Nakorsanut

Indholdsfortegnelse

Bladets adresse:

NAKORSANUT

att. Distriktslæge Birger Aaen-Larsen

Sygehuset , box 512

3920 Qaqortoq

tlf. 38211 - fax 38366

Udgives af Grønlands Lægekredsforening

Redaktion

Birger Aaen-Larsen (ansv.) - tlf/fax 37996

Laila Madsen -tlf 23651

Hans Chr. Florian - tlf 18320

Oplag 700

Tryk: Nuuk Offset ApS - 3900 Nuuk

ISSN 0904-2954 -Nøgletitel: Nakorsanut

Bladets indhold afgøres af redaktionen. Artiklernes indhold dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller lægekredsforeningens synspunkt, og redaktionens synspunkter er ikke et udtryk for lægekredsforeningens holdning eller politik.

Uden artikler intet blad, og derfor modtages indlæg til bladet meget gerne, også fra ikke-medlemmer. Artikler, der ikke er signerede eller er indsendt under pseudonym, optages ikke.

Indlæg modtages i enhver tænkelig læselig form, gerne elektronisk (diskette eller e-mail) skrevet i WordPerfect eller Word.

Dead-line næste nr.: 15. marts 1997

LEDER

Fra den nye redaktion skal der lyde en stor tak til den gamle for det arbejde, den har ydet. Et arbejde, der nok som oftest vil være forbundet med surt slid, og som man vist aldrig høster de store roser for. Sådan er det vel bare. Men måske var det en ide at betragte redaktionsjobbet som et slags borgerligt ombud, og dermed lade det gå på omgang. Hvorom alting er, så er der i høj grad brug for indlæg fra foreningens medlemmer - og også gerne andre - redaktionen betragter bladet som et medlemsblad, hvor indholdet er skrevet for medlemmerne, men bestemt også i stort omfang er skrevet af medlemmerne.

Et hovedemne i denne udgave er telemedicinen, som nu er "over os" i flere tekniske afskygninger. Telemedicin har vundet sit indpas adskillige steder i verden og kan vise sig at blive et særdeles vigtigt kommunikationsredskab for os i dagligdagen. Der gøres i dette nummer rede for planerne med det igangværende projekt og den tekniske side af sagen. Resultaterne får vi vel hen ad vejen.

Opmærksomheden skal henledes på de 3 synspunkter, der bringes i dette nummer. De berører alle på hver sin måde nogle meget centrale punkter i sundhedsvæsenets struktur og organisation, normeringsprincipper, det faglige miljø, bemandingssituationen og rekrutteringen. Redaktionen er enig med Finn Eldon i, at hans indlæg giver udtryk for nogle meget kontroversielle holdninger, men har alligevel efter intern drøftelse valgt at bringe artiklen uredigeret - som debatoplæg - idet den blandt andet rører ved noget centralt i rekrutteringsprocessen: stilles der relevante kvalifikationskrav til læger, der søger ansættelse i Grønland? Et andet relevant spørgsmål i den forbindelse er: kan man overhovedet få folk med disse kvalifikationer i faste stillinger? Man kunne jo også vende spørgsmålet om: hvad bydes der en læge på kysten?

Næste nummer af Nakorsanut kunne passende dreje sig om rekrutteringsproblematikken.

red.

TELEMEDICIN

Telemedicin er nu en realitet i Grønland

Af Karl O. Karlsen

Lægeklinikken, Nuuk

Som det måske vil være nogle bekendt, blev der tidligere i år på centralt niveau besluttet at starte et forsøgsprojekt i telemedicin i Grønland. Den direkte årsag var John Lassens præsentation af området ved den sundhedspolitiske konference i Ilulissat i marts, og i særdeleshed Tromsø-kollega Steinar Pedersens veloplagte indlæg om erfaringerne i Nordnorge.

John Lassen vil beskrive de overordnede linier andetsteds, jeg vil blot ridse hovedtrækkene i den nuværende struktur op.

Der køres p.t. et pilotprojekt om telemedicin i Grønland, som styres af et underudvalg af IT-udvalget. Dette består af 2 repræsentanter fra Tele Greenland, een repræsentant fra DSMF, samt John Lassen og undertegnede. Tele Greenland har stået for leverancer af ISDN-forbindelser samt videokonferenceudstyr, direktoratet har finansieret det endoskopiske udstyr, som er forudsætningen for en del af projektet.

Vi har valgt at forsøge at hente information vedr. følgende:

1. kommunikation internt i Grønland mellem et distriktssygehus og en tilhørende bygd,

2. transmission mellem distrikter i Grønland,

3. transmission mellem Grønland og DK. Som foreløbig eksponent for DK har vi valgt Rigshospitalet.

I princippet kan alle ovennævnte led opnå direkte forbindelse med hinanden. Der er opstillet udstyr til videokonference m.m. i Nuuk på Lægeklinikken og på røntgenafdelingen på D.I.H., i Qaqortoq samt i Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset). Desuden anvendes det i forvejen forhåndenværende udstyr på Rigshospitalet.

På distriktsniveau er intentionerne at vurdere værdien af almindelige transmissioner mellem Nuuk og Qaqortoq, evt. inklusive ad hoc transmissioner af endoskopiske sessioner mellem Qaqortoq og ØNH-specialisten i Nuuk (når vi er så heldige at have en sådan). Mellem Qeqertarsuatsiaat og Lægeklinikken foregår der både almindelige transmissioner af konsultationer - i stil med almindelig videokonference - hvor patienterne i bygden har lejlighed til at konfrontere lægen i Nuuk direkte på skærmen. Desuden er der placeret endoskopiudstyr (et stift laryngoskop samt et otoskop) i bygden, som stationssygeplejersken efterhånden er ved at få et godt tag på at bruge. Det samme udstyr findes som nævnt på lægeklinikken i Nuuk og i Qaqortoq. Endelig har vi forsøgt med et par overførsler til ØNH-afdelingen på Rigshospitalet fra Lægeklinikken, men tiden har ikke tilladt en opfølgning.

Der er desuden lidt tvivl om Rigshospitalets muligheder for at fortsat indgå i projektet, da ledelsen i første omgang kun havde godkendt en prøveperiode indtil 1.12. d.å.

Jeg har i det væsentlige koncentreret forsøget om kommunikation distriktssygehus/bygd, idet jeg her ser et meget stort potentiale for at forbedre kvaliteten af sundhedsydelserne i bygder og yderdistrikter. Vi har i skrivende stund ikke noget bearbejdet talmateriale, men har bestemt indtryk af, at projektet er blevet særdeles vel modtaget af bygdebefolkningen, og lægerne i Nuuk har fået et meget bedre grundlag for diagnostik og behandling. Vi har nu indarbejdet en fast konsultationstime een gang om ugen, hvor stationssygeplejersken samler problempatienter. I disse sessioner indgår undersøgelse med oto- og laryngoskop, idet sidstnævnte også er meget anvendelig til undersøgelse af hudproblemer.

Vil gevinsten retfærdiggøre investeringerne?

Det vil føre for vidt at beskrive forløbet i detaljer, men det er vigtigt at gøre sig klart hvad man ønsker med det nuværende pilotprojekt. For mig at se er det en hjælp til at besvare det vigtigste spørgsmål:

Vil gevinsten ved at indføre telemedicin generelt i Grønland retfærdiggøre de endog meget betydelige investeringer i anskaffelse af udstyr og ikke mindst drift?

Dette spørgsmål kan ikke på nuværende tidspunkt besvares kvalificeret. Der skal mere indgående analyser til, og det er tvivlsomt om det overhovedet for de deltagende læger kan lade sig gøre indenfor normal arbejdstid. Erfaringsgrundlaget er for lille, men personligt er jeg ikke i tvivl om at resultaterne indtil videre i hvert fald opmuntrer til en intensivering af afprøvningerne. Dette bør der kunne findes midler til.

Jeg vil opfordre alle som interesserer sig for området til at kontakte mig - ros og ris modtages med samme sind, og gode ideer med kyshånd. Helt til slut vil jeg ikke undlade at fremhæve Tele Greenlands meget store indsats og velvilje ikke mindst teknisk og økonomisk i alle faser af projektet. Uden den utrættelige medvirken fra deres side var vi nok ikke kommet meget længere end til snakken.

Pilotprojekt baseret på videokonferenceudstyr.

Af John Lassen

D.I.H., røntgenafdelingen

Den sundhedspolitiske konference, som afholdtes af lægekredsforeningen i Ilulissat marts 96, satte virkelig gang i det telemedicinske område i Grønland.

Udover at nævne overlæge Steinar Petersen fra Tromsø som en væsentlig faktor til, at den telemedicinske proces begyndte at komme i gang, skal jeg henvise til en mere fyldig redegørelse i den rapport, som er udkommet fra den sundhedspolitiske konference.

Fra medio august dette år har vi startet et pilotprojekt med fjerndiagnostik baseret på videokonferenceudstyr. Udstyret er stillet gratis til rådighed af Tele Greenland i forsøgsperioden. Desuden er der omkostningsfri afbenyttelse af telelinier internt i Grønland.

Der er opstillet i alt 4 anlæg:

Røntgenafdelingen D.I.H., Lægeklinikken i Nuuk, Fiskenæsset samt Qaqortoq.

Udstyret består basalt af et videokamera som kan fjernstyres, en 28" fjernsynsskærm samt den nødvendige elektronik til at komprimere og videresende signalet.

Af ekstraudstyr har DSMF bevilliget indkøb af i alt 3 endoscopiudstyr, hvormed undersøgelser indenfor området ØNH bliver mulige. Dette er et område, som man har meget gode erfaringer med i Nordnorge, og som bekendt også et højaktuelt område for Grønland.

Fiskenæsset og røntgenafdelingen er desuden blevet udstyret med et ekstra videokamera og Qaqortoq med udstyr til overførsel af eksempelvis røntgenbilleder.

Nota-Bene i Nuuk har desuden udlånt et videokonferenceudstyr af mærket Sony til røntgenafdelingen, således at vi også har mulighed for at afprøve forskellige mærker (Tele Greenlands udstyr er Tandberg)

Lidt om teknikken

Udstyret er baseret på et almindeligt videosignal, som bliver komprimeret og videresendt via en dedikeret datalinie - en såkaldt ISDN forbindelse. Alt hvad der fremstiller et videosignal og kan puttes ind i et fjernsyn, kan også behandles af videokonferenceudstyret. Det kan være videobåndoptager, videokamera, skoper af alle mulige slags ex. gastroskoper og otoendoskoper, laryngoskoper samt ultralydsundersøgelser af enhver art, herunder ekkocardiografi.

Et videosignal fylder umiddelbart en forfærdelig masse, hvis man skal sende det via en telefonlinie, og det er sådan set det essentielle i videokonferenceudstyret: det komprimerer signalet hos afsenderen og dekomprimerer signalet hos modtageren.

Båndbredden kan varieres fra en størrelse på 64 kb/s til 384 kb/s, hvilket svarer til fra 1 - 6 telefonlinier. Til billeddiagnostisk formål er man nødt til at bruge de 384 kb/s, men drejer det sig om konferencer kan man i princippet klare sig med mindre. Billedet bliver dog meget rykkende og det er generende at se på i længere tid.

De 4 steder er bl.a. valgt af hensyn til eksisterende telelinier. Mulighederne for at udnytte udstyret er talrige, men indtil videre har vi overførsel af ultralydsundersøgelser fra Qaqortoq til DIH, og fra DIH til RH.

I sidstnævnte tilfælde drejer det sig om ekkocardiografier. Fra røntgenafdelingen er der konference en gang pr. uge med RH om diverse undersøgelser. Da jeg ikke har speciel stor erfaring i børnethorax, er det et af områderne, som jeg vil satse på, og dermed ved samme lejlighed udnytte muligheden for egen efteruddannelse indenfor dette område.

Fiskenæsset har nu en ugentlig konsultationsdag, hvor patienterne kan komme "til lægen" via videokonferenceudstyret, med den lokale sygeplejerske som bisidder.

Der er indtil videre endog meget gode erfaringer med denne konsultationsform, ikke bare fra patienternes side, men også hvad angår stationssygeplejersken. På lægeklinikken er der en rotationsordning, således at alle lægerne kommer til at sidde i "den anden ende".

Det indkøbte endoskopiudstyr er udleveret til Qaqortoq, Fiskenæsset samt Lægeklinikken. Det er blevet leveret sent og vi er endnu ikke rigtig kommet i gang. Det kniber også lidt med organisationen af den nødvendige instruktion i brugen.

Teleradiologi på PC-basis

Til sidst lige et par ord om teleradiologiprojektet, baseret på PC-materiel.

Som bekendt for en del af jer, så har dette snart "kørt" i nogle år, og erfaringerne hvad angår stabiliteten har ikke været gode. Projektet er stort set gået i stå. En væsentlig årsag er den svigtende forbindelse via cc.mail - den elektroniske post som skulle sørge for transporten af billedfilerne.

Der er nu måske gode nyheder. Fra såkaldt pålidelig kilde angives det, at der skal oprettes et nyt elektronisk postsystem for kystens sygehuse, således at vi får det samme system både i direktoratet og perifert.

At det ikke har været sådan hele tiden kan man jo undre sig over. Men mere væsentligt: de nødvendige ressourcer til instruktion, og vedligeholdelse af systemet skulle nu blive bevilliget.

Jeg vender tilbage til de enkelte distrikter når dette er på plads. Stort set alle distrikter har nu en flatbedscanner, og har således mulighed for at sende røntgenbilleder til D.I.H.

Det eneste sted som p.t. sender røntgenbilleder via pc-er er Upernavik, og det sker via internettet. Dette er et spændende område i sig selv, jeg var faktisk indstillet på at vi skulle forsøge at få teleradiologiprojektet på sporet igen ved hjælp af dette, men nu ser vi lige hvad det bliver til med hjemmestyrets nye udspil omkring den fælles elektroniske post. (red.: det nye system Intra Net forventes indført i første halvdel af 1997 og har fælles telefon- og edb-kabel med større kapacitet for datatransmission).

Jeg ved der er en del distrikter, som har oprettet internetforbindelse, og I er velkomne til at kontakte røntgenafdelingen via denne forbindelse.

Adressen er lidt kompliceret, men her er den:

Enten til undertegnede:jl@shvnu.shv.gh.gl

eller til røntgenafdelingen:shvnu_rtg_alle@dih.qdata.gl

Ekkocardiografi via telemedicin

Af Per Baunsgaard

D.I.H., medicinsk afdeling

Som led i pilotprojektet med telemedicin blev der i august måned 1996 ved John Lassens mellemkomst etableret en kontakt til RH, cardiologisk afdeling.

Tele Greenland har stillet udstyret gratis til rådighed til projektet, som med hensyn til ekkocardiografi er planlagt til at vare et halvt år. Der er udvist stor interesse fra cardiologisk afdeling RH, der har stillet speciallæge Finn Nielsen til rådighed en gang om ugen en halv time uden beregning.

Der har siden første transmission kun været enkelte svigt p.g.a. presserende møder på RH, og een enkelt gang har teknikken svigtet, så forbindelsen ikke blev etableret.

Der er udfyldt et skema vedrørende hver enkelt patient, som er konfereret via telemedicin.

Første forbindelse var den 28. august. På dette tidspunkt fandtes der ingen læger på medicinsk afdeling med særlig erfaring i ultralyd endsige ekkocardiografi. Artiklens forfatter blev udnævnt "enstemmigt" til transducerfører, da jeg i en enkelt måned på kysten havde haft chancen for at begynde med ultralydundersøgelser af gravide, inden jeg forflyttede mig til Nuuk.

