Sundhedsforskning i Grønland

At forske er at søge ny viden. Forskning kan styres af nysgerrighed eller af praktiske behov, eller af begge dele. Sundhedsforskningen kan være baseret på helt nye teorier om, hvordan sygdomme opstår, eller hvordan de spredes, eller hvordan de bedst behandles. Forskning kan også være deskriptiv og blot forholde sig til spørgsmål, der vedrører sygdomme eller sygdomsdeterminanters hyppighed og spredning i befolkningen. Begge typer af forskning er nødvendige, og afgørende spring i vor erkendelse sker oftest efter omfattende deskriptive studier. Det er fx kendskab til astmasygdommes hyppighed over tid og store geografiske forskelle i sygdomshyppighederne mellem fattige og rige lande, der har ført til en række nye teorier om astmasygdommens årsager, som strækker sig fra ændringer i påvirkninger af immunapparatet til specifikke infektioner eller føtotoksiske påvirkninger relateret til graviditeten og den tidligste barndom. Sådanne teorier må underkastes kritiske bedømmelser, og langt de fleste vil dø en stille død. De teorier, der overlever disse kritiske tests, får måske en status, som gør, at de vil blive anvendt i sygdomsforebyggelsen eller i behandlingen – i hvert fald i en periode. Forskningen søger efter sandhed, men forskerne er fuldt ud klar over, at alle ”sandheder” har tidsbegrænset holdbarhed. Ny erkendelse erstatter gammel erkendelse, og det sker med stadig større hastighed.

Kan det grønlandske sundhedsvæsen ikke blot læne sig tilbage og lade andre skaffe den nødvendige forskningsmæssige viden? Jo, det kan man, det gør man, og det bliver man nødt til at gøre i næsten alle situationer – men kun næsten alle. Der er viden om grønlandske sundhedsforhold, der kun kan skaffes ved en sundhedsforskning i Grønland, enten fordi Grønland byder på særlige forskningsbetingelser, eller fordi Grønland må trække på oplysninger, der er lokale. Sygdomspanoramaet er fx anderledes i Grønland end andre steder, og Grønland synes også at få et usædvanligt beskedent udbytte af de meget store ressourcer, der anvendes i sundhedsvæsenet, når resultaterne måles i hårde facts som levetider og præmatur død. Der er næppe mange andre steder i verden, hvor sundhedstilstanden er så dårlig, og hvor man samtidig bruger så mange penge per indbygger i sundhedsvæsenet. Sådanne anomalier er naturligvis af stor betydning for den grønlandske befolkning, men de er også interessante for personer uden for Grønland, og af denne grund kan man måske få andre til at betale for en del af den grønlandske sundhedsforskning. Andre typer af

forskning er så tæt knyttede til lokale sundhedspolitiske mål, at her må en del af finansieringen formentlig komme fra den grønlandske befolkning selv. Den grønlandske finansiering af et professorat i arktisk medicin er et eksempel på grønlandsk medfinansiering af samfundsnødvendig forskning, som nogen bør tage sig af i Grønland.

Forskning forudsætter personer, uddannelse og penge. Uden nysgerrige personer, der ønsker at vide mere, går det slet ikke. Derfor skal man værne om sådanne personer, når de er der og støtte dem bedst muligt, så de får mulighed for at udnytte deres talent. Man skal støtte dem med uddannelse, tid og penge.

Det er formentlig den eneste form for forskningsstrategi, der virker, når det kommer til stykket. Desværre er det ikke den mest brugte metode. Alle, der får sæde i forskningsråd eller endnu værre i forskningspolitiske råd, bliver grebet af en tendens til at tro, de ved bedre, og at de kan styre udviklingen med de økonomiske ressourcer, de nu råder over. Et sådant østeuropæisk system breder sig som en steppebrand over alt i verden, efter det blev ledigt på markedet i østeuropa. Kommissærtyper findes overalt, og de har spildt enorme summer på ret ligegyldige forskningsprogrammer, der ikke er baseret på de rette menneskelige ressourcer. Ofte har deres tidshorisont desuden været så kort, at man slet ikke fik udviklet de menneskelige ressourcer, der måske var til stede. Forskningsmiljøer opbygges langsomt – over årtier, men kan ødelægges på ganske få måneder. Forskningsmiljøer forudsætter også en vis størrelse for at være levedygtige, og derfor nytter det ikke at sprede sparsomme menneskelige ressourcer over mange emner.