Oplag 700

Tryk: Nuuk Offset ApS 3900 Nuuk

ISSN 0904-2954

Nøgletitel: Nakorsanut 

Uden artikler intet blad, og derfor modtages indlæg til bladet meget gerne, også fra ikke-medlemmer. Artikler, der ikke er signerede eller er indsendt under pseudonym, optages ikke.

Så er de her. Og hvor har vi dog ventet længe. Vi har holdt udkig, og vi har ligget søvnløse om natten i angst for at de ikke kom i ordentlig tid i år. Men det gik jo alligevel. Ganske som det plejer. De er nemlig kommet. Ganske som de kommer hvert år.

Sommeren og vikarerne.

Og dem kan vi slet ikke klare os foruden. Førstnævnte kommer af sig selv, men det gør lægerne bestemt ikke. De skal lokkes. Lokkes med hvad? Penge? Fritid? Faglige udfordringer? Naturoplevelser? Det ligger nok fast, at de færreste kommer for Grønlands skyld. Og det kan man vel heller ikke forlange. Eller kan man? Vi ved godt, at det altid koster mange penge at ansætte læger, men det koster altså uendeligt mange flere penge at ansætte de "forkerte" læger. Men hvad er så en "rigtig" læge? Og hvad skal der til for at få fat i sådan en fidus? Og helst til en fast stilling. Ingen tvivl om, at det er de almindelige markedsmekanismer, der råder. Lægerne tager ganske enkelt derhen, hvor de får mest ud af det. Det nytter ikke noget at lokke med dette lands pragtfulde natur og kultur, hvis ikke der er råd eller tid til at nyde disse.

I dette nummer af Nakorsanut løftes sløret for nogle af de besværligheder rekrutteringen af læger indebærer. Vores danske ankermand er på tætteste hold af problemerne. Men der er også konstruktive overvejelser at bide mærke i. Et positivt samarbejde mellem DSF og Lægekredsforeningen omkring disse problemer er i sin vorden, og må have en chance. At det kan være vanvittigt svært at være læge i Grønland fremgår med al ønskelig tydelighed af en forhenværende chefdistriktslæges synspunkt. Ærgerligt når det går så galt. Der må etableres et meget tættere samarbejde mellem læger, lægekredsforening og direktorat. Begrebet personalepolitik inkluderer også efteruddannelse, som der anføres inde i bladet.

Gennem mange år har det været svært at tiltrække kvalificerede læger i tilstrækkeligt antal til Grønland. Det gælder både til faste stillinger og til vikariater. Man har i mindre distrikter i perioder måttet bruge betydelige summer på ad hoc løsninger, mens større distrikter i perioder har måttet tage lange slæb med underbemanding. Der har været flere forslag til forbedring af rekrutteringen gennem tiderne, uden at disse dog har vundet gehør - man har i hvert fald ikke prøvet nogle af ideerne.

Direktoratet for Sundhed & Forskning, DSF, og tidligere Sundhed , Miljø og Forskning, DSMF, har set med bekymring på problemet. Grønlands Lægekredsforening har ligeledes over mange år set og diskuteret problemet. I efteråret 1994 tilbød Lægekredsforeningen DSMF et formelt samarbejde om rekrutteringsindsatsen. Enkelte møder blev holdt, men først ved finanslovsdebatten efteråret 95 kom der udvikling i tingene, medførende afsætning af et beløb på finansloven til rekrutteringsfremmende aktiviteter.

Direktoratets personaleafdeling og Lægekredsforeningens bestyrelse indledte nu et frugtbart samarbejde, førende til etablering af et rekrutteringsnetværk i Danmark, med formålet at koordinere og effektivisere rekrutteringen læger til Grønland.

Alt andet lige synes det ret enestående, at en arbejdsgiver og en fagforening i en slags fællesskab driver en rekrutteringsvirksomhed - nyt og spændende.

I forsommeren 96 foretog fungerende afdelingsleder i personaleafdelingen, Renée Skovbro-Rasmussen og næstformand i Grønlands Lægekredsforening Kalle Karlsen en rundrejse i Danmark. De besøgte de fleste amter, kontaktede engagerede læger med grønlandserfaring og fik deres accept til ulønnet at fungere som kontaktpersoner i netværket, en eller to i hvert amt. Endvidere engageredes en koordinator, som overfor såvel arbejdsgiverside som Lægekredsforening skal sikre at netværkets arbejdsbetingelser er optimale med hensyntagen til de disponible resourser, dels at præmisserne fra begge parter opfyldes. Som "centrum" i nettet, kaldet ankermand, blev undertegnede ansat 15 timer månedligt, der blev indkøbt en PC-er og en fax, hvorefter "Grønlands Sundhedsvæsens Rekrutteringskontor for Læger" åbnede i min stue ultimo juni 96. Rekrutteringen og netværket blev beskrevet og hjulpet i gang gennem artikel i samtlige lægekredsforeningsblade i Danmark i sensommeren. Endvidere glædede landsstyremedlem for Sundhed og Forskning, Marianne Jensen, os med sin deltagelse ved møder holdt i København og Århus i februar 97 for kontaktpersoner, interesserede fra databasen samt enkelte sygeplejersker (som måske vil oprette en lignende rekrutteringsenhed i Dk) - sagen synes således at have politisk bevågenhed.

I det følgende skal jeg prøve at beskrive arbejdet, lidt statistik, problemer i rekrutteringen og muligheder for fremtiden.

Hele idéen er baseret på nærhed, let tilgængelige og reelle oplysninger om arbejdet som læge i Grønland. Kontaktpersonerne i amterne er nære og kan lave "græsrodsarbejde" blandt kollegerne og de er tæt på, hvis nogen ønsker personlig kontakt med en grønlandserfaren læge. Finder kontaktpersonerne reel interesse hos en kollega kan de enten henvise vedkommende til Rekrutteringskontoret eller bede dette om at kontakte kollegaen.

En læge, som har fået interesse for Grønland, har som regel et hav af spørgsmål om arbejdets art og mængde, landet og de enkelte byer, vilkår for familie, løn etc. etc. - omvendt har jeg et behov for at vide lidt om den pågældende. Det bliver ofte til en længere samtale, som jeg håber afklarer begge parters nysgerrighed. Jeg sender derefter en hilsen til lægen med en oplysningspjece fra Hjemmestyrets Danmarkskontor, en én-sides lynoverenskomst, et oplysningsskema til lægedatabasen samt Hjemmestyrets oplysningsskema til brug ved ansættelse. Der oprettes på min PC en side i lægedatabasen med de standardiserede oplysninger fra lægen.

Rekrutteringskontoret orienteres jævnligt fra direktoratets personaleafdeling om bemandingssituationen i distrikterne, således at vi har en nogenlunde á jourført mangelliste. Denne koordineres så med lægedatabasen og jeg forsøger at finde mulige læger, som har ønske og kvalifikationer til det pågældende tidspunkt og sted.

Nogle gange har jeg korresponderet med distriktet om deres accept af vedkommende, andre gange går jeg direkte videre. Lægen anmodes herefter om at sende sin ansøgning til personaleafdelingen, som forestår den egentlige ansættelse gennem Personaledirektoratet. Rekrutteringskontoret har altså kompetance til at love lægen ansættelse.

Da jeg har et almindeligt arbejde, som jeg skal leve af, er kontorets åbningstid overvejende hverdagsaftener, men varierer fra uge til uge afhængig af hvor mange der ringer og administration af materiale fra personaleafdelingen.

Egentlig ganske simpelt - men desværre i praksis ikke helt så let som det lyder, se senere.

Databasen indeholder medio maj 97 et antal på 55 læger, som har vist interesse for Grønland og 17 læger, som er kontaktpersoner. Af disse har 22 fået arbejde i Grønland, 2 endda to gange. Én kontaktperson har selv arrangeret sig til Grønland et par gange.

Der er flere slags problemer i rekrutteringsarbejdet.

Det sker, desværre for alle parter, at de tilmeldte læger ikke kan i den periode, de selv har ønsket. I nogle tilfælde kan det hænge sammen med, at varsel om arbejde i Grønland ønskes længere end det er praktisk muligt. Både direktoratet og jeg er lidt kede af at besætte en ledig stilling med en 1-månedsvikar 3-4 måneder inden start. Omvendt er det meget svært med 2-3 ugers varsel, endda kortere, at skulle finde en læge, der er klar til at tage til Grønland. Læger, der har prøvet grønlandsarbejde før, er hurtigere til at beslutte sig (og lettere at arbejde med).

For at få 21 læger til Grønland skal der dog ringes til et noget større antal, idet mange læger optager deres "fritid" med andet. Norge er en væsentlig konkurrent til Grønland - ikke kun om rejer, men også når det gælder læger. En del af de tilmeldte læger har kun interesse for arbejde i ret korte perioder, ex. 2 uger, hvilket kun i særlige tilfælde er acceptabelt og nødvendigt. Enkelte har næppe et reelt ønske om at komme til Grønland.

For mig at se ligger der en endnu uløst opgave i at gøre mere for kontaktpersonerne. De skal holdes á jour om udviklinger i Grønland, om bemandingssituationen, de skal eventuelt have lidt informationsmateriale at dele ud af. Men bliver de meget mere involveret kan man næppe forestille sig arbejdet gjort ulønnet, hvilket foreløbig er en forudsætning. Skal dette arbejde for kontaktpersonerne gøres fra Rekrutteringskontoret øges tidsforbruget væsentligt dér og bliver så hurtigt for meget til et bijob. Det må nok løses fra personaleafdelingen i Grønland - hvis der skal gøres mere.

Der er i dag tre veje ind i systemet, hvis man vil arbejde i Grønland. Gennem Direktoratet, gennem det enkelte distrikt og gennem Rekrutteringskontoret i Danmark. Direktoratet og Rekrutteringskontoret arbejder ganske godt sammen, synes jeg. Men jeg føler distrikterne tænker lidt egoistisk. Jeg forstår så udmærket at distrikterne selv gør noget for at skaffe læger, det er simpelt hen nødvendigt - men I kan medvirke til at læger, som ikke kan komme, når I har behov, kan bruges et andet sted - eller i hvert fald komme på vores database over interesserede til senere brug. På databasen arbejdes der med lægens prioritering af sted at arbejde, dit distrikt kunne så gives første prioritet. Distrikterne måtte meget gerne tænke lidt mere i hele Grønland, så de "overskydende" indgår i puljen af interesserede - det giver dem en større chance for at komme til Grønland og formentlig dermed større chance for at komme igen en anden gang - én gang Grønland, altid Grønland, gælder fortsat til en vis grad.

Kvalifikationer er et længe kendt og diskuteret problem. Men en væsentlig del af de læger, der henvender sig, kan ikke eller ønsker ikke at udføre kirurgiske indgreb. Reelt er manges kvalifikationer på det kirurgiske så beskedne, at de ikke må gå selvstændigt i vagt i Danmark. Man kan derfor heller ikke sætte dem i selvstændig vagt i Grønland, de fungerer egentlig som assisterende læger, hvor en kvalificeret læge skal gå "bagvagt". De større distrikter burde have plads til én assisterende læge uden kirurgisk erfaring, men kan ikke klare flere ad gangen. Selv i de større distrikter med 4 læger synes det rimeligt, at en kirurgisk kvalificeret læge skal have reel mulighed for at holde fri eller at tage fra byen, eventuelt i embeds medfør.

Løsningen ligger ikke lige for - men problemet tager mere og mere tydeligt form efterhånden som den danske uddannelsesreform viser sine dårlige sider med specialister, der intet kan ved siden af specialet. Problemet er nu påpeget - igen.

Overenskomsten er i dag ikke tilstrækkelig god til at konkurrere med f.ex. Norge om lægerne - og det er helt sikkert, at læger kan lokkes med penge - kvalificerede læger koster mange penge. Bolig, børnepasning og skole må på intet tidspunkt give problemer, som det nu og da er sket - én reel negativ omtale er værre end 10 positive.

Der findes også et IT-problem. Hvordan skal vi henvende os - og til hvilken målgruppe. Er vort informationsmateriale tilstrækkeligt - der er seriøse tanker om at producere video til præsentation af lægearbejde i Grønland - hvordan og til hvem skal den ud. Skal der sigtes på en mere kirurgisk minded målgruppe. Skal vi holde rekrutteringsmøder i Danmark. Skal vi have en homepage på Internet. Igen gammelkendte problematikker, som der skal koges ny suppe på - men det skal gøres.

Endelig er der småproblemer om hvorledes distrikter, Direktorat og Rekrutteringskontor skal arbejde sammen. I dag går meddelelser via fax og brev - men vi har PC i begge ender og burde hen ad vejen finde en løsning, hvor vi via Internet kunne kommunikere direkte til hinandens lister på PC'en.

Læger er sarte mennesker, som skal behandles med megen service, gode forhold og med en løn, der er attraktiv. Dette skal vi leve op til for at trække dem til Grønland.

Vi må derfor håbe på en forbedret overenskomst, som er konkurrencedygtig og lokkende.

Det er klart, at både Direktoratet og Rekrutteringskontoret i Danmark skal søge at udvikle sig med nye måder at levere oplysninger på og at serviceniveauet søges øget. Informationsmateriale til distribution via pjecer, over Internet og via videobånd - supplere den brede henvendelse med mere direkte henvendelse til læger med kirurgisk erfaring. Omkring det kirurgiske må der tillige tænkes helt nyt, p.g.a. danske lægers specialisering - ekstra udannelse / regionalisering / selektiv rekruttering.

Vi må prøve at øge længden af lægernes "korte" perioder i Grønland til f.eks. 3 måneder, måske arbejde mod "blokke" af 3, 6 eller 12 måneders arbejde. Varslingen for arbejde i Grønland skulle gerne øges til nær 2 måneder. Samarbejdet mellem distrikter, Direktorat og Rekrutteringskontor skal bedres og foregå mere smidigt, i sidste ende bedrende servicen for alle distrikter og for de søgende læger.

Undervejs skal der kritiseres og søges nytænkning - idéer om andre tiltag skal frem og vurderes løbende.

Målet er helt klart at søge øget reel oplysning om Grønland til danske læger, at oparbejde en tilstrækkelig stor database af kvalificerede læger, øge service i ansættelsesprocedure, længerevarende ansættelser og fuld bemanding i alle distrikter med kvalificerede læger.

Kun ved åbenhed og samarbejde mellem alle parter er der chance for at virkeliggøre det. 

I Nakorsanut nr 1, 1997 redegør Finn Eldon for, hvad han mener må være en række basale krav til læger, som skal ansættes i Grønland.

Det er fint, at denne debat holdes i live; det grønlandske sundhedsvæsen lider i disse år under en alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft, og ingen tror vist på, at løsningen på dette problem gemmer sig lige henne om hjørnet.

Finn Eldons krav er rimelige og fornuftige på baggrund af den uafklarede arbejdssituation, som idag bydes kystens læger, som rent faktisk ikke har nogen arbejdsbeskrivelse og derfor ikke kan være helt sikker på, hvad der egentlig forventes af dem. Rimelige forstået på den måde, at der er en tradition for at visse kirurgiske opgaver skal kunne klares lokalt, og at man derfor af hensyn til sin egen situation bør føle sig nogenlunde sikker på, at man kan klare disse opgaver.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er rimeligt at forestille sig at sundhedsvæsenet kan blive ved med at overbevise sig selv, brugerne og personalet om, at der kan opretholdes sygehusfunktioner 16 steder i dette land.

Nyttig læsning i den forbindelse er Lars Klenows artikel i samme nr. af Nakorsanut, og skulle man efter læsning af denne artikel stadig have et lille håb om, at sundhedsvæsenet kan fortsætte som hidtil må det anbefales at supplere med Bjørn Høiviks artikel i samme nr.

I en overgangsfase, som formodentlig kommer til at vare en del år endnu, er det klart at vi må søge efter personale, som kan passe ind i den eksisterende struktur, men for mig hersker der ikke den mindste tvivl om, at det grønlandske sundhedsvæsen (med mindre det selv vil uddanne sit personale!!) må tilpasse sig til den udvikling som sker i de(t) land(e), som vi samarbejder med.

Det kan godt være nogen synes det er synd, at den universelt uddannede læge forsvinder, men det er altså rablende pladderromantik at forestille sig andet end, at vi også her vil gennemgå en tiltagende specialisering, og at vores tidligere omnipotens, hvis vi forsøger at opretholde den, vil vise sig at resultere i impotens.

Det er derfor efter min mening helt afgørende at vi fortsætter den allerede påbegyndte diskussion om den fremtidige struktur i Grønlands sundhedsvæsen.

En diskussion hvor vi må tage højde for:

1. den tiltagende specialisering med dens fordele og ulemper

Som tidligere omtalt i Nakorsanut, er det nødvendigt at føre en aktiv personalepolitik hvis man ønsker at bevare et fungerende sundhedsvæsen. Rekrutteringskampagner alene vil ikke have nogen blivende virkning.

Den ideelle grønlandslæge finder man næppe på det danske arbejdsmarked.

Problemstillingen er derfor ikke så meget, hvad man på forhånd skal forlange af ansøgerne, som at der er et veltilrettelagt og gennemtænkt tilbud til disse, således at den enkelte læges funktion optimeres indenfor en given tid.

Det er herunder vigtigt, at man både fra arbejdsgivers side, men så sandelig også kollegialt, har en positiv indstilling overfor de kolleger, der har valgt at investere en del af deres tid i det grønlandske samfund.

Der er ingen tvivl om, at et ry for at bevillige kvalificerende og internationalt anerkendte kurser kunne være en meget effektiv rekrutteringsfaktor.

Positivlisten for at en ansøger kvalificerer sig til lægearbejde i Grønland er en fornuftig basisviden samt kollegialitet, fleksibilitet og ansvarlighed.

En individuelt målrettet efteruddannelse

En individuel plan for efteruddannelse bør ved ansættelsen udarbejdes i et samarbejde mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og bør i fornødent omfang tage højde for praktiske færdigheder indenfor anæstesiologi og kirurgi, men også almen-, social- og intern-medicin og psykiatri, samt i sprog og kulturforhold.

Efteruddanelsen skal være målrettet, ikke blot efter den enkeltes ambitioner men også efter de specifikke krav der måtte være betinget af den geografiske placering. Jeg så gerne, at man evt. opsplittede og målrettede efteruddannelsen på de enkelte sygehuse. Kun på den måde vil de fleste fagområder kunne dækkes tilfredsstillende.

Forudsætningen for at skabe de læger man ønsker sig er herefter tilstede, når det lykkes direktoratet at udøve en positiv opfølgning af distrikterne med henblik på disses ydelser og af den enkelte læges funktion.

Hvis ovenstående implementeres i direktoratets holdning til lægerne, vil den kvantitative måde man aktuelt anskuer lægemanglen på blive forvandlet til en kvalitativ anskuelse. Dette vil synliggøre en del af de vanskeligheder sundhedsvæsnet har og vise en farbar vej mod en løsning af disse.

"Det, der ikke har noget navn, kan ikke tælles, og har derfor ingen betydning."

I 1996 påbegyndtes i Qaqortoq et projekt med henblik på registrering af ambulante sundhedsydelser. Baggrunden for projektet fremgår af oven-nævnte citat.

Projektets formål er på kort sigt at undersøge mulighederne for en relevant edb-baseret registrering af ambulante sundhedsydelser og på længere sigt at skabe grundlaget for en fremtidig registrering af ydelserne med henblik på sundhedsplanlægning og kvalitetsudvikling ved Qaqortoq sundhedsdistrikt og endelig at søge etableret et samarbejde med andre sundhedsdistrikter med henblik på regionale sammenligninger.

Forberedelser

Vi havde henvendt os til DSF i begyndelsen af februar 1996 og foreslået et samarbejde og fremlagt en projektbeskrivelse. Beslutningen om igangsættelsen af projektet blev meddelt os i første halvdel af maj 1996. Og så skulle det pludseligt gå stærkt, idet direktoratet (forståeligt nok) ønskede "et eller andet på bordet" til ledelseskonferencen, som på det tidspunkt var berammet til september måned.

Der blev indkøbt a) en 10-bruger version af det danske lægepraksis journalsystem Æskulap, b) 4 edb-maskiner, 2 printere og et modem og desuden c) en diskette med patientregister fra Q-Data. Der blev trukket nogle kabler og opsat flere edb-stik.

Personalet på sygehuset blev orienteret og introduceret til projektet og til Æskulap i forbindelse med disse forberedelser i maj måned.

Opsætning af edb-udstyret samt installation af programmet foretoges af direktør Ivan Andersen, Vendsyssel Data, i weekenden 14.-16. juni.

Undervisning af personalet skete også i denne weekend ved Ivan Andersen og undertegnede. Der blev givet 2 -3 timers undervisning.

Æskulap - en græsk "snog"

Det elektroniske journalsystem består i hovedsagen af følgende:

- tidsbestilling

- journalsystem

- medicinkartotek

- registrering/regning

- formularmodul

- kommunikation.

Desuden er der en del andre faciliteter.

Mandag morgen den 17.6. betragtes som Dag 0: da tog vi journalsystemet i brug. Vi smed de gamle aftalebøger ad Pommern til og tog registreringen i tidsbestillingsmodulet i anvendelse med det samme. De, der kunne, skrev de ambulante journalnotater ind på skærmen med det samme, de øvrige enten dikterede til sekretærerne eller skrev en til lejligheden fremstillet papirkladde, der så senere blev indført på edb af sekretærerne - eller en kollega, der kunne.

Sekretærerne begyndte at skrive henvisninger og mange attester på edb med det samme, og laboranten tog laboratoriekortet i brug og indførte alle analyseresultater i den elektroniske journal.

Den talmæssige registrering af de ambulante konsultationer opdelt på personalegrupper startede så småt (og meget ustabilt) efter 2 uger, og samtidig begyndte vi at skrive indlæggelsesjournalen på edb.

Efter ca. 1 måneds forløb tog undertegnede - med god samvittighed - på kursus og ferie, der skulle ikke ske mere nyt, før rutinerne var indarbejdet.

Efter 2 måneder tog vi resuméjournalen i brug til optegnelser som røntgenbeskrivelser, epikriser, specialisttilsyn, mikroskopisvar m.m..

Efter 4-5 måneder afprøvede vi programmets muligheder for elektronisk kommunikation, idet det lykkedes at gennemføre 2 bygdebesøg med elektronisk opkobling på sygehusets journalsystem via modem og en bærbar PC tilhørende vores daværende lægevikar. Desuden kunne vi også elektronisk hente en opdatering af programmets medicinkartotek (en optimering og forenkling af "Den lille Grønne") med præparatændringer (og med de nyeste medicinpriser), hvilket vi så er i stand til at gøre hver 14. dag for eftertiden (nu skal vi bare have tid til at vurdere og sammenligne priser).

Nu har vi vores egen bærbare IBM ThinkPad, og "kobler os op" hver gang vi er på bygdebesøg, på stuegang på alderdomshjemmet eller til tværfagligt samarbejdsmøde på kommunen.

Endelig har vi indgået en forsøgsordning med DanNet i Danmark om overførsel af data via programmets edifact-facilitet, og vi overfører nu dagligt analyseresultater fra Statens Seruminstitut via en "elektronisk postkasse" og direkte ned i journalsystemet og videre ind på patientens laboratorieskema.

Indførelsen af edb på Qaqortoq Sygehus blev fulgt på observationsbasis af Leslie Larsen, en amerikansk Master of Public Health-studerende med norske aner. Hun har senere afleveret en rapport til direktoratet om forløbet. Hendes vurdering svarer i store træk til vores egen, og hovedindholdet skal kort gengives og kommenteres:

Generelt er der blandt personalet stor tilfredshed med edb-systemet, programmet opfattes som meget brugervenligt og journalsystemet vurderes i dag som meget mere velfungerende end det gamle papirsystem. Der er enighed blandt personalet om at en længere undervisningsperiode i indkøringsfasen og et basalt edb-kursus forud var ønskeligt.

Mere specifikt anføres det på "minussiden" det utilfredsstillende i, at der ikke er edb-arbejdspladser til fysioterapeut, sundhedsplejerske, hjemmesygeplejerske, jordmoder og de rejsende specialister. Der var i starten problemer med laboratorieanalysernes normalværdier, som vi selv måtte rette til. Laboranten fik et indtastningsarbejde, som hun ikke før havde haft, altså et merarbejde, som naturligvis er mindsket med rutinen, og som nu ikke længere er et problem. Sekretærerne fik i starten mere skrivearbejde, idet enkelte personalemedlemmer ikke indskrev notater selv, men kun en kladde. Til gengæld går alt skrivearbejdet meget hurtigere nu, der skrives kun kladder i bygderne, hvor bygdepersonalets notater sendes med posten til sygehuset og løbende indføres i journalsystemet af sekretærerne, og edb-systemet er en klar aflastning. Afdelingspersonalet manglede rutine i begyndelsen, men det er nu også datid.

Vedrørende edb-sikkerheden blev de forhåndenværende muligheder ikke udnyttet tilstrækkeligt, men der er jo også tale om en indkørings- og projektperiode.

Konkluderende anbefalede Leslie Larsen:

- at Æskulap indføres som edb-journalsystem

- at DSF bør indtage en større rolle i processen, idet vigtigheden af standardisering af blandt andet ydelser og laboratorieanalyser understreges

- et basalt edb-kursus til personalet forud for indførelsen af edb-systemer

- et "train the trainer" program med uddannelse af nøglepersoner, der så skal undervise kollegaer i systemet

- at edb-sikkerheden øges.

Her har vi forsøgt med lidt forskelligt. Som anført begyndte vi næsten fra starten på at registrere det totale ydelsestal fordelt på personalegrupper og dag- og vagttid. Efter at have oprettet ydelseskoderne afprøvede vi forskellige metoder, og det er selvfølgelig klart, at denne proces skal være så automatisk som mulig, ellers "glemmer" man nogle ydelser. Registreringen er nu efterhånden stabil, idet der er foretaget en tilpasning af programmet, så de fleste ydelser efterhånden kan registreres direkte fra tidsbestillingsmodulet.

I oktober startede vi så småt med at afprøve brugen af ICPC-klassifikationen. Lægerne indtastede i en måned koderne for kontaktårsag, undersøgelser, behandling og diagnose for gynækologiske og obstetriske patienters henvendelser. Tidsforbruget hertil i en presset hverdag er ikke ubetydeligt, men for en enkelt patientgruppes vedkommende kan det godt lade sig gøre - i en periode.

På Lægeklinikken i Nuuk har man en periode forsøgt sig med edb-registrering af sygeplejerskernes kontakter på edb, d.v.s. der foretages en kvantitativ sammentælling af ydelserne. Det kunne være ganske interessant at drage sammenligninger, og vi har derfor prøvet at sætte nogenlunde de samme ydelser på ICPC-koder. Vores plejepersonale indtaster nu en kode for hver af deres ambulante patientkontakter. Men vi kan fra vores journalsystem tilmed fremdrage lister over hvilke patienter, der har hvilke koder indskrevet i journalen. Der er således retrospektivt en mulighed for en kvalitativ vurdering af ydelserne.

I øvrigt indfører vi også i forbindelse med hver udskrivning WHO's ICD10-diagnosekoder i journalen. Det har ikke noget med projektet at gøre, og vi ved ikke, hvor meget vi kan bruge det til. Vi kan dog relativt enkelt fremfinde patienterne igen.

"Men bortset fra det, Fru Kammerherrerinde, så går det godt......"

Hvad er så ikke gået så godt? For det kan da ikke være lyserødt det hele?

Vi forkøbte os på en labelprinter til laboratoriet, den bliver næsten ikke brugt, men vi kan formodentlig anvende den til receptlabels - engang med tiden.

Som anført kneb det i starten med laboratorieanalysernes normalværdier, som vi ikke kunne få på diskette fra DIH, så der forestod et kedeligt rette- og indtastningsarbejde, som vi selv påtog os.

Patientregisteret fungerer udmærket, men der er enkelte mangler vedrørende adresser, familierelationer og børns cpr-numre, men det er vist mest et teknisk spørgsmål, der skal klares mellem Q-Data og Vendsyssel Data. Vi får en månedlig opdatering fra Q-Data, men opdateringerne skal endnu sendes via Vendsyssel Data før vi kan indlæse dem, og det er ikke tilfredsstillende.

Edb-sikkerheden er et centralt punkt, også i Leslie Larsen rapport. Vi har ikke udnyttet de eksisterende muligheder for at tildele loginnavne og passwords til forskellige personalegrupper og på forskellige niveauer. Grundtanken må være, at kun de der har tilladelse til at arbejde med journalerne skal have adgang til dem. Ubrugte, tændte pc'ere kan inaktiveres og reaktiveres med et enkelt, hemmeligt tastetryk, men vi er ikke gået så stærkt op i det. Det er vanskeligt at få disse ting med i en indkøringsfase, hvor det er andre problemer, der synes vigtige. Vi har heller ikke lås på journalnotaterne, men det er jo mest et teknisk problem, som Æskulap har løst udmærket andre steder. I øvrigt er der fra Sundhedsstyrelsens side intet krav om låsning af journalerne.

Hvordan så med teknikken, hvor mange gange er systemet "gået ned"? I skrivende stund - ingen. Gentager: vi har aldrig haft "sort skærm". Der har været nogle udskriftproblemer, som nu i det store og hele er løst, og enkelte har vi lært at leve med. Der er også gået et netkort i den gamle server, som nok på et eller andet tidspunkt må opgraderes, det er en 486-maskine med 16 MB RAM.

Formularkartoteket er ikke helt perfekt, men det er et spørgsmål om tilpasning.

Der kunne godt være lidt mere edb-diciplin fra alle andre end sekretærerne, hvad angår tekstbehandlingen i journalerne, men notaterne er i det mindste læselige nu, det var de ikke i kuglepennens tidsalder.

Journalsystemet er ikke opbygget til systematisk brug af sygdomsklassifikationssystemerner, selv om ICD10 og ICPC er lagt ind. Der er dog håb forude, idet Ascott Software/Vendsyssel Data arbejder med en ny journalversion med datafelter til indtastning, kodning og statistik.

Det har taget - og vil fortsat tage - lang tid inden brugen af medicinkartoteket og medicinregistreringen er optimalt indlært.

Det skyldes helt enkelt manglende tid, som ganske klart har været det største problem i indkøringsfasen: vi følte os lidt presset til at starte projektet i en ferieperiode; vores lægevikar meldte fra få dage før sin tiltræden, hvilket medførte 2- skiftet vagt for lægernes vedkommende den første halvanden måned og også senere hen på efteråret; begge sekretærer rejste deres vej midt i sommerperioden og sygeplejerskernes vikariater udløb; hjemmesygeplejersken rendte også af pladsen, og minsandten om ikke også patienterne krævede deres.

I øvrigt har vores samarbejde med direktoratet ikke været tæt nok. Vi har følt os overladt for meget til os selv.

Hvor mange millioner har det så kostet?

Vanvittigt billigt har det været, kun sølle 150.000 kr. kostede det for at starte projektet.

Og for disse penge plus en masse anstrengelser har vi fået et velfungerende og brugervenligt journalsystem, der relativt enkelt er tilpasset sygehusets behov, og som giver mulighed for at foretage de registreringer af ydelser m.m., der indenfor en overskuelig fremtid kan anvendes lokalt og centralt med henblik på sundhedsplanlægning, kvalitetsudvikling, kommunikation og forskning.

Vedlagte informative epistel har de grønlandske ugeblade Sermitsiaq og Grønlandsposten AG ikke villet bringe, hvorfor den nu er fremsendt til Nakorsanut som afslutning på en epoke i Paamiut.

Rygter i Paamiut siger, at chefdistriktslægen går på pension med udgangen af april 1997. Sandheden er dog, at stillingen fratrædes på foranledning af en kommunalpolitisk beslutning i Paamiut, som blev bragt til stadfæstelse i september 1996. Samtidig forlader også min hustru og fungerende sundhedsplejerske byen. Må jeg gratulere til den forestående normalisering af sundhedsvæsenet i Paamiut og tilføje nogle forklarende ord til de borgere, der måtte ønske at vide mere om, hvordan den af dem fremelskede situation er blevet til.

Ved min ansættelse i oktober 1992 var der til det politiske ønske om sundhedsmæssig servicering efter dansk målestok ikke ansat nogen sygeplejerske, af 4 normerede, og kun 4 af 11 sundhedsmedhjælpere. Det var ikke direktorates problem, men chefdistriktslægens - indtil jeg erklærede sygehuset for lukket efter 2 måneders forløb. Først da kom der vikarer. Sundhedsdirektoratet havde således straks fra starten set til, at den absolut mes håbløse udgangsposition blev skabt med henblik på servicering af borgerne. De troede jo - som så ofte før - at alle problemer ville være overstået med den nye læges ankomst.

I brev af 11.02.1993 inviterede Direktoratet for Sundhed og Miljø på opfordring af formanden for Landstingets Sundhedsudvalg, Peter Grønvold Samuelsen, samtlige sundjedsdistrikter til at udarbejde en liste over de problemstillinger, som distriokterne anså for vigtige. I svarbrev af 17.02.1993 gjorde jeg rede for, at sygehuset i Paamiut havde underbemanding på mellem 50 og 25 pct. af normeringen, at en ansat ved at udføre 2-4 personers arbejde uden mulighed for kompensatorisk frihed ville bringes på sammenbruddets rand, og at konsekvensen måtte blive en ændring af sundhedsvæsenets regionale serviceniveau.

Med dette formål for øje blev Landstingets Sundhedsudvalg bedt om at overveje muligheden at at komme nødstedte sygehuse til hjælp gennem følgende tiltag: (a) global oplysning om borgernes personlige ansvar for sig og sin families sundhed, (b) global oplysning om de realistiske forventninger borgerne kan stille til et nationaliseret sundhedsvæsen (ikke som det burde være, men som det er), (c) global og regional båndlægning af hetz fra presse og kommunale instanser mod det invalide sygehus.

