Claus Olsson

Interessen for Grønland fik jeg da jeg under et vikariat på Ringsted sygehus blev pt. ledsager for en pt. til Tasiilaq.

Jeg blev "nød" til at vente 4 dage på at komme hjem, men heldigvis havde jeg medbragt vandrestøvler og en fiskestang , og med dem gik jeg på opdagelse i den Grønlandske natur. Siden da har jeg haft et ønske om at komme tilbage.
 

Jeg kom så tilbage i maj 02, med min kæreste Rikke. Startede på med. Afd. , var blevet lovet en introduktionsstilling i medicin, men den strandede på en isskosse i Sanabugten og drev langsomt væk !!! Er nu startet på kir. Afd i en introduktionsstilling fra d. 01.10.02.

Før Grønland: Dimitteret 1999 KBH universitet, Turnus på universitetshospitalet i Fakse, KAS Herlev og almen praksis i Solrød. Derefter en introduktionsstilling i urologi på KAS Herlev.

Jeg afventer nu en hel del mere sne, er så småt ved at polere skiene, ødelægge sparegrisen og begyndt at se mig om efter en snescooter.

 

 

Claus Olsson


(fortsat fra......

Det koster at uddanne og fastholde et stabilt personale - men ikke så meget som det umiddelbart ser ud - og kvaliteten i et rutineret mandskab kan ikke diskuteres.
I 1960 tilbød man læger i Grønland mærkbart mere end i Norden. Det skortede ikke på ansøgninger og der blev opbygget en stabil stab. Samtidig var der mere end 1 års venteliste for et lægejob! - vikarbureauer er et nymodens begreb.
Samme voldsomme økonomiske overtalelse er ikke nødvendig længere. Med den sidste overenskomst fik vi forhold for reserve-læger der har medført at alle stillinger (i modsætning til de 15 fore-gående år) er besat og at ansættelserne forlænges væsentligt. Med rutinerede reservelæger kan der dels behandles flere patienter dels fås færre udgiftskrævende komplikationer. Endelig er det den grup-pe landets faste speciallæger skal rekrutteres fra på sigt.
Værre er rekrutteringssituationen for speciallægerne, hvad mange vakante kyst- og overlægestillinger vidner om. At der med sikkerhed kommer en betydelig og tiltagende speciallægemangel i de kommende år tegner dårligt for den fremtidige kontinuitet og behandling.

Henvisninger
For år tilbage fik vi tidvis patienter der af simple årsager umiddelbart var inoperable - f.eks. pga overvægt. Der blev derfor udformet en ny henvisningsseddel - hvor en omhyggelig vejled-ning om de oplysninger der er gavnlige for visitationen er påtrykt bagsiden. Instruktionerne følges - af tids/ressourcemæssige årsa-ger (?) dog sjældent. I mange tilfælde er de måske også selvind-lysende og overflødige. De fleste i den robuste kystgarde kender de nødvendige kritiske oplysninger og anfører dem.
Nogle distrikter har af bitter erfaring indført den udgiftssparende og patientvenlige ordning at alle henvisninger konfereres internt - hvilket har reduceret antallet af "løse" henvisninger.
Kvaliteten af henvisninger er steget betydeligt i de senere år - i mit eget speciale forekommer det dog sjældnere men ikke sjældent, at vi må bede om supplerende oplysninger.
De fleste overlæger bruger en væsentlig tid med dagligt at

konferere problematiske patienter. Det er som regel en god og konstruktiv dialog, der resulterer i at mange kan behandles lokalt - forudsat der er ressourcer dertil.
I henvisningsinstruksen påhviler det distriktslægen at påse at patienter ved afrejse fra distriktet fortsat skal/kan behandles. Det forsyndes der tidvis mod. Dette lejlighedsvise ressourcespild, hvor patienter efter en lang rejse dukker op og beretter at de sandelig er opereret for den lidelse de er henvist for, eller de ikke kan behandles pga interkurrente lidelser er specielt ærgelig.

Behandling
Med focus på forebyggelse og reduktion af livsstilssygdomme m.v. fylder kirurgien ikke det samme som tidligere på kystsygehusene. Få læger har som tidligere haft væsentlig "knivtid". Et krav om at alle skal kunne en lang række kirurgiske færdigheder vil blokere for ansættelser.
Et begrænset volumen af behandlinger fører uafværgeligt til en ringere og dyrere behandling og er ude af trit med nutidens kvalitetskrav. Mange kan utvivlsomt lære banale indgreb - men ofte er indikationsstilling og metodevalg det sværeste - og vil i givet fald kræve anderledes referencerammer end de gældende.

Kystrejser
Den bedste mulighed for at give befolkningen et egalt og kvalitativt forsvarligt tilbud er kystrejserne. Ud over at behandle elektive patienter tæt på hjemmet på mindst udgiftskrævende vis afklares også mange patienter, der ikke er operationskrævende. Dialogen med det lokale personale om patienterne og om pågældende speciales opdateringer og udvikling opleves også positivt af alle faggrupper.
Det er mit håb at der allokeres midler til regelmæssige og rimeligt frekvente besøg for alle specialer. Det synes måske umiddelbart dyrt - men skaffer efter min overbevisning mest behandling og mest kvalitet for færrest midler.

Kvalitet koster - men ofte koster det mere at satse på discountløsninger.

Peder Kern
 

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside