Manglende overenskomst.

Her i begyndelsen af oktober mangler vi stadig en overenskomst for lægerne i Grønland. Forhandlingerne brød sammen i maj måned efter 1 ½ døgns forhandlinger med Hjemmestyrets Forhand-lingsafdeling. Inden sammenbruddet var vi blevet enige om nye tiltag, der skulle sikre fastholdelsen af de få faste læger på kysten og afdelingerne på DIH. I dag har vi stadig skjult beredskab, som ikke bliver honoreret. De samme ressource personer bliver tilkaldt til akutte situationer, som mindre erfarne kollegaer ikke kan klare alene. Dette sker i de 16 timer, som udgør vagten efter dagarbejdet.

Administrationstillægget for chefdistriktslæger har ikke været re-guleret i flere overenskomsts perioder og dette ville blive reguleret.

Sammenbruddet skete på grund af ønsket om mulighed for at lave nye vagtopgørelser. Vi har i dag ingen regler for dette. Arbejdet ændrer sig hele tiden. Befolkningstallet stiger. Distrikter kan slås sammen. Regionalisering

spøger i baggrunden, selvom den centrale indstilling må siges at være afkølet.

Det er meget uheldigt at vi i dag atter er inde i en periode uden overenskomst. Det skaber uro blandt de fast ansatte. Kollegaer udefra som er interesseret i job i Grønland afventer en ny overenskomst før de tør søge jobs i landet.

Den sidste overenskomst sikrede overskuelighed både for læger og administration. Dette er en positiv udvikling, men det gør det også simpelt for eventuelle ansøgere at se, om deres nuværende ansættelsesvilkår forringes ved ansættelse i Grønland. Derfor er det utroligt vigtigt for os faste læger her i landet, at sørge for at vi ikke atter sakker bagud lønmæssigt.

Forhandlingsafdelingen har forslået 2 perioder i november, hvor vi kan forhandle med dem og vi har foreslået mandagen efter generalforsamlingen den 16. november.

Kent Kleinschmidt, formand

Kvalitet koster

Det er altid en sund øvelse at gennemtrævle eksisterende udgifter - men også som i dette temanummer at lede efter mulige ressourcer. Øvelsen har vi været igennem mange gange før, men den nedskæring der kommer i budgettet for næste år gør det strengt påkrævet. Samtidig oplever vi et stigende men afgjort ikke urimeligt krav om gedigen diagnostik og behandling. At de samtidige ekstreme udgiftsstigninger for SHV, der som påpeget af Kleist og Andersen i deres debatindlæg er udefrakommende og stort set uafvendelige, forværrer situationen. Akutte udgiftstunge behandlinger stjæler i et snævert budget fra bredden i forebyggelse og behandling og flere patienter må leve ofte på ubestemt tid med f.eks. kroniske smerter fra nedslidte hofter og knæ.

Politisk er der forståelse for problemet - ikke mindst i en valgkamp - men midlerne mangler stadig. Ingen har patentløsninger til at løse dilemmaet (nogle har slet ikke overvejet det) og den nødvendige debat er langt fra slut.

Nogle af de emner der berøres i den løbende diskussion skal jeg i uprioriteret rækkefølge belyse eller repetere som jeg ser dem - og forhåbentlig kan det stimulere den videre meningsudveksling.

Kontinuitet.

De mange udmærkede vikarer som SHV i de senere år har måttet ansætte for at fungere anstændigt er naturligvis voldsomt udgiftskrævende.

Den største udgift er ikke alene de direkte ansættelsesomkostninger. Fejldispositioner som manglende kendskab giver anledning til, kan være behandlingsmæssigt urimelige og økonomisk belastende. F.eks. evakueres/eksporteres problemer i et omfang der ikke ses med faste folk.

De ressourcer der anvendes på introduktion (vidensoverførsel) i alle faggrupper er også betydelige og stjæles fra dem der skal vise til rette og i sidste ende fra patientbehandlingen.

Da man støbte det "moderne" SHV i 60´erne og uddannede grønlandske jordemødre, sygeplejersker og ikke mindst sundhedsmedhjælpere - var der ikke problemer med at rekruttere de velegnede med tilbud om arbejdsvilkår, løn og status over samtidens. Man fik derfor et stabilt og på datidens præmisser velfungerende SHV - præget af kontinuitet i behandlingen.

80´ernes og 90´ernes gradvise nedprioritering af sundhedspersonalet, har imidlertid betydet en afvandring og diskontinuitet der er mest udtalt, beskæmmende og mærkbar i det lokale islæt. For 20 år siden var det uhørt at hovedparten i plejen ikke var grønlandsksproget - nu må patienterne på DIH klare sig med tolke, der ikke altid kan være til stede. Det betyder selvfølgelig lavere behandlingstilfredshed - men da problemer ikke altid afdækkes så hurtigt og præcist kan det resultere i forlængede ophold, måske overflødige undersøgelser, behandlinger, genindlæggelser - og altså en ringere økonomi.

Fortsættes.....