen skinnede og alt var godt, men jeg manglede stadig en historie til Nakorsanut.

Tore havde peget på Hanne Sandell, der er etnograf og - sammen med sin mand eskimologen Birger Sandell - i 30 år har delt sit arbejdsliv mellem Bornholm og Ittoqqortoormiit. Jeg opsøgte Hanne i hendes lille hyggelige hus ved vandkanten, hvor hun overraskende kunne bekræfte Tores lystige fangerhistorie, som hun bestemt ikke mente at jeg kunne tillade mig at viderebringe fordi mange i byen ville kunne identificere de indgående personer. Hanne nægtede overhovedet at sætte navn på "aktørerne",hvilket naturligvis straks fik mig til at bringe to i forslag og jeg kunne glad se på hendes lidt sammenbidte ansigtsudtryk, at jeg havde ramt plet. I stedet for historien fik jeg nogle af Hanne og Birgers artikler om isbjørne- og moskusoksefangst med hjem. Disse og Gitte Mortensens foredragsnoter er kilderne til nedenstående fortælling bestående af udvalgte oplysninger om fangstresultater i Ittoqqortoormiit distrikt. Jeg skylder at fortælle, at Gitte er jurist og erhvervskonsulent i kommunen; hun har arbejdet i Grønland i mange år, mest indenfor socialsektoren. Billederne kommer også fra Gitte.

I 1924-25, hvor byen blev grundlagt, blev der fanget 115 isbjørne, medens der i år 2000 blev fanget 41 voksne isbjørne og 10 unger, en lille stigning sammenlignet med de foregående år. De fleste isbjørne fanges forår og tidlige efterår og iflg. Hanne Sandell er andelen af bjørne der fanges fra båd stigende. Der huserer mange historier om isbjørnefangst. Ifølge Tore er en bjørn således blevet skudt i skolegården og man kunne følge dens spor helt op til heliporten. Hanne beretter, at en fanger på vej mellem Kap Hope og Ittoqqortoormiit blev overrasket af en aggressiv isbjørn og måtte bruge pisk og hunde til at holde dyret på afstand indtil forbipasserende fik den nedlagt. En anden fanger var ude for at rygte sælgarn og måtte selv med sin Ittuk nedkæmpe en bjørn, der pludselig pustede ham i nakken. Det er således en god idé at medbringe en riffel, når man bevæger sig rundt i Ittoqqortoormiit distrikt, men mange gør det ikke.

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at fangsten af hvalrosser er faldet fra 70 i 1924-25 til 9 i år 2000. Hvad angår moskusokser måtte man indtil 1937 ikke jage dem fordi man var bange for at arten ville blive udryddet. Denne bekymring har heldigvis vist sig at være ubegrundet. Kommunen har nu en samlet licens på 200 dyr til sommerjagten og 50 dyr til vinterjagten, men der blev i år 2000 kun nedlagt 138 dyr.

Ja så meget eller så lidt kan der komme ud af en henvendelse fra Peder Kern om at skrive lidt til kollegerne.

Aage Bergholt, Ittoqqortoormiit.

Ittoqqortoormiit set fra Tele