baggrund. Undersøgelsen konkluderer, at de beskrevne forhold virker som en barriere for patienternes aktive deltagelse i samtalen, hvilket i sidste ende fører til, at konsultations-samtalen præges af manglende fællesforståelse. Det konkluderes, at der er behov for debat – ikke mindst internt på sygehusene - om tolkens rolle i konsultationssamtalen, samt at der er behov for initiativer, der kan styrke den offentlige debat om befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet.
Tak til Karo Thomsen, der var ansat som forskningsassistent på projektet og deltog som partner i dataindsamlingen.

Undersøgelsen har resulteret i en ph.d.-afhandling, der forsvaredes ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet den 24. august 2001. Afhandlingen er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed og udsendes til alle sygehuse og sundhedscentre i Grønland.

Undersøgelsens resultater er desuden blevet formidlet mere direkte til befolkningen samt læger og tolke. Som formidling til befolkningen produceredes med økonomisk støtte fra Egmont Fonden en oplysningsspot, der blev udsendt i grønlandsk TV, hvori fremtidige patienter blev opfordret til inden lægebesøg at forberede sig på, hvordan de vil beskrive deres problemer for lægen og på, hvad de forventer af lægen. Til lægerne udarbejdedes i samarbejde med Grønlands Lægekredsforening en folder om sprogforhold, tolkning mv., der benyttes som del af informationsmaterialet til nye læger i Grønland. Tolkenes arbejdsområde og deres mange funktioner er blevet diskuteret på tolkenes efteruddannelseskurser ved Center for Sundheds-uddannelser.

Tine Curtis

 

International Circumpolar Surveillance (ICS)

 

Gennem sidste halvdel af halvfemserne er der blevet skabt en stigende interesse nationalt og internationalt for de helbredsmæssige fordele og den øgede forståelse der opnås ved et samarbejde omkring sygdomsover- vågning blandt de arktiske nationer.

ICS blev primært etableret under Arctic Investigations Program (AIP) i regi af National Center for Infectious Diseases, Centres for Disease Control and Prevention (CDC) i Anchorage i Alaska, som et samarbejde mellem sundhedsmyndighederne i Alaska og Canada. Det er AIP’s formål at forebygge infektionssygdomme i befolkningen i Arktis med speciel vægtning på sygdomme med høj forekomst og indflydelse på Inuit-befolkningen.

Embedslægeinstitutionen i Grønland indgik i samarbejdet i efteråret 1999 og repræsenterer Grønland i ICS-Steering committee. Der er tilkendegivelser om deltagelse fra Norge, Island og Finland men det ønskede mål er deltagelse af alle arktiske lande i et cirkumpolart netværk for overvågning, sygdomskontrol og evaluering af forebyggelsestiltag.

Initiativet blev godkendt af Arctic Council på dets møde i Barrow, Alaska i november 2000.

Formålet med ICS er:

  • at undersøge udvalgte sygdommes indflydelse på befolkningen i det arktiske miljø.
 
  • at forstå forskellige faktorers indflydelse på sygdommenes forekomst og påvirkelighed.
  • at fremme forståelsen for smitsomme sygdommes epidemiologi blandt de oprindelige befolkninger i arktis.
  • at forbedre vidensniveauet ved en centralisering af relevante data fra de enkelte regioner.

Der sker i regi af ICS en indsamling af data vedrørende invasive infektioner forårsaget af Streptococcus pneumoniae, Haemophilus influenzae, Neisseria meningitidis og Streptococci type A og B, ligesom et projekt vedrørende indsamling af data om tuberkulose er i opstartfasen.

ICS-samarbejdet er primært et overvågningsinitiativ, men vil ved sin dataindsamling og etablering af kontakter skabe basis for forskningsprojekter på de involverede områder.

ICS-Steering committee er opmærksom på behovet for koordinering af initiativer og vidensindsamling med andre aktører på området f.eks. andre aktiviteter inden for Arctic Council (Human Health Working Group, Arctic Monitoring and Assessment Program, Biophysical Health Indicators Project, Children and Youth in the Arctic, Healthcare in the Russian Arctic, Human Health Chapter og Arctic Climate Impact Assassment), aktiviteter i regi af Nordisk Ministerråd, EU-overvågning og aktiviteter i regi af WHO´s Europa-kontor.

 

Flemming Stenz
adm. Embedslæge

Næste side | Forrige side | Forside | Retur til Nakorsanut | Retur til LKF-forside