Det var med nogen nervøsitet hos mig, at den første forbindelse løb af stablen. Finn Nielsen var dog yderst forstående og behjælpelig. Med gode råd om projektioner og føring af transducer fik vi sendt brugbare billeder over Atlanten. På den måde kørte de første 4 forbindelser. Efter 1. oktober returnerede overl. Jens J. Kjærgaard, som er yderst fortrolig med ekkocardiografi. Han har kørt telemøderne siden da, og de har været brugt til findiagnosticering og afgørelse af, om patienten skulle til RH til operation eller supplerende diagnosticering.

Der har på nuværende tidspunkt været 18 patienter, hvor der er overført ekkocardiografi. Kvaliteten af billederne har været utrolig god, så det er virkelig noget, der har en fremtid. Diagnostisk har det været yderst tilfredsstillende. De patienter, der ved ekkocardiografi er vurderet til operation, er blevet det på den transatlantisk stillede diagnose.

Jeg havde selv i starten en patient, som vi kontrollerede efter en cardiomyopati, som hun havde fået i forbindelse med svær præeklampsi. Hun var stadig i behandling med ACE-hæmmer. Klinisk, på EKG og røntgen var der ingen indikation for fortsat behandling. Imidlertid kunne Finn Nielsen via telemedicin se, at hun ikke havde en optimalt fungerende venstre ventrikel og foreslog yderligere et halvt års behandling med ACE-hæmmer.

Vi ved ikke i øjeblikket, hvad der sker, når det første halve år er gået. Man må håbe, at DSMF og Landstinget synes, det skal køre videre. Jeg tror personligt ikke, at der spares penge, men kvaliteten af patientundersøgelse og behandling vil blive bedre. Der vil dog være tilfælde, hvor vi efter konferering kan undlade at sende patienter til DK, hvor det tidligere har været nødvendigt for at få en ekkocardiografisk vurdering.

Behovet for telemedicinsk overført ekkocardiografi vil klart være mindre i det halve år, hvor Kjærgaard er her, men det vil ikke være tilfredsstillende, at der er et halvt år, hvor medicinsk afdeling på D.I.H. ikke kan vurdere patienterne ekkocardiografisk.

SYNSPUNKT

Normeringsprincipper

Af Lars Klenow

Qaqortoq

Dette indlæg skulle have været bragt ved direktoratets ledelseskonference i november måned, men vejrgudernes lunefuldheder medførte, at de sydgrønlandske deltagere først nåede frem til den afsluttende festmiddag.

Man må forsøge at definere hvad befolkningen som minimum har krav på af sundhedsydelser, og når dette er defineret så koble det sammen med nogle fornuftige normeringer.

Grønland er opdelt i 16 kommuner, og en af de måder man opfatter en kommune på er, at den i hovedbyen fysisk er i besiddelse af et sygehus. Dette fremgår for eksempel af landstingsdebatten om Kangatsiaq. Imidlertid har det vist sig tiltagende problematisk at sætte lighedstegn mellem det at have nogle bygninger, der er beregnet til sygehusdrift, og så det faktisk at have et fungerende sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsnet i Grønland og Danmark er karakteriseret ved, at befolkningen ikke har krav på et veldefineret minimumsydelsesniveau. Dette står i kontrast til f.eks. socialvæsnet, hvor enhver kan gå til kommunen og få præcis besked om, hvad man har ret til. Det ville være utænkeligt at lovbestemte ydelser her kunne svinge i takt med forbruget til f.eks. handicapforsorgen. Traditionelt har man henvist til, at man tilstræber at give samme service her som i Danmark. Dette udefinerede niveau har aldrig været koblet sammen med normeringen ved sygehusene. Tværtimod var denne i statens tid stort set bestemt af traditioner og de enkelte sygehuses antal kvadratmeter. Dette medførte at de store sygehuse som Qaqortoq og Aasiaat var meget velbemandede, mens f.eks. Ilulissat havde en forholdsvis ringe bemanding.

Så længe som budgetterne stiger år for år er ydelsesniveauet ikke så problematisk, da man kan regne med at tage de aktiviteter op, der trænger sig på i nær fremtid. Imidlertid vendte dette billede for nogle år siden, idet man da så sig nødsaget til at reducere bevillingerne til distrikterne. Midlet til at opnå retfærdighed i tilgængeligheden af sundhedsydelser var nu "nøgletal" og lighed i økonomisk tildeling baseret på forholdstal til befolkningsstørrelsen, men fortsat uden relation til ydelsemønsteret. I starten blev disse tal brugt til at finde den mindste fællesnævner for drift, og dette tal blev herefter brugt som den gyldne norm for hele kystens budget. Udmeldingen var sædvanligvis et sparekrav udmøntet i et procenttal, der skulle spares ind, uden at man centralt ville diskutere, hvad dette måtte betyde for tilbudet til befolkningen. En metode man ofte betegner som "salamimetoden".

Som en konsekvens af dette udmeldtes der i efteråret 1995 en nedskæring på 5 lægestillinger og et større antal sygeplejerske- og sundhedsmedhjælperstillinger. Det tilgrundliggende normtal var øjensynligt fremkommet efter en vurdering af den økonomiske ramme, helt uden at diskutere kystsygehusenes daglige funktion.

Rapport fra arbejdsgruppen

Som følge af debatten der opstod i kølvandet på specielt reduktionen i lægestillinger nedsatte landsstyremedlem Marianne Jensen en hurtigt arbejdende gruppe, der i løbet af januar 1996 udarbejdede en rapport angående normeringsprincipper.

Det vigtige i rapporten er ikke de detaljerede tal den fremkommer med, men det skift i normeringsprincip, som den lægger op til. Den grundliggende ide er, at der skal være faguddannet personale til at udføre de enkelte specialfunktioner. Hvis man ønsker en specialfunktion udført, må man herefter være villig til dels at normere sygehuset til denne funktion og efterfølgende forpligtet til at skaffe kvalificeret personale. I de tilfælde hvor stillingen ikke kan besættes indenfor overenskomsten, er der 2 muligheder: enten kan overenskomsten betragtes som minimumskrav fra den ansattes side og man kan øge de tilbudte goder indtil der haves en kvalificeret ansøger, eller funktionen kan nedlægges og overføres til et sygehus, hvor de pågældende stillinger er besatte.

I arbejdsgruppen valgte vi først at se på grundnormeringen i et 2-lægedistrikt. 1-lægedistrikter blev valgt fra, fordi disse er væsentligt forskellige fra de øvrige distrikter, dels i befolkningsunderlag og dels i geografisk beliggenhed, således at de efter vores opfattelse må behandles individuelt. Men dette gav den snævre tidsfrist os ingen mulighed for.

Grundnormeringen forsøgte vi at anslå ud fra de basale funktioner, der afgør om der overhovedet er tale om et sygehus, nemlig:

- almen medicin

- lægeligt medicinsk/kirurgisk døgnbe redskab

- anæstesi

- fødselsbetjening

- laboratorium

- røntgen

- apotekervirksomhed

- sygepleje døgnet rundt

- køkken, vaskeri, rengøringsfunktion

- teknisk/portør funktion

- service til transitpatienter

- administration.

Det er en oplistning af de kurative funktioner, hvor vi er helt klar over, at de forebyggende aktiviteter er valgt fra. Det betyder ikke, at disse funktioner ikke skal udføres, men blot, at et bortfald af de profylaktiske funktioner ikke automatisk betyder, at sygehusfunktionen er ophørt.

Personlige betragtninger

Der er ikke eksplicit nævnt i rapporten, hvordan man skal forholde sig til dette at have ubesatte stillinger i nøglefunktioner. Jeg mener det må medføre, at hele stedet må omdefineres. Det vil sige at den i dag værende praksis, hvor man mere eller mindre heroisk forsøger at opretholde skinnet af at være et fuldt fungerende sygehus, ikke kan fortsætte. Hvis der tilbydes befolkningen stort set uændrede behandlingstilbud ved vakante stillinger, er der en ikke ringe risiko for at yde suboptimal behandling. Vi må indse, at "wild west-tiden" er forbi, man høster ikke ros for at gå langt over grænsen for sine muligheder, men løber tværtimod en stor risiko for at havne i en klagesag.

Jeg kan eksemplificere det ovenfor omtalte ved at beskrive begrebet fødested:

De fleste kan blive enige om, at et fødested er et sted hvor der findes kvalificeret personale oplært i fødselshjælp. Det vil sige, at der ikke blot kan foregå ukomplicerede fødsler, men også foretages igangsætninger med S-drop, forløses tvillinger, bedømmes risikofaktorer i graviditeten, og ved afvigende fødselsforløb skal der kunne gribes rettidigt ind, eventuelt med alternativ fødselsmetode. Dette kræver foruden en uddannet jordemoder også operationshold, narkose og laboratorium.

Konsekvensen af ikke at opfylde de bemandingsmæssige krav må som ovenfor omtalt herefter være en nedgradering af fødestedet. Denne nedgradering må være offentligt kendt, og medfører reelt et frit sygehusvalg. Ønsker den gravide fortsat at føde på det lokale sygehus, hvor der f.eks. hverken er jordemoder eller narkose, skal hun bekræfte, at hun er villig til at løbe risikoen. Både DSM og de sygehusansatte vil herefter arbejde under forhold, som man politisk og eventuelt retsligt nemmere kan gennemskue. Yderligere opnås det, at den forskel, man i øjeblikket oplever i den fagligt acceptable standard på D.I.H. og det der vurderes som acceptabelt på kysten, mindskes.

Jeg vil foreslå, at man finder nogle veldefinerede standardbetegnelser, der karakteriserer de faldende muligheder for behandling, eksempelvis:

1. sygehus med fødested

2. nødsygehus med/uden fødested, med/uden fuld narkose

3. lægestation med/uden døgnberedskab

4. sygeplejestation med/uden døgnbe redskab

5. sundhedsstation

6. medicindepot

og for hver af disse kategorier skal der fastsættes en minimumsnormering og et standardinstrumentarium.

Ud over nedgradering vil jeg finde det fornuftigt, at man også kunne opgraderes efter hvilke muligheder, der er på de enkelte steder. Det vil sige, at stedets funktion f.eks. ikke blot graderes efter det numeriske antal læger, men også efter hvad der eventuelt måtte findes af ansatte speciallæger. En fleksibilitet til at kunne bevilge hjælpepersonale og en instrumentpool til anvendelse på kysten er en forudsætning for dette.

Og lidt til politikerne

Arbejdsgruppens rapport afsluttes med blandt andet at fremhæve:

- at det må herefter være en politisk beslutning, hvilke funktioner man vil have, at sundhedsvæsnet udfører, og hvor man ønsker at kunne give de respektive tilbud, samt en økonomisk konsekvensberegning af at centralisere/regionalisere behandlingstilbudene,

- at fremtiden må være, at normeringerne afhænger af de politisk satte ydelsesmål,

- at der indføres en standardisering i patientbehandling, så der opnås ensartet kvalitetsniveau uafhængig af patientens bosted,

- at muligheden for "bloktilskud" for de enkelte distrikter undersøges.

Hvad kræves der af en læge på kysten?

Af Finn Eldon

Lemvig Sygehus

Gennem årene er jeg ofte blevet stillet det spørgsmål af danske læger, som kunne tænke sig at prøve kræfter med Grønland. Jeg har altid svaret efter bedste evne og erfaring, og kan i dag glæde mig over at have vakt tilstrækkelig interesse til, at en lille håndfuld kollegaer er søgt herop. Selv er jeg mange gange vendt tilbage til Grønland, og i dag har jeg æren af at være kontaktperson i Ringkøbing Amt i netværket til rekruttering af læger til Grønland. Det er udfra denne post, at nærværende artikel er blevet til.

Det har længe undret mig, at det gang på gang ikke lykkes hverken Direktoratet eller det faglige bedømmelsesudvalg at ansætte de rette folk. Dertil er eksemplerne alt for mange til, at man blot kan tale om "en enkelt smutter". Dette sagt velvidende, at der i dag er lægemangel i Danmark, og det derfor under alle omstændigheder er vanskeligt at få læger herop. Men man kan da i det mindste forlange nogle minimumskrav.

Emnet er kontroversielt og jeg forudser skarp modstand blandt enkelte eksisterende grønlandske kollegaer, men det får nu være; emnet er for vigtigt til af den grund at tie. Hvis den grønlandske befolkning løbende skal modtage en tidssvarende og fagligt forsvarlig lægelig behandling, må lægerne også kunne honorere nogle basale krav.

Negativlisten

Lad mig starte med en negativliste, som uanset om der er tale om en distriktslæge eller chef- ditto lyder som følger:

Der er ikke brug for en læge, der ikke kender sine egne faglige grænser og som derfor reelt eksperimenterer med patienterne, især da ikke, når der er tale om kirurgiske indgreb. Der er heller ikke brug for en læge uden praktisk sans, og en mangeårig ansættelse på et eller andet stort universitetshospital eller institut er derfor som regel ikke nogen positiv kvalifikation. Mængden af skriftlige arbejder har ingen relevans i Grønland. I forlængelse hermed bør man vare sig for læger med alt for speciel og ensrettet en uddannelse; det viser sig ofte meget svært for de pågældende at håndtere de mangeartede tilstande, som den grønlandske læge dagligt præsenteres for.

Og ofte dukker der et eller andet "lig i lasten" op, som den egentlige baggrund for, at en højtuddannet speciallæge søger til Grønland: personlige problemer, økonomiske, alkoholisk deroute, you name it.

Endelig er der ikke brug for megalomane små konger, som misforstår titlen chefdistriktslæge. Denne post er rent administrativ, med hovedreference til Direktoratet, og man må således være i stand til skarpt at skelne mellem rollen som læge og rollen som administrator.

Urealistiske krav i stillingsopslagene

Men hvad er det så, der er brug for? I stillingsopslagene har det længe været defineret således: "Der søges en læge med autorisation til almen praksis eller med speciallægeanerkendelse i et praksisrelevant fag. Kirurgisk og eventuel anæstesiologisk erfaring er ønskelig. Endvidere kræves gode samarbejdsevner."

Det lyder altsammen meget smukt, og hvis det blot var sådanne læger man fik, så skulle det nok gå. Men som jeg skrev i "Ugeskrift for Læger" tilbage i juni 1992, så er kravene i stillingsopslagene langt fra realistiske: dagens praktiserende læge i Danmark kan ikke operere, og da slet ikke bedøve; disse funktioner er han ikke uddannet til. Omvendt findes der i dag ikke speciallæger i noget fag, det være sig nok så praksisrelevant, som også vil kunne dække bredden i det grønlandske lægearbejde, jvf. førnævnte. En øre-næse-halslæge, f.eks., kan nu engang ikke lave en abort!

Så i stedet for at låse sig fast på nogle formelle uddannelsesmæssige krav mener jeg, at man i langt højere grad må se på, hvad den enkelte læge før har lavet. Hvad er hans løbebane, hvad kan han egentlig og - ikke mindst - hvordan har han fungeret tidligere? Ring og spørg! Mangler lægen - som så i øvrigt måtte findes egnet - noget i at færdiggøre en speciallægeuddannelse, så bør man ansætte alligevel, og så hjælpe ham med at blive færdig.

Kvalifikationskrav

Skulle man nu lave en positivliste for krav til læger, som skal fastansættes på kysten, kunne den passende se sådan ud:

Fagligt:

- lægen skal kunne passe et ambulatorium omfattende en bred vifte af kliniske tilstande, med særlig vægt på gyn/obs

- passe en fødsel og gribe ind, når det er påkrævet (stimulation, vacuumextr., akut sectio, fjerne fastsiddende moderkage, m.v.)

