|
Fra danske lægepraksis foreligger der ganske mange
opgørelser, som viser, at ca 10% af patienterne henvises til vurdering hos
speciallæge.
En ikke publiceret opgørelse på Lægeklinikken i Nuuk viser, at vi ligger på
samme niveau.
Der er i litteraturen publiceret et par eksempler på, at man har lader en
traditionel henvisning, dvs en henvisning som resulterer i at speciallægen
ser patienten i sit ambulatorium, erstatte af en henvendelse/forespørgsel,
som speciallægen så besvarer med det resultat, at en del af patienterne ikke
ses i ambulatoriet, men i stedet afklares ved en dialog mellem speciallægen
og den henvisende læge.
Det tror jeg i og for sig allerede finder sted i et vist omfang her i
Grønland, men kunne dette system udbygges, så vi kunne udnytte
speciallægeresursen bedre?
Eks: patient med et dårligt knæ "henvises" til ortopæd og i stedet for at
sætte patienten på venteliste til ambulatoriet/ venteliste til næste
ortopædbesøg i distriktet, beder ortopæden om supplerende anamnese -gerne
målrettede spørgsmål, hvis der f x ikke er skrevet noget om låsning mv mv -
infektionsparametre, fremsendelse af rtg-billeder mv og beslutningen om,
hvorvidt patienten skal ses af ortopæd eller ej og hvornår, tages på et mere
kvalificeret grundlag.
Andet eks: patient med anæmi henvises til mediciner, som svarer igen med
supplerende spørgsmål til anamnesen og hæmatologiske parametre, og igen kan
man forestille sig at beslutningen om, hvorvidt patienten direkte skal ses af
speciallæge, tages på et mere kvalificeret grundlag.
Der er i og for sig intet originalt i denne fremgangsmåde; min ide er, at
hvis det foregik i en mere systematisk form, dvs blev del af det
rutinemæssige samarbejde mellem almenlæge og speciallæge, så kunne man
forestille sig, at en del patienter kunne diagnosticeres og færdigbehandles
af almenlægen og den knappe resurse, som mange speciallæger er i vort land,
kunne bruges bedre til de patienter som vi ikke kan klare i almen praksis,
-for dem vil der selvfølgelig stadig være mange af.
De der kender mig vil naturligvis ikke finde det overras-kende, at jeg mener,
at en stor del af denne kommuni-kation mellem almenlæge og speciallæge vil |
|
kunne foregå elektronisk, idet vi har et
veludbygget elektronisk netværk mellem vore enheder i Sundhedsvæsenet.
Jeg har ikke noget færdigt bud på i hvilket omfang det vil kunne finde sted og
heller ikke præcist på, hvordan det skal organiseres; men jeg finder det
besynderligt, at vi ikke forsøger -med den geografi vi har i vort land - i
videst muligt omfang at lade information flytte sig, frem for at lade
patienterne eller lægerne rejse landet tyndt (og så er der ikke sagt et ord om
al den ventetid, som det medfører, når læger og patienter skal mødes direkte).
Udgangspunktet for ovenstående er naturligvis ikke, at jeg ikke ønsker, at
speciallægerne skal se patienterne, men derimod det faktum, at de i dag ikke
gør det, - for nu at sige det lidt provokerende. Det er jo et faktum, at
patienterne venter længe - meget længe - før de ser en specialist; i heldigste
fald kunne et scenario som det ovenfor beskrevne medføre at de fik del i
speciallægens viden, og det er vel i den sidste ende mere det end selve mødet,
som er interessant for patienten.
Det kunne være interessant at prøve det af inden for et afgrænset område. Er
der nogen, som har et forslag?
Thomas Stensgaard
Sygehusets slæde i Ittoqqortormiut
Foto: Thomas Stensgaard |