Der kom ikke noget svar og den videre udvikling kom til at bekræfte mine værste forudanelser. For godt et år siden blev Sermitsiak bestseller på anonyme fantasier og regionalt dokumentfalsk. Det gjorde ikke indtryk på centraladministrationen, at Den almindelige danske Lægeforening ikke fandt nogen anledning til afskedigelse på baggrund af resultaterne fra direktoratets tilkaldte undersøgelseskommisioner.

Det måtte jeg akceptere, hvormed den sag skulle have været ude af verden.

Afslutningen er dog ikke blevet helt gnidningsfri

Min distriktslæge forlod allerede sin stilling i november 1996, da han var bange for at komme til at sidde alene tilbage. Der meldte sig ingen ansøgere til den ledige stilling. Ved min tilbagemelding på direktoratets forespørgsel om ønsker vedrørende ferievikar i 1997 stod det klart, at der ikke var nogen læger at vikariere for. Chefdistriktslægestillingen blev da omsider opslået ledig med ansøgningsfrist til 21.02.1997.

Men 3 uger før udløbstiden havde ingen ansøger meldt sig. Personalet blev bange. De var jo bekendt med årene før min tiltræden, hvor 3 chefdistriktslæger rejste på grund af dårlige arbejdsforhold, og 1 blev hetzet til afsked efter kort tids ansættelse. I øvrigt havde den aktuelt bærende del af personalet ikke været med til at ønske min afskedigelse.

Ved et grønlandsk personalemøde den 28.01.1997 sendtes da et forslag til Marianne Jensen, landsstyremedlem for Sundhed og Forskning, om min mulige forbliven som vikar i egen stilling til situationen blev afklaret. En opfordring, jeg selvsagt ikke ville sidde overhørig med mit kendskab til sygehuset, selv om jeg faktisk så frem til at komme levende ud af Paamiut. Svaret fra Martha Abelsen, direktør for Direktoratet for Sundhed og Forskning, blev et uforbeholdent nej under henvisning til, at sidst opslåede chefdistriktslægestilling havde haft 14 ansøgere, og at jeg havde haft tilpas mange klager (absurde, som jeg ikke har noget ønske om at skjule).

Som ventet i Paamiut kom der ingen ansøgere til chefdistriktslægestillingen. I stedet har direktoratet i det skjulte ansat en dansk praktiserende læge som vikar for 6 mdr., således forstået, at han ikke har taget nogen orienterende kontakt med sygehuset hverken før eller efter modtagelse af sit ansættelsesbrev.

Måske er den kommende læge helbefaren, måske ikke. Blot er jeg bekendt med det antal af forskellige lægefaglige kasketter, der skal hænge klar i Paamiut. Endvidere ved jeg, at denne kunnen i sig selv ikike er nok for at overleve som læge her. Alene den kroniske personalemangel er i sig selv nok til, at enhver patienklagenævnssag på forhånd er tabt. Dette perspektiv er yderst alvorligt set på baggrund af klagernes stigende tendens i Grønland, thi der er ingen hjælp at hente, hverken blandt kollegaer, i direktoratet eller i patientklagenævn. Emnet er tabubelagt. Skal læger med flere arbejdsår foran sig løbe denne risiko? Eller kunne forholdene i Paamiut (for ikke at undtage andre lokaliteter) måske passende have været brugt til at frempresse de stærkt påkrævede ændringer af krav til lægeligt virke på civilisationens overdrev. Eller sagt med andre ord: hvis borgere vil bo i Paamiut eller tilsvarende steder, må de affinde sig med, at sundhedsvæsenets ydelser er i overensstemmelse med forholdene, som der er, og ikke som de burde være (og åbenbart ikke kan blive).

Det er min faste overbevisning, af ingen læge med friere hænder af den grund vil forfalde til dårligt lægefagligt arbejde. Blot er det tanken, at tvinge politikerne ud af busken og bekendtgøre for befolkningen, at sygehuse af den og den kategori har et dertil svarende serviceniveau, som naturnødvendigt må være meget forskellige. Endvidere må det gøres klart, at intet sygehus (heller ikke i Danmark eller i noget andet land) kan få arbejdsro til mere nødvendigt lægefagligt arbejde, når sygehuset dagligt belejres med samme klienters stereotype småskavanker. Politikernes forstillende forførelse omkring borgernes krav på sundhedsydelser uden hensyn til det regionale sundhedsvæsens praktiske muligheder bør bringes til ophør. Borgere skal ikke have politisk støtte til at dirigere lægerne. Herved åbnes også en mulighed for, at talrige afslutningsværdige problemer på kysten ikke nødvendigvis skal henvises til DIH, der allerede er ved at lide kvælningsdøden.

Det havde været forfriskende og retfærdigt overfor lægestanden, hvis borgerne ville beskæftige sig mere med, hvad de faktisk får eller har fået og mindre med, hvad de ikke kan få. Eksempelvis har vi i Paamiut med 1/3 af personalenormeringen i årevis ikke haft lægefagligt uføre, men sikke en masse besvær vi har fået grundet nødvendigheden af at afpasse serviceniveauet derefter. Befolkningen hverken vil eller kan forstå det, men det er nu engang prisen for at satse på det mest nødvendige under en kronisk svær personalemangel. Havde vi ikke gjort det, ville såvel personale som befolkning have fået overlevelsesvanskeligheder.

Mon en sådan skæbne var blevet bedre tolereret af de utilfredse i Paamiut? 

Siden sidste nummer af Nakorsanut er der udkommet et fyldigt nummer af Medical Kamik Journal.

Informationsniveauet skulle således være ganske højt, men et og andet nyt er der da heldigvis også at berette.

Der blev afholdt bestyrelsesmøde i Nuuk d. 19/3 med Johnsen og Elisabeth med på telefonen. Dagsordenen var, jeg var lige ved at sige den sædvanlige, dvs der var ikke nogle store nye emner på programmet og de gamle ligtorne såsom boliger, bemandingssituationen mv har heller ikke fundet sin løsning. For bemandingssitua-tionen må man måske snarere sige tværtimod, idet en række gode erfarne kolleger denne sommer drager på et års orlov i Danmark. Vi frygter at ikke alle vender tilbage -for sådan plejer det at gå- men håber naturligvis, at de indser at de ikke kan undvære os.

Derudover er der et par punkter, som fortjener at blive nævnt:

John Lassen har fået vor hjemmeside færdig; så næste gang I logger jer på nettet skal I skrive:

Der er tidligere skrevet om den nye attest for ansatte i fiskeriindustrien; lægekredsforeningen er blevet kontaktet af Royal Greenland, som visse steder har haft svært ved at finde forståelse for at de rent faktisk er meget afhængige af, at deres ansatte har papirerne i orden. Jeg har fuld forståelse for at det kan være svært at finde plads til attestskriveri i en travl hverdag præget af vakancer, men jeg vil gerne opfordre medlemmerne til at bidrage til at denne samfundsopgave bliver løst. Attesten er honorarsat efter indgået aftale, og den nye pris pr 1. april burde snart dukke op i U.f.L.

Nuuk-delen af bestyrelsen havde d. 21 april møde med Direktøren og vi kunne også denne gang glæde os over at kommunikationen er fri og åben.

Der er fra Lægeforeningen kommet en række retningslinjer for behandling af kontingentsager; disse har været diskuteret på alle niveauer i foreningen og vil også være gældende her i Grønland. Der kan gives reduktion/fritagelse i en række situationer såsom indtægtsnedgang, ved orlov (barsel, uddannelse mv) sygdom mv. Interesserede kan få en kopi af retningslinjerne ved henvendelse til undertegnede.

Lægeklinikken, Nuuk

Et tværfagligt kursus for læger afholdtes fra 9.-12. april i Ilulissat overvejende med deltagelse af læger fra Danmark, og her var det væsentligst almenmedicinere, men også enkelte øvrige specialer var repræsenterede. Her kan bl.a. nævnes en rheumatolog og en almenmediciner, som hver især satte deres præg på diskussionerne. Ikke mindst det arbejdsmedicinske tema var interessant at diskutere, da denne synsvinkel sjældent diskuteres i grønlandssammenhæng.

Lad mig i dette referat af kurset tage udgangspunkt i evalueringen efter kurset, hvor en af deltagerne udtrykte, at hun havde lært mere om den grønlandske patient ved 2 x 2 timers hundeslædetur end af kursets faglige indhold. Dette begrundede hun i samtaler med hundeslædeføreren, hvor hun havde fået indgående indføring i grønlandske familietraditioner, kostvaner, fangerøkonomien og sygdomsmønstret hos den grønlandske fanger. En af baggrundene for den noget bastante udtalelse var bl.a. at en stor del af kurset var anlagt på katedrale forelæsninger og præsentation af en lang række fakta omkring det grønlandske samfund, den medicinske historie, det grønlandske sygdomsmønster, og samtidigt havde der været meget lidt plads til egentlige diskussioner og præsentation af den grønlandske patient set fra grønlænderens side.

Der blev også fra de danske deltageres side udtrykt et behov for en mere ligelig fordeling mellem læger fra Danmark og Grønland for på den måde at have fået en bedre diskussion af den grønlandske patient.

Når vi ser det fra Grønlands side, kan jeg kun være enig i denne betragtning, idet der i en diskussion med danske kollegaer omkring det grønlandske sygdomsmønster og den grønlandske patient dukker ganske mange ting op, som ses med nye øjne.

En meget god disskussion omkring brug af tolk samt fremlæggelse af et forskningsprojekt udført at Tine Curtis og Karo Thomsen omkring kommunikation og brug af tolk gav anledning til at se en lang række af de problemer, som kommunikationen med patienten kan give, og samtidig blev der peget på en øget indsigt og oplæring i dels brugen af tolken og dels uddannelse af både tolke og læger til denne situation.

Data fra den grønlandske sundhedsprofilundersøgelse belv fremlagt og diskuteret. Infektionssygdomme i Grønland blev fremlagt og diskuteret, herunder en god debat omkring vaccinationer, hvor det bl.a. blev nævnt, at slår man i Amerika op i udlandsvaccination, står der anbefaling omkring hepatitvaccine, hvis man vil besøge Grønland, en ting der nok er værd at diskutere og tænke over.

Pædiatrien havde også god plads på kurset.

Et bidrag til rekrutteringen

En vigtig dimension fra dette kursus er en god indføring af danske kollegaer til det grønlandske sundhedsvæsen, som jeg er helt sikker på vil fremme rekrutteringen, idet der ved evalueringen blev udtrykt en ganske stor interesse for en senere ansættelse i det grønlandske sundhedsvæsen. Kurset blev foreslået gentaget om 2-3 år, og øget deltagelse fra grønlandsk side kan anbefales. Jeg ser frem til at møde kursusdeltagerne som fremtidige kollegaer i det grønlandske sundhedsvæsen.

Kurset blev afholdt på Peqqissaanermut Ilinniarfik i november måned, og var en invitation til alle med interesse for, men uden særlig viden om, sundhedsforskning i Grønland og var delt op i en teoretisk del med en introduktion til sundhedsforskning, tidligere grønlandsmedicinsk forskning, lidt videnskabsteori, litteratursøgning med speciel relevans for Grønland, basal epidemiologi og statistik og en introduktion til kvalitative forskningsmetoder og til statistikprogrammer. Dels en mere praktisk del.

Vi hørte om andre begynderforskeres erfaringer og hvor vi arbejdede videre med egne projektideer i grupper sammensat efter interesseområder og forelagde vores ideer for den store gruppe. Det gav nogle gode diskusioner og en mulighed for at følge de andres projekter fra ide til færdig protokol.

Deltagerne var overvejende sygeplejersker, men også en enkelt læge, tandlæge og et par statistikere deltog. Kursusledelsen bestod dels af erfarne lærerkræfter fra Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE)'s Grønlandssektion med professor Peter Bjerregaard, Tine Curtis og statistiker Mette Madsen i front og dels af grønlandsk sundhedspersonale med forskningserfaring. Underviserne var alle til stede ved alle lektioner og bidrog med gode diskussioner og var vældigt engagerede som fødselshjælpere for vores projekter.

Kurset kan klart anbefales til alle

med ønske om at engagere sig i forskning, og selv glæder jeg mig til det

Grønlandsmedicinsk Selskab og Grønlands Lægekredsforening indbyder atter til konference om grønlandsmedicin i Grønland.

I 1991 og 1994 afholdtes de første to NUNA MED konferencer med 150-200 deltagere, fortrinsvis fra Grønland, men også forskere fra Danmark og enkelte fra Norge og Canada fandt vej til Nuuk.

NUNA MED må nu siges at være etableret som en fast tradition.

Formålet med NUNA MED '97 er i lighed med tidligere:

- at præsentere aktuelle grønlandske forskningsresultater,

- at sætte aktuelle grønlandsmedicinske forskningsspørgsmål til debat i et tværfagligt forum i Grønland,

- at fremme samarbejdet om sundhedsfaglig forskning i Grønland mellem faggrupper og mellem sundhedsdistrikter.

NUNA MED '97 bliver bygget op omkring en række workshops, der både giver plads for foredrag og mere dybtgående diskussioner. Der vil desuden være plenumforedrag og sessioner med frie foredrag, der ikke kan placeres under en workshop.

Konferencen finder sted den 7.-9. september 1997 i Grønlands nye kulturhus - Katuaq - og på Hotel Hans Egede i Nuuk.

Vi håber, at tilslutningen til NUNA MED '97 vil blive lige så stor som til de tidligere konferencer. Der er stadig behov for at styrke den sundhedsfaglige forskning i og om Grønland for derved at skabe bedre sygdomsbehandling, forebyggelse og sundhedsfremme.

Henvendelse vedrørende NUNA MED '97 kan rettes til:

Distriktslæge Thomas Stensgaard

Lægeklinikken i Nuuk

Postboks 1001

3900 Nuuk

tlf. 25111 ,fax 21104

eller

Prof. Peter Bjerregaard

Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi

Afd. for Grønlandsforskning

Svanemøllevej 25

2100 København Ø

Lægeklinikken, Nuuk

I den seneste måned har der i de danske og grønlandske medier været fokus på den traditionelle grønlandske kost og miljøgifte i Grønland.

Årsagen til denne mediebevågenhed er udsendelsen af et hæfte fra Miljø- og Energiministeriet i Danmark. Hæftet "Det Arktiske Dilemma, Miljøgifte i Grønland" fokuserer på resultater fra det arktiske miljøprogram AMAP.

I 1991 besluttede de otte arktiske miljøministre på initiativ fra Finland at udvikle et program til overvågning og vurdering af det arktiske miljø kaldet Arctic Monitoring and Assessment Program, AMAP. Dette er delt op i forskellige ansvarsområder med hver sit lederland. Der ses bl.a. på atmosfæren, havmiljøet, landmiljøet, ferskvand og floder. Programmet for den menneskelige sundhed i forhold til miljøet varetages af Danmark og Grønland som lederland.

Grønlandsk kost i miljømedicinsk vurdering

Hvilke initiativer er der da taget i denne forbindelse?

Den første fase af AMAP er nu overstået. Indenfor det humane område har man udvalgt regioner i de otte arktiske lande, hvor man nu har resultater omkring den humane belastning af tungmetaller og organiske klorforbindelser. For Grønlands vedkommende er de fire Diskobugtbyer udvalgt og sammenlignet med de øvrige arktiske lande.

Som tidligere undersøgelser af befolkningsgrupper og obduktionsundersøgelser viser også det arktiske miljøprogram, at der er en høj belastning af tungmetaller og organiske klorforbindelser i den grønlandske befolkning.

Med baggrund i disse målinger er der taget en række initiativer fra Direktoratet for Sundhed og Forskning i samarbejde med Center for Arktisk Miljømedicin ved Aarhus Universitet. Der er udarbejdet en bog, "Grønlandsk Kost, en Miljømedicinsk vurdering". Denne bogs sigte er at give en baggrund for forståelse af de vigtigste forureningsstoffers kilder, spredning og forekomst i fangstdyr og menneskers belastning samt at give en viden omkring de mulige langtidseffekter set i forhold til den grønlandske kosts gavnlige virkning på sundhedstilstanden i befolkningen. Bogen er skrevet til sundhedspersonale i Grønland for at give dem en basisviden til at yde en kvalificeret vejledning i kostvalg indenfor rammerne af den normale grønlandske kost, således at risici minimeres samtidig med at kostens sundhedsbefordrende og sociale aspekter bevares. Bogen er udarbejdet af Jens C. Hansen fra Center for Arktisk Miljømedicin i Aarhus.

Et andet initiativ er udarbejdelse af levnedsmiddeltabel for Grønland. Der er nedsat en styregruppe til at koordinere dette arbejde. I Grønland starter man med at udarbejde en fødevareliste over den grønlandske proviant, en liste der skal beskrive samtlige fødeemner i Grønland, deres fangst, udskæring, præparering, opbevaring og tilberedning. Sideløbende bliver der gjort en litteraturgennemgang for at skabe en database med nuværende tilgængelig viden omkring de arktiske levnedsmidler. Efterfølgende vil der blive lavet en egentlig levnedsmiddeltabel, hvorudfra der kan gives vejledning i kostvalg, ikke mindste til gravide.

Det tredie initiativ er tilrettelæggelse af et seminar for at afdække den sociokulturelle og sundhedsmæssige betydning af den traditionelle kost og at samle forskellige institutioner i Grønland, der hver især har viden omkring den traditionelle kost. Udover miljøgifte og næringsstoffer i kosten fokuseres der også på hygiejnen og smitsomme sygdomme.

Der er også etableret et tæt samarbejde med institutioner i Canada, bl.a. Center for Indigenous Peoples' Nutrition and Environment, hvor man har eksperter og hvor man samtidig har indsamlet en stor viden omkring den arktiske kost, som umiddelbart kan overføres til grønlandske forhold.

Jubilæumsmøde i Grønlandsmedicinsk Selskab

Den 17. april 1997 afholdt Grønlandsmedicinsk Selskabs lokalafdeling i Grønland sit møde nr. 100.

Det arktiske miljøprogram var på dagsordenen. Her blev der fortalt om erfaringer fra Norge, Rusland, Canada og Grønland, erfaringer som på denne måde gav deltagerne i mødet en stor viden omkring det samlede arktiske miljø og dets problemer og ikke mindst belyste dilemmaet mellem den sunde kost, som nu også indeholder miljøgifte.

Den næste fase af det arktiske miljøprogram blev i april måned diskuteret i Nuuk, hvor en ekspertgruppe med deltagere fra alle de otte arktiske lande deltog. Indstilllingen blev en fortsættelse af overvågningen, evt. i andre områder for at give et mere nuanceret billede af forureningen; eksempelvis kunne man i Grønland pege på Qaanaaq og Sydgrønland som mulige områder.

Årsagen til den fortsatte overvågning er naturligvis at kunne se en effekt af evt. forbud mod brug af miljøfremmede stoffer, som forhåbentlig vil blive et af resultaterne, når de arktiske miljøministre skal vurdere data fra miljøprogrammet.

Et andet indsatsområde blev diskuteret, nemlig at få mere viden omkring effekten af disse miljøfremmede stoffer, og at de enkelte lande indgår i et netværkssamarbejde omkring effektstudier. Mellem Canada og Grønland-Danmark er der allerede indgået aftale om en række samarbejdsstudier.

Ligeledes blev muligheden for at lave samarbejde omkring udarbejdelse af levnedsmiddeltabeller diskuteret, idet der ikke er de store forskelle mellem den traditionelle kost i flere af de arktiske lande, og for Grønlands vedkommende vil det være af stor betydning at kunne trække på den canadiske erfaring og videnindsamling.

Center for Arktisk Miljømedicin i Aarhus er centralt placeret i dette arbejde og har i den sidste treårige periode indgået i et direkte samarbejde med Lægeklinikken i Nuuk for på denne måde at få stor en erfaring her i Grønland og for at kunne varetage informationen og vurderingerne udfra et fælles grundlag.

Ligeledes er der et tæt samarbejde med Direktoraterne for Sundhed og Forskning samt Natur og Miljø, og i disse direktorater arbejder man på nedsættelse af et grønlandsk ernæringsråd.