- være kirurgisk minded med bred skadestueerfaring, incl. være i stand til at behandle almindelige knoglebrud, men også kunne skelne de brud som kræver operation og derfor overflytning

- foretage som minimum følgende akutte operationer: appendectomi, sectio og eksplorativ laparotomi (extrauterine graviditeter, ileus m.v.)

- udføre planlagte indgreb som abortus provocatus og fraktioneret abrasio

- behandle akutte medicinske og psykiatriske tilstande, og i øvrigt konferere/henvise, når påkrævet

- udføre anæstesi: som minimum må man kunne lægge en spinal, mindst en af de i distriktet ansatte læger skal også kunne give generel anæstesi. (klassisk eksempel: barn med appendicitis og samtidigt dårligt vejr i distriktet).

Administrativt:

- er man ansat som chef er der kun ét krav: man må være respektabel. D.v.s. at man må kunne vise "hvilken vej skibet skal sejle", således at ingen er i tvivl, og samtidigt må man være i stand til overfor personalet at indgyde en klar følelse af, at alle arbejder for samme sag: den bedst mulige patientbehandling under de givne vilkår

- chefens rolle er derfor uhyre vigtig og helt afgørende for, om det bliver en god arbejdsplads. Han skal være fagligt velfunderet og derudover besidde lederevner. Deri ligger også evnen til at kunne vedgå sig egne svagheder og derfor uddelegere det, som andre kan gøre bedre (f.eks. økonomistyring, patientregistrering o.m.a.).

Generelt:

- må lægen besidde et åbent sind, parat til at acceptere og leve sig ind i de særlige grønlandske livsvilkår

- endelig må man udstråle empati og være tillidsvækkende. Det skal være sådan, at du kan se patienterne i øjnene, når du møder dem på gaden eller i KNI, og de skal også være glade for at se dig!

Jeg er overbevist om, at hvis man spørger nogle af "de gamle" og vellidte distriktslæger, som har fungeret heroppe og leveret et stort og godt stykke arbejde, så vil de nikke genkendende til det meste af ovenstående. De vil også kunne bekræfte, at den beskrevne ønskede lægetype (stadig) findes. Men hvis Grønland vil vedblive med at kunne glæde sig over dygtige og vellidte læger, synes tiden inde til en særlig indsats. Rekrutteringsnetværket i Danmark er et skridt på vejen, men Direktoratet må nødvendigvis bakke op og stille sig mere kritisk end tilfældet er i dag.

Jeg vil foreslå, at en regelret ansættelsessamtale samt åben kontakt til tidligere arbejdspladser bliver to hjørnesten i enhver nyansættelse af en distriktslæge på kysten, med udgangspunkt i nogle reelle kvalifikationer, som her skitseret.

Forfatteren oplyser: kandidat fra V 81, speciallæge i almen medicin, kirurgisk sygehuslæge på Lemvig Sygehus. Har arbejdet som distriktslæge i Grønland siden 1985, med ialt godt 6 års erfaring fra følgende distrikter: Maniitsoq, Ilulissat, Qaqortoq, Narsaq, Ittoqqortoormiit, Upernavik og Nanortalik - i de tre sidstnævnte distrikter som fungerende chefdistriktslæge.

Tanker omkring somatisk institusjons-helsetjeneste på Grønland

Af Bjørn Høivik

D.I.H., overlægevikar kirurgsik afdeling, sommeren 1996

Kolleger ved D.I.H. har anmodet meg om å sette ned på et papir de inntrykk - jeg som kommer utenfra - hat etter tre måneders virksomhet på Grønland.

Bakgrunnen er erfaring fra klinisk arbeid, helseledelse og administrasjon innen Norge og i internasjonal sammenheng. I stor grad har jeg vært engasjert i oppgaver som gjelder "utkantstrøk". De sidste årene har jeg vært engasjert i organisasjonsutvikling og endringer i strukturen av et sentralsykehus i Norge. Samtidig har samarbeid og oppgavefordeling mellom fylkessykehus og regionssykehus i regionen vært en vesnetlig utfordring.

Personlige tanker

Dette notatet er personlige tanker som kanskje kan vise kolleger enkelte tjenlige innfallsvinkler. Tre måneder er alt for kort tid til at gjøre seg endelige oppfatninger. Det kan kun bli foreløpige inntrykk.

Helsetjenesten på Grønland skal tjene en liten befolkning spredt over et meget stort område. Kommunikasjonene kan mange ganger være vanskelige. Dette er alene en stor utfordring for ledelsen av helsetilbudet her i landet. Helsetjenesten må imidlertid også forholde seg til den medisinske utvikling som har skjedd de senere årene. Det er skapt en ny situasjon, som også vil få følger for Grønland.

En ny situasjon

For ikke alt for mange år siden var en lege utlært for et helt livs legegjerning når han forlot universitetet. I dag er livslang læring og ajourføring av kunnskapene en forutsetning for å kunne fungere som lege. Det er nødvendig å arbeide i et miljø som sikrer supervisjon og kontroll med denne faglige utviklingen.

Innen de operative fag er det de siste årene lagt frem økende dokumentasjon for sammenhengen mellom volum og kvalitet, dvs at "øvelse gjør mester". Samtidig er det skjedd en økende spesialisering, slik at generell/almenkirurgi har mistet sin tyngde som egen spesialitet. "Monospesialitetene" overtar (en monospesialist arbeider bare innen sin egen grenspesialitet, ved avdelinger hvor man kun behandler pasienter med den aktuelle sykdomsgruppen).

Man kan beklage at almenkirurgen eller den generelle kirurgen blir borte og ønske ham tilbake - det hjelper bare så lite.

Nye behandlingsmetoder forutsetter høyt utviklet teknologi med kostbart utstyr og spesielt utdannet personell til å betjene innviklet apparatur. De store kostnadene nødvendiggjør en økonomiskeffektiv utnyttelse og et tilstrekkelig stort pasientgrunnlag til at dette blir mulig.

Følgen av dette er at stadig flere behandlingsopgaver samles på færre steder, en sentralisering.

De kirurgiske fag er her brukt som illustrasjon, denne utviklingen skjer imidlertid, i større og mindre grad innan alle deler av helsetjenesten.

Det er kjent for de fleste, at i de "gode, gamle dager" sto leger og annet helsepersonell til disposisjon døgnet rundt, uten at forvente noen godtgjørelse for denne beredskapen. I dag setter også helsepersonel grenser mellom sit yrkesliv og sit privatliv. Det aksepteres ikke lenger at man frivillig skal være til disposisjon døgnet rundt, 12 måneder i året. De færreste leger vil f.eks. delta i vaktordninger, hvor de er bunnet oftere enn hvert 3. eller 4. døgn. Beredskap for akuttbehandling krever derfor at minst 3-4 spesialister innen samme fagfelt erbeider sammen. Disse må alle sikres daglige arbeidsopgaver, det vil si et tilstrekkelig antall pasienter - igjen et forhold som fremmer sentralisering. Rekruttering av en spesialist angår ikke bare spesialisten, man skal i de fleste tilfeller rekruttere en hel familie. Ektefellen eller partneren har i dag sin egen yrkeskarriere å ta hensyn til. Barn skal have plass i barnehave eller gå på skole. Det skal tas hensyn til hele familiens behov for bolig og andre ønsker.

Noen problemområder

D.I.H. fungerer i dag ikke som en organisasjon hvor alle medarbeidere har samme forståelse av et felles mål og står sammen i felles innsats mot dette målet. Hospitalets drift har omfattet flere prosjekter. Dette er etter min erfaring oftest en lite gunstig arbeidsform. Utenforliggende interesser blir lett bestemmende for prioriteringer, idet prosjekter i større eller mindre grad legger beslag på ressurser som er nødvendige for den vanlige driften.

Misforhold mellom behov og behandlingskapasitet fører til voksende ventelister og at pasienter i økende grad sendes til Danmark for behandling. En trang økonomisk ramme søkes bedret ved å redusere behandlingskapasiteten. Kvalitetssikring er en ikke-prioriteret oppgave. Det faglige miljøet ved hospitalet svekkes. Det er vanskelig å rekruttere og sikre bemanning med tilfredsstillende kvalifiserte spesialister. Det gir liten faglig ansiennitet å arbeide ved D.I.H., dvs at en spesialist etter tjeneste ved D.I.H. vil få problemer om han ønsker å flytte til Danmark.

Sykehusene langs kysten mangler også spesialister, i beste fall er stillingene i perioder besatt med vikarer. Dette har ført til at flere almenleger gir uttrykk for utrygghet med henblikk på akuttopgaver. Flere almenlegestillinger er det problematisk å få fast besatt. Den vanskelige bemanningssituasjonen ved D.I.H. gjør at service og assistanse til kysthospitalene ikke blir så god og utstrakt som det er ønskelig.

Hvilken retning velger helsetjenesten?

Spørreundersøkelsen som er publisert av professor Bjerregård og hans gruppe, viser at en stor del av befolkningen på Grønland ikke er klar over hvorledes helsetjenesten fungerer. Mange synes å mangle forståelse av hvorledes opgaver og behandlingskompetanse er fordelt mellom de ulike institusjonene. Der er lite kjennskap til hvilket behandlingstilbud den enkelte pasient kan forvente og hvad han eller hun kan ha et rettmessig krav på. Helsemyndighetene har ansvar for å informere befolkningen om dette og om hvilket ansvar den enkelte har for sin egen helse. Med bakgrunn i den generelle utvikling innen medisinen vil kravene til helsevesenet øke i tiden fremover. På Grønland vil befolkningen trolig stille krav til en behandlingskvalitet som nærmer sig hva man f.eks. gjør i Danmark.

I dag synes det å være få som retter søkelyset mot kvaliteten av den behandling som gis av helsevesenet. Et helsetilbud som ikke oppfyller de krav som stilles, vil bli lite brukt. Resultatet kan bli at man i økende grad forlanger seg behandlet annet steds, i første rekke Danmark. Akutte tilstander vil måtte bli tatt hånd om av det helsevesen som "er igjen".

Utviklingen som er skissert her kan gå hurtigere enn man aner. Når spesialister slutter, f.eks. går av med pensjon eller flytter tilbake til Danmark, vil det kunne by på problemer å rekruttere nye.

Ut fra erfaringer hittil er det ikke realistisk å anta, at Rikshospitalet i København vil kunne ta ansvar for bemanningen ved helseinstitusjonene på Grønland. Man kunne kanskje tenke seg å basere driften på vikarer for kortere perioder. Det ville føre til en meget kostbar og lite tjenlig helsetjeneste.

Grønlands helsetjeneste og medisinske institusjoner trenger en konkret målsetting. Målsettingen må være realistisk og man må kunne holde resultater opp mot målene som er satt. Budgettering, økonomistyring og målsetting må forholde sig til hverandre.

Personalpolitikken må sikre rekruttering av spesialister med stor faglig tyngde. Det faglige miljø på Grønland er fattig. Signaleffekten ved at et professorrat i arktisk medisin legges til Danmark er trolig stor. Det kan gi inntrykk av at man selv på Grønland ikke satser på sitt eget fagmiljø. Meget ligger imidlertid vel tilrette for forskningsaktiviteter på Grønland.Det gjelder blant annet helsetjenesteforskning, hvor resultatene får praktiske og målbare konsekvenser. Det kan med fordel etableres samarbeid med lignende akademiske på Nordkalotten.

Det vil være fordelaktig - og fullt mulig - å legge deler av den kliniske medisinerutdannelsen til Grønland. I sammenheng med utdannelse på universitetsnivå faller det naturlig å se utdannelse innen andre helsefag, som sykepleie, legesekretærvirksomhet mm.

Hvis utviklingen fortsetter som hittil, er det sannsynlig at strømmen av pasienter som henvises til - eller selv søker - behandling i Danmark øker. Samtidig øker problemene med å rekruttere kvalifiserte leger til Grønland, med de konsekvenser dette får for pasientbehandling og kvalitet.

FRA BESTYRELSEN

Bestyrelsesmøder

Af Thomas Stensgaard

lægekredsforeningens formand

Bestyrelsen har i efteråret holdt 2 møder.

Medio oktober holdt vi et stort møde, hvor hele bestyrelsen var samlet i Nuuk i 2 dage; det gav os dels lejlighed til grundigt at få gennemdiskuteret en del af de problemer, som optager foreningens hverdag. Derudover gav det os lejlighed til i samlet trop at møde vores nye direktør Martha Abelsen og kontorchef Kirsten Frost.

Dette møde var vellykket og det er planlagt fremover at blive gentaget med 3-4 mdrs mellemrum, hvor vi så vil have lejlighed til uformelt at drøfte nogle af de mest aktuelle problemer i sundhedsvæsenet, og - ikke mindst - at forsøge at skitsere, hvad vi forestiller os kan blive vigtige emner fremover.

Primo december havde vi et almindeligt bestyrelsesmøde, dvs. et møde i Nuuk, hvor Johnsen i Maniitsoq var med på telefonen, - Elisabet var på ferie.

Vigtige emner på møderne har været:

1. Den kommende overenskomstforhandling, hvor forarbejdet er i fuld gang. Der har været møde i Grønlandsudvalget i Domus Medica og vort overenskomstudvalg er sammen med Peter Mortensen og Lotte Allin ved at udarbejde vore krav. Ambitionen er at forhandlingerne denne gang ikke skal afsluttes med et års forsinkelse.

2. Boligsituationen, som er mere uoverskuelig end nogensinde. Der er problemer her og der på kysten, men mest uoverskueligt er det i Nuuk, hvor der mangler over 10 boliger, og hvor der har været eksempler i efteråret på at læger har trukket deres ansøgninger tilbage pga. manglende bolig. Der er ved at komme en åbning i sagen, men det er urealistisk at tro at løsningen ligger lige om hjørnet.

3. Bemandingssituationen, som ikke er god. Marianne Jensen udtalte forleden i radioen, at der kun mangler een læge i Grønland, men det var en noget letsindig omgang med sandheden. Der er adskillige vakancer rundt omkring på kysten og i Nuuk, og hvis vi taler om folk i faste stillinger, så er vi nede på ca. 50% dækning. Situationen er ikke god.

4. Rekrutteringsnetværket i Danmark, som er veletableret og allerede nu har opbygget en database på ca. 30 læger, som er interesseret i at komme en tur til Grønland. Brug netværket og accepter ikke vakancer, selv ikke kortvarige!

5. Foreningens økonomi, som er god.

6. Foreningens historie, som er lang; vi har 75-års jubilæum i 1998 og vi er så småt i gang med planlægningen af, hvordan det skal fejres.

7. Foreningens medlemstal, som er højt; heldigvis flytter mange kolleger deres adresse til Grønland i forbindelse med beskæftigelse heroppe; det giver kontingentkroner, -og dermed råd til aktivitet i foreningen.

8. Foreningens ansigt udadtil; vi er ved at skaffe os brevpapir, og går det som vi planlægger har vi indenfor kort tid vores egen homepage på internettet.

9. Levnedsmiddel- og veterinærproblematikken, hvor vi regner sammen med DSMF at finde frem til en acceptabel løsning i løbet af det kommende år.

10. Flere andre ting, hvoraf flere også er ret trivielle.

Men spændende arbejde er det, og alle er velkommne til at henvende sig og høre nærmere om emner, som de har en speciel interesse i. Og alle er velkomne til at give et nap med.

Lægeansvarsudvalget og klagesager

Af Thomas Stensgaard

lægekredsforeningens formand

De medlemmer som deltog i konferencen i Ilulissat i marts i år, vil huske den meget gode og kompetente gennemgang af klagesagsproblematikken, som blev givet af Nils W. Johannesen og Lone Rasmussen.

De medlemmer som har modtaget rapporten fra samme konference, og har læst den, vil også vide at klagesagsproblematikken er nævnt på rapportens s. 53.

Men - da det ikke kan siges for tit, vil jeg gerne benytte lejligheden til at gentage det her, at læger der bliver involveret i klagesager for deres egens skyld bør rette henvendelse til Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg meget tidligt i sagsforløbet. Der bliver ydet lægefaglig og juridisk hjælp, og alle sager behandles med diskretion. Lægeansvarsudvalget yder advokatbistand i de sager, hvor der kan være tale om overtrædelse af Lægelovens 18 om grovere forsømmelighed. Ved politiafhøring stiller Lægeansvarsudvalget advokat til rådighed, og der er her i Grønland truffet aftale med et lokalt advokatkontor.

Som medlem af en fagforening, der har stablet et apparat på benene for at hjælpe medlemmerne i sådanne situationer, er der ingen grund til at spille Tarzan og forsøge at klare det på egen hånd. Lægeansvarsudvalget kontaktes gennem Lægeforeningen, København.

REFERATER

Tag til Gøteborg og mød en kollega fra Grønland!

Af Iben Kollemorten

Qeqertarsuaq

- Kursusbeskrivelse af Folkhälsovetenskap - grundkursus i alt 2 måneder - ved Nordiska hälso-vårdshögskolan (NHV) i Gøteborg.

Som ansat i det vidtstrakte grønlandske sundhedsvæsen føler man sig ind imellem som "Palle alene i verden" - for vi kan jo ikke bare mødes med lægekollegaer eller andre faggrupper fra andre distrikter en tilfældig tirsdag aften.

Det har derfor været en særlig oplevelse at komme til Nordiska hälsovårds-högskolan i Gøteborg, og der i februar 1996 at møde forstanderinden fra Ilulissat sygehus og chefdistriktslægen fra Uummannaq - i oktober 1996 at møde en tidligere mangeårig distriktslæge fra Ilulissat og atter chefdistriktslægen fra Uummannaq. Da jeg gik på biblioteket fandt jeg 4 mastersopgaver (af ca. 20 danske) lavet af læger med tilknytning til Grønland, de 3 omhandlende grønlandske forhold, nemlig:

1) Børn og børnefamiliers anvendelse af sundhedsvæsenet i et grønlandsk distrikt (Maniitsoq).

2) Risikomarkører for iskæmisk hjertesygdom og hjerneblødning på Grønland.

3) Skoleelevers brug af rusmidler i Grønland 1990-1992.

Det svenske begreb "högskola" svarer ikke til det danske, men står for en uddannelsesinstitution, som leverer en undervisning på et akademisk niveau, og det betyder også, at der ved optagelse på Nordiska hälsovårdshögskolan kræves forkundskaber svarende til studentereksamen og en videregående uddannelse svarende til mindst 3 års heltidsstudier ved universitet/högskola.

Der er mulighed for at tage Diplom i Folkesundhed eller - hvis man desuden laver en afhandling - at blive Master of Public Health. Uddannelsen er bygget op i moduler af 2 til 8 ugers varighed.

Man bor på skolen - med weekender fri - dog kan man have behov for at fordybe sig i stoffet eller egne forskningsprojekter nogle weekender, og der kan være enkelte hverdagsaftener med undervisning.

Alle kurser har tentamen, som skal bestås for at få kurset godkendt - men det er ikke gammeldags afprøvning af udenadslære, men mere en evaluering af, om man har fået nok ud af undervisningen.

Der er adgang til bibliotek, fotokopiering, datamaskiner med Medline og e-mail (og også internet, men der holdes lav profil med dette - omkostninger?) døgnet rundt - så man behøver ikke at stå i kø til disse faciliteter.

De 2 måneders grundkursus i folkesundhed kan anbefales til enhver chefdistriktslæge i Grønland og jeg vil desuden anbefale det til administratorer og politikere med tilknytning til det grønlandske sundhedsvæsen. Det giver viden, overblik og redskaber til at gå i gang med de opgaver, som vi forventes at klare netop i disse jobs.

Den første måneds emner var folkesundhedskundskab og kvalitative forskningsmetoder og omfattede desuden videnskabsteori og filosofi, bl.a. diskussion af begreberne sundhed og folkesundhed. Her er eksempler på begreber, som vi diskuterede:

Health promotion: Den proces, der sætter mennesker i stand til at øge deres kontrol over og til at forbedre deres sundhed.

Sustainability (bæredygtighed): Evnen til effektiv funktion med brug af et minimum af ydre ressourcer.

Empowerment: Den proces, der hjælper mennesker til at have/få herredømme over de faktorer, som har indflydelse på deres eget liv.

Den anden måned drejede sig om epidemiologi: den videnskab, der som genstandsområde har helbredsfænomeners forekomst, og ændringer heri, i humane populationer.

Begge måneder giver en masse konkret viden, men ved hjælp af praktiske øvelser desuden konkret træning i nye arbejdsområder. Fordi deltagerne er fra alle de nordiske lande, får man også et godt indblik i forholdene i de andre landes sundhedsvæsener. F. eks. er der en form for brugerbetaling i alle de nordiske lande bortset fra DK og Grønland.

Anbefalet litteratur:

- Finn Kamper-Jørgensen og Gert Almind: Forebyggendesundhedsarbejde.

- Foldspang, Juul, Olsen, Sabroe: Epidemiologi.

- Beaglehole, Bonita, Kjellström: Basic epidemiologi.

Oplysninger om kurserne og ansøgningsskemaer kan fås på:

Nordiska hälsovårdshögskolan

Box 12133

S-402 42 Göteborg

Sverige

Tlf.: + 46 31 69 39 00

Fax: + 46 31 69 17 77

E-mail

Nordiska hälsovårdshögskolans hjemmeside på internet:

http://www.nhv.se/

Årligt netværkskursus

Af Per Baunsgaard

D.I.H., medicinsk afdeling

Undertegnede var sammen med 3 andre kollegaer fra netværksgruppen i Grønland til årligt netværkskursus i Hindsgaul i dagene 21-23 november. Der var først 1 dags introduktionskursus for nye netværksrådgivere. Vi fra Grønland udgjorde næsten 25% af deltagerne i denne del af kurset. Fra fredag eftermiddag til lørdag middag var der så møde for alle rådgivere fra hele Danmark. Vi var til denne del af mødet ca. 90 mennesker.

Udbyttet af kurset var efter min mening stort, men vi kunne godt se, at vores forhold på Grønland i relation til arbejdet i et kollegialt netværk er meget svært.

Anonymiteten er alfa og omega i Danmark, det vil være svært heroppe, men vi vil gøre vores yderste for ikke at nedbryde denne, hvis kollegaer søger vores råd og vejledning.

I Danmark lægger man i det kollegeale netværk også mere og mere vægt på det opsøgende arbejde. Dette vil på grund af vores geografiske spredning her på Grønland også være svært.

Netværksrådgiverne er udpeget af lægekredsforeningen, med er helt uafhængige af fagforeningen i øvrigt.

Vi er for få hoveder til for mange kasketter, så undertegnede er både i fagforeningen og i den kollegiale netværksgruppe.

I Danmark vil der for det meste rykke 2 rådgivere fra netværket ud, hvis en kollega har behov for hjælp. Fysisk vil dette ikke være muligt her på Grønland. Vi må forsøge at hjælpe så godt som muligt - evt. gennem telefonen. Jeg tror mange har haft den opfattelse, at netværket kun har noget med misbrug at gøre. Dette er ikke tilfældet. Enhver kollega med problemer af personlig eller arbejdsmæssig karakter er vi klar til at forsøge at hjælpe, måske kun med rådgivning, men alligevel. Vi har lægeforeningen i ryggen med jurister, socialrådgivere osv.

Man kan også selv ringe til den centrale netværksgruppe i lægeforeningen - telefonnummeret står i hvert nummer af UfL. Et specielt emne, der på kurset blev snakket en del om, er klagesager. Vi har også mange af dem på Grønland. Vi kan fra netværksgruppen tilbyde støtte og rådgivning. Der findes tilfælde, hvor læger tager sådanne sager så personligt, at de "går i spåner" over dem, isolerer sig og får misbrugsproblemet ind på livet.

Budskabet fra kurset var klart, blandt andet fra lægeforeningens jurist: ingen læge bør besvare en klage, før man har drøftet sagen med lægeforeningens lægeansvarsudvalg. Uanset hvor bagatelagtig sagen ser ud. Der findes mange tilfælde, hvor læger har udtalt sig i klagesager uden at tro, at de kunne risikere en påtale, hvad der så efterfølgende er kommet fra Patientklagenævnet. Ingen læge bør sende en besvarelse til embedslægen i en klagesag, uden at minimum een anden kollega man stoler på har gennemlæst besvarelsen.

Vi er i øjeblikket 6 netværkrådgivere i Grønland, måske bør vi være flere på grund af den geografiske spredning i landet.

KURSER

Nye kursusmuligheder

Af Thomas Stensgaard

lægekredsforeningens formand

Fællesudvalget er en fælles uddannelsesorganisation for lægekredsforeningerne i København, Københavns amt, Bornholm og Roskilde amt.

Fællesudvalget har i en årrække arrangeret en række kurser af en til flere dages varighed.

Undertegnede har deltaget i et par af kurserne, og flere kollegaer har også været med, og vi er enige om, at kurserne er af meget høj lødighed.

Som tidligere nævnt i Kamikposten har der været kontakt mellem Fællesudvalget og Grønlands Lægekredsforening og det har nu resulteret i et konkret tilbud fra Fællesudvalget gående ud på, at medlemmer af Grønlands Lægekredsforening kan deltage på lige fod med medlemmerne fra de arrangerende lægekredsforeninger i Fællesudvalgets kurser.

Det betyder at deltagelse for Fayl-medlemmer er gratis, medlemmer af de to andre søjler betaler en mindre kursusafgift.

Rejsen må man naturligvis betale selv, men vi har jo vores kursusrejse og når man sidder med Lægeforeningens kursuskatalog og skal forsøge at skabe et relevant indhold i de 14 dage vi har ret til, så er Fællesudvalgets kurser et godt tilbud, - og for mange af os ovenikøbet et gratis tilbud.

Benyt det, - og benyt lejligheden til at knytte kontakter til kollegaer i de 4 amter, forhåbentlig til glæde for både den enkelte og for Grønlands Sundhedsvæsen.

Kursus: Den grønlandske patient

Af Thomas Stensgaard

lægekredsforeningens formand

Som annonceret i Ugeskrift for Læger afholder Grønlands Lægekredsforening og Lægeforeningens uddannelsessekretariat i dagene 9.-12. april 1997 et kursus om den grønlandske patient. Kurset henvender sig såvel til læger i Danmark og i Grønland og vil belyse sygdomspanoramaet i Grønland samt andre faktorer, som er af betydning for sygdom og sundhed i vort land.

Undervisere vil være kolleger fra Grønland og Danmark.

Kurset afholdes på Hotel Arctic i Ilulissat og vil være en oplagt chance til at dygtiggøre sig og samtidigt forbedre sine forudsætninger for at yde en god indsats i det grønlandske sundhedsvæsen.

Det vil samtidigt være en kærkommen lejlighed til at møde kolleger fra Danmark og Grønland, - mange af os sidder jo ret isoleret rundt omkring på de mindre tjenestesteder.

For dem der ikke selv har besøgt Ilulissat kan jeg oplyse at april måned i Diskobugten er en herlig tid med højarktisk klima og for det meste et meget stabilt vejr. Hotel Arctic er et 1. klasses hotel.

Prisen vil blive ca. 7.000 kr. for kursus, inklusiv fuldpension i 5 dage. Transport er ikke inkluderet i dette beløb, men der er mulighed for grupperabat, og for en del vil det også være aktuelt at bruge Grønlandsflys billigbilletter. Jeg er ved at undersøge mulighederne.

Grønlands Lægekredsforening yder et tilskud på 2.000 kr. til hvert medlem (derved er man nede på 5.000) og dertil kommer så mulighederne for at bruge penge fra uddannelsesfonden samt de eventuelle lokale uddannelsesmidler.

Jeg håber vi bliver mange i Ilulissat, og for at have mulighed for at planlægge transporten vil jeg være taknemmelig for at få en tilbagemelding fra eventuellt interesserede snarest.

Egentlig tilmelding skal ske til Lægeforeningens uddannelsessekretariat.

NUNA MED 97

Af Thomas Stensgaard

lægekredsforeningens formand

NUNA MED afholdes nu for tredie gang.

For dem der tidligere har været med, er der ingen grund til en nærmere præsentation, men heldigvis kommer der da nye borgere i dette land - og dette væsen - så:

7.-9. September 1997 samles vi igen i Nuuk til

plenumforedrag,

frie foredrag og

workshops om grønlandsmedicinske emner.

1. announcement udsendtes i november 1996.

Yderligere oplysninger fås på adressen:

NUNA MED 97

Box 1001

3900 Nuuk

Efterlysning

Det er kommet redaktionen for øre, at Nakorsanut vist nok snart har 25-års jubilæum. Har det mon sin rigtighed? Og hvornår er det i så fald? Vi savner årstal og dato for første udgivelse af bladet.

Hvis nogen kan hjælpe os med svaret på dette vigtige spørgsmål, vil vi være meget taknemmelige - og vise dette ved at nævne vedkommende ved navn i næste nummer af bladet.

Og hvis man ovenikøbet vil tilsende os et eksemplar af førsteudgaven vanker der en flaske velsmagende rød "druesaft".

red.

internet

Det verdensomspændede world wide web er rigtigt kommet i vælten. Flere af vore sygehuse er koblet på, og et andet sted i bladet kan man læse, at der af og til overføres røntgenbilleder fra Upernavik til røntgenafdelingen på DIH. Og nu kommer Ugeskriftet også på nettet.

Men har det overhovedet medicinsk interesse at surfe på internettet? Og hvordan finder man rundt?

Opmærksomheden skal her henledes på den homepage, som Månedsskrift for Praktisk Lægegerning (http://www.mpl.dk), som er et godt udgangspunkt for den videre fremfærd. Man kan gå videre til:

Månedsskriftet på CD

MPL-forum - en diskussionsgruppe for læger

Medibox - herunder udveksling af

lægenoter

Nyheder - mest af almenmedicinsk relevans

Links - herfra ud i den vide verden

Værktøjskassen - forskellige brugbare sharewareprogrammer

Fra Månedsskriftets hjemmeside på nettet er der forbindelse til andre servere. Og det er let at få forbindelse - det er bare at klikke. Her er et par stykker af dem:

Lægeforeningen DADL, herunder Ugeskrift for Læger

U.S. National Library of Medicine (NLM)- verdens største lægevidenskabelige bibliotek

Medical Matrix - omfattende guide til internettets medicinske resourcer

Statens Serum Institut - EPI-DATA - Epi-Nyt på internet, ikke vellykket

Æskulap Brugerforening - første edb- brugergruppe på nettet

http://www.fynweb.dk/ Fynweb- flot, forbilledlig fynsk webside.

HelseNett - et helseleksikon på internett - norsk helseleksikon på internettet

Primary Care Internet Guide - en spændende norsk adresse

Utposten - det norske tidsskrift for praktiserende læger