|
Om at uddanne sig til grønlandsk kystlæge. |
||
|
Ved annoncering af lægestillinger
i Grønland efterlyses læger med autorisation til almen praksis,
kendskab til anæstesi og /eller selvstændig kirurgisk færdighed.
Hvordan erhverver man sig denne uddannelse i vore dage? Efter min mening burde man oprette et særligt speciale med stor bredde med henblik på stillinger uden for de "normale" arbejdssteder - som f.eks. i Grønland, katastrofe områder eller u-landsstillinger. Det kunne også være som et grenspeciale tilknyttet almen medicin. Måske militæret kunne stå for det mere katastrofeorienterede i uddannelsen. Langt det meste af vores arbejde passer til uddannelsen som speciallæge i almenmedicin. Men hvad med akut kirurgi, fødsler og anæstesi? Flere og flere specialafdelinger i Danmark har kun introduktionsstillinger i pågældende speciale, og når det gælder kirurgi, opnår man næppe større operationserfaring selv i en sådan stilling. Hvis man som praktiserende læge i Danmark ønsker at opkvalifisere sig, for at sigte mod en stilling som distriktslæge i Grønland, mener jeg, at man lærer mest relevant kirurgi på en gynækologisk-obstetrisk afdeling, hvor det stadig er muligt at få en almindelig reservelægestilling. Endvidere kan man sikkert få lov at sætte nogle spinalanæstesier, hvis der er en velvillig anæstesiafdeling. En anden relevant mulighed er naturligvis at starte som reservelæge på kirurgisk afdeling i Nuuk, før man søger ud på kysten. Dette må betragtes som den ideelle løsning. Hvis bare een af lægerne på et kysthospital kan akut kirurgi, som appendectomi, operere extrauterin graviditet og lave sectio, er meget vundet. Der er da også mulighed for oplæring af øvrige læger. |
Rejsende operationsholds anæstesiologer bør være indstillet på fortsat at medvirke til styrkelse af kystlægernes anæstesifærdigheder. Endelig bør der også fortsat være mulighed for kortere ophold på anæstesiafdelingen i Nuuk, i form af kursus / praktik ophold. En del af uddannelsen til speciallæge i almenmedicin kan nu gennemføres i Grønland. På det sidste er enkelte distrikter (Aasiaat og Sisimiut) foruden Lægeklinikken i Nuuk, godkendt som uddannelsessteder til selvstændigt virke som læge, også kaldet praksisreservelæge og til uddannelsesplads for amanuensis. For at godkendes som uddannelses sted, kræves at en af lægerne opfylder kravet til at være tutor og at stedet har et godkendt udannelsesprogram. Desværre er disse uddannelsesstillinger på kysten ikke normerede og indgår således i den normale normering. Dette er specielt problematisk hvad angår stillingen som praksisreservelæge, hvor der skal være en egentlig bagvagt. Det er derfor kun overkommeligt i distrikter med 4 til 5 lægestillinger. Jeg tror en del læger vil synes, det kunne være spændende at leve op til ovennævnte krav, som skal være af høj faglig standard og godkendt af Sundhedsstyrelsen. Interessen for at rejse ud for Læger uden Grænser taler herfor. Man kunne måske lidt provokerende kalde læger med ovennævnte kvalifikationer for "læger uden begrænsninger". Jørn Breinholdt Chefdistriktslæge Aasiaat
|
|
